Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Køges grønne regnskab går den rigtige vej

CO2-udledningen fra Kommunens bygninger er faldet med 5 procent fra 2008 til 2010.

Køges Kommunes bygninger er blevet mere klimavenlige. Det viser Kommunens grønne regnskab for 2010, som offentliggøres i dag.

CO2-udledningen fra Køge Kommunes ejendomme er faldet med 5 procent fra basisåret 2008 til 2010. Køge Kommune har forpligtet sig til at nedsætte CO2-udledningen fra sine bygninger med 2 procent om året, så det går altså i høj grad den rigtige vej.

- Det er Køge Kommunes Energispareprojekt, som vi nu ser de første resultater af. Siden 2008 har vi gjort en særlig indsats for at gøre kommunens bygninger mere energivenlige. Vi har udskiftet varme- og ventilationsanlæg, vi har efterisoleret og vi har skiftet almindelige ruder ud med energivinduer. I første omgang har vi koncentreret os om skolerne, og her er varmeforbruget faldet markant. Som kommunens største arbejdsplads har Køge Kommune en forpligtelse til at gå forrest i klimaarbejdet, og det er dejligt at se, at Energispareprojektet virker, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Erling Larsen (A)

Varmeforbruget i Kommunens bygninger er samlet faldet med 9 procent fra 2009 til 2010. Derimod er strømforbruget steget med 2 procent i samme periode. Det skyldes, at Kommunen anvender mere IT-udstyr end tidligere. Samtidig har institutionskøkkenerne også fået flere elektriske hjælpemidler. Køge Kommune planlægger nu en række kampagner, som skal få medarbejderne til at spare på strømmen.

Køge Byråd har netop besluttet at fordoble anlægsrammen for Energispareprojektet fra 10 til 20 mio. kr. om året. Energispareprojektet hviler økonomisk i sig selv. Kommunen låner pengene til at gennemføre projekterne, hvorefter de opnåede energibesparelser finansierer renter og afdrag på lånene.

Fakta:

  • Grønt regnskab for 2010 kan læses her på hjemmesiden. Folderen er også lagt frem på Rådhuset og bibliotekerne.
  • Grønt regnskab giver overblik over energi- og vandforbruget i kommunens 127 ejendomme. Byrådet bruger Grønt regnskab som styringsværktøj, når der skal prioriteres mellem kommunale energi- og miljøtiltag.
  • Køge er klimakommune hos Dansk Naturfredningsforening. Som klimakommune skal Køge nedsætte sin udledning af CO2 med 12 procent fra 2008-2014. Det svarer til 2 procent om året.
  • Køge Kommune har allerede nedsat sin CO2-udledning med 5 procent fra 2008 til 2010 – altså mere end målsætningen. Det skyldes især, at skolerne bruger mindre varme end før, fordi Kommunens Energispareprojekt har gjort skolerne mere energivenlige.
Opdateret af Teknik- og Miljøforvaltningen 26.09.11