Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Ny leder af Center for Dansk og Integration

Køge Kommune har ansat Ulf Lolk Larsen som leder af Center for Dansk og Integration. Han er uddannet i socialvidenskab og pædagogik.

Ny leder af Center for Dansk og Integration

”Vi er glade for at byde Ulf velkommen til stillingen som ny centerchef”, siger ansvarlig direktør Mogens Pejtersen og fortsætter: 

”Center for Dansk og Integration står overfor spændende og krævende udfordringer på undervisningsområdet, i forhold til koordinering af integrationsindsatsen samt i udviklingen af de kommende boligsociale initiativer. Det kræver en chef med gode proceskompetencer – og her stod Ulf stærkest”.  

Ulf Lolk Larsen kommer fra Køge Kommunes egne rækker og forlader en stilling som proces- og organisationskonsulent i kommunens analysegruppe.

”Det er en rigtig spændende udfordring, ikke mindst fordi sprog, integration og boligsocial indsats hænger naturligt sammen i Køge Kommune. Jeg glæder mig til at udvikle området sammen med medarbejdere og kollegaer, borgere, politikere, Integrationsrådet, boligforeningerne, virksomhederne samt de frivillige”, udtaler Ulf Lolk Larsen. 

Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Ulf Lolk Larsen som ny leder af Center for Dansk og Integration. Der var 33 ansøgere til stillingen.  

Ulf Lolk Larsen bor sammen med praktiserende læge Christina Rasmussen og deres 3 børn i Strøby Egede, syd for Køge.

Center for Dansk og Integration har det samlede ansvar for integrationsindsatsen og danskuddannelse i Køge Kommune. Centeret udbyder – i samarbejde med Stevns Kommune – danskundervisning til voksne udlændinge.

Opdateret af Forvaltningen for Arbejdsmarked og Borgerservice 02.12.11