Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

gå-hjem-møde 7. juni

Toyota's bilværksted i Køge

Møde om energibesparelser hos Toyota Køge

Tirsdag eftermiddag d. 7. juni blev det første af en række gå-hjem-møder om energibesparelser i virksomheder afholdt hos Toyota i Køge. Baggrunden for mødet er et nyt grønt netværkssamarbejde imellem Region Sjælland og regionens kommuner, som skal involvere virksomhederne og fremme bæredygtig udvikling i regionen.
Idéen er at få sat fokus på nogle af de mange potentialer for energibesparelser, der ligger i virksomhederne. Ved at holde gå-hjem-møder hos virksomheder, der har gjort noget for miljøet, kan man udveksle erfaringer, og høre noget konkret om, hvad man selv kan gøre, for at komme i gang.

Det ”grønne” værksted
Toyota holdt et fint oplæg om deres nye miljøledelsessystem, som er opbygget efter ISO 14000 standarden. Der blev vist før-billeder fra værkstedet, som deltagerne så kunne sammenligne med nu-tilstanden ved en rundtur på virksomheden. Og der var klare forbedringer - specielt på kemiområdet hvor mange ”miljø-grimme” spraydåser nu er udfaset. Men der er også lavet mange gode elspare-indsatser. Eksempelvis er der sat automatisk lysstyring op i stor stil på værkstedet. Og de gode energispare-vaner er spredt godt ud i virksomheden, drevet i gang af Toyotas ISO 14000-ansvarlige og ildsjæl Torben Jørgensen.

GoEnergi
Sebastian Løck fra GoEnergi (Center for energibesparelser www.goenergi.dk) fortalte efterfølgende om hvordan energiforbruget typisk fordeler sig på virksomhederne, og hvilke typiske muligheder der er, for at skære ned på energiregningen til glæde for pengepungen og for CO2-regnskabet.

Grønt diplom
Dernæst fortalte Claus Birch fra Det Grønne Hus (Energitjenesten Sjælland www.energitjenesten.dk) om Grønne Diplomer, som er en enkel og lettilgængelig ordning for mindre virksomheder, så de kan arbejde systematisk med løbende miljø- og energiforbedringer. Virksomheden udvælger årlige indsatser, og der laves årlige opfølgningsbesøg, for at fastholde og støtte processen til miljø- og energiforbedringer.

Sluttelig var der en god dialog imellem konsulenter, kommunen og virksomhedernes i relation til behov og ønsker omkring energibesparelser. Der var deltagere fra auto-, snedker/tømrer-, emballage-, plast- og transportbranchen mm. Der kom flere gode forslag, bl.a. et ønske om mere synlig eksponering af de miljø- og energi-gode virksomheder.
Til efteråret er det planen at afholde endnu et møde på en større virksomhed i Regionen
Opdateret af Natur og Miljø 15.06.11

Kontakt

Miljøteamet
Natur og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Torvet 1
4600 Køge

Tlf. 56 67 24 37
Tlf. 56 67 24 89

E-mail

Åbningstider:
Mandag-onsdag: 10:00-14:00
Torsdag: 12:00-18:00
Fredag: 10:00-13:00

Telefontider:
Mandag-onsdag: 9:00-15:15
Torsdag: 12:00-18:15
Fredag: 10:00-13:00