Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Herfølge - byvandring

Udsnit af luftfoto af Køge Kommune

På denne side kan du læse om seværdighederne i Herfølge.

Danmarkskort i asfalt, Herfølge skolegård, Billesborgvej 1.

 
Da Herfølge Skole stod færdig i 1954, blev skolegården udsmykket med et Danmarkskort aftegnet i asfalten. Ideen bag projektet stammede fra sognerådsformand og amtsvejmand Hans Madsen. Asfaltfirmaet Duxol udførte kortet. Oprindeligt var kortet aftegnet i asfalten med hvid asfalt, men i dag er Danmarkskortet malet på asfalten med hvid maling.

 Landkort i skolegård

Mindeplade over "Kampen ved Herfølge", Herfølge Kirke.

 
I 1977 afslørede Dronning Ingrid, der var protektrice for Vallø Stift, en mindetavle på Herfølge kirkemur. Mindepladen var bekostet af Vallø Stift. Mindepladen blev opsat for at mindes de dræbte og sårede Landeværnssoldater under "Kampen ved Herfølge" i 1807, som var en del af "Træskoslaget".

Indskriften er skrevet af forfatter og tidligere præst ved Herfølge Kirke, Erik Aalbæk Jensen. Under kampen mod de engelske styrker viste de utrænede og dårligt udrustede danske bondesoldater stort mod. De sidste skud under "Træskoslaget" faldt her ved Herfølge kirkegård.

Teksten lyder: ”Den sidste rest af landeværnet, 150 mand i danske bondetrøjer, stred her 29. august 1807 mod 25. Infanteriregiments 1. bataljon og to eskadroner husarer af den engelske invasionsstyrke i Napoleonskrigene. Klokken fire eftermiddag opgav de. Svigtede. Uden haab. Kun modige.” 

Mindeplade

Mindesten for 5. maj 1945, hjørnet af Billesborgvej og Præstevænget

I anledning af 1 årsdagen for befrielsen 5. maj 1945 blev en mindesten afsløret på Billesborgvej i Herfølge By. Bag mindehøjtideligheden og opsætningen af mindestenen i det lille anlæg stod 24 foreninger i Herfølge. På selve dagen blev der holdt en stor folkefest i Herfølge - med taler, bespisning og festfyrværkeri.


 5.maj sten

Mindetavle med B.S. Ingemanns vers, Herfølge Kirke

På Herfølge Kirkes nordlige mur findes en mindetavle med et mindevers skrevet af B.S. Ingemann. Anledningen til mindetavlen var, at Ingemann under et besøg hos Herfølge præsten Joachim Godske Willemoes blev gjort bekendt med, at der lå 4 matroser og 1 soldat begravet på Kirkegården. Matroserne og soldaten var omkommet under Slaget i Køge Bugt i 1710, da Admiral Ivar Huitfeldts skib "Dannebrog" sprang i luften. På Willemoes' foranledning bekostede Vallø Stift i 1845 marmorstenen til minde om søheltene.

Ingemanns tekst lyder:


”HØJT BRUSER BØLGEN I KJØGE BUGT
DEN SJUNGER OM HVIDTFELDTS HIMMELFLUGT
DEN SIUNGER OM DANNEBROGS HELTESKARE
SOM FLAMMEVINGER TIL HIMLEN BARE
HIST KIEMPESKAREN MOD HIMLEN FLOI
HER KIRKEGAARDEN BLEV KIEMPEHOI
HID BAR DE FRA STRANDEN HELTENES BEEN
OG KIRKEN BLEV DERES BAUTASTEEN
GUD EVIG GLÆDE DE HOIE SIÆLE
MED DANMARK STAAER DERES EFTERMÆLE.

DEN 2. NOVEMBER 1710
JORDEDES HER 4 MATROSER OG 1 SOLDAT
AF BESÆTNINGEN PAA ORLOGSSKIBET DANNEBROGE
SOM SPRANG I LUFTEN DEN 4. OCTOBER SAMME AAR.” '

 Ingemand mindetavle

Skulptur "Dreng", foran Herfølge Bibliotek, Scheelsvej 2.

 
Granitskulpturen "Dreng" af billedhugger Karl Otto Johansen fra 1959 blev opstillet i haveanlægget foran Herfølge Bibliotek i 1975. Tidligere var den opstillet i Køge Biblioteks gård. Kunstnerens søn Niels har siddet model til skulpturen. Skulpturen er skænket af Ny Carlsberg Fonden den 4. juli 1963.

 Statue af dreng

Mindestenen over de danske landeværnssoldater, der faldt på Herfølge Kirkegård den 29. august 1807.

Øst for kirkegården ved Herfølge Kirke, står en mindesten.Mindestenen blev rejst på initiativ af ”Komiteen til markering af 200-års dagen for Træskoslaget”, og den er skænket af Køge Stenhuggeri i samarbejde med Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn.

Præst ved Herfølge Kirke, Christina Schmidt, har forfattet teksten, der lyder:

Rejst 2007 i 200-året
for Træskoslaget i Herfølge
den 29. august 1807
Mindesten for dem, der faldt
Hugget ned på hellig jord
Dansk historie genfortalt
Rå granit med heltespor

Stenen er – efter aftale med menighedsrådet - placeret på det grønne areal mellem kirken og præsteboligen.

Fotografiet er fra afsløringen af mindestenen den 29. august 2007. Afsløringen blev foretaget af komtesse Josephine af Rosenborg (på vegne af projektets protektor, Hans Excellence Christian Greve af Rosenborg, der var blevet forhindret) og af formand for Træskoslagskomiteen, Bruno Juul.

Mange gæster og honoratiores var til stede – bl.a. den engelske ambassadør og den engelske forsvarsattaché samt Køges borgmester sammen med repræsentanter for hjemmeværnsledelse, totalforsvarsregionsledelse, menighedsråd, præster, familie til de afdøde landeværnssoldater og mange andre.

Mindestenen over de danske landeværnssoldater, der faldt på Herfølge Kirkegård den 29. august 1807

Opdateret 15.02.10