I 2009 satte Køge Kommune og seks andre kommuner 66 nye forsøg i gang for at få flere borgere til at bevæge sig mere.
Forsøget lykkedes. Cirka 1140 af kommunens børn og unge er blevet aktive gennem breddeidrætsindsatsen. Samtidig har de syv modelkommuner opbygget konkrete erfaringer med, hvad der skal til for at få flere borgere i fysisk aktivitet. 11. juni præsenteres to års læring i en rapport på en slutkonference i Gentofte. Målet er at dele viden om og inspirere hele landet så endnu flere danskere deltager i breddeidrætten.
Fyrtårne for idérig udbredelse af breddeidrætten
6 SFOer og 8 idrætsforeninger har samarbejdet omkring at lave forskellige attraktive tilbud for foreningsuvante børn og unge i SFO tid igennem projektet ”Bred spillet ud”. Børnene har opnået større sociale kompetencer og motorisk udvikling.
4 idrætsforeninger har oprettet ressourcebanker og arbejdet med involvering af nydanske forældre som frivillige igennem projektet ”Forældrene på banen”. Foreningerne har fået overblik over deres opgaver og forældrene har fået et større indblik i foreningslivet.
De syv breddeidrætskommuners 66 nye idrætsprojekter indeholder mange personlige forvandlingshistorier. Men det er også historien om, hvordan et øget fokus på breddeidrætsområdet og nye samarbejdsformer kan gøre en forskel. Og den historie er temaet for dagens breddeidrætskonference med deltagelse af bl.a. kulturministeren.
Projektet er støttet af Kulturministeriet og Nordea-fonden hver med 10 mio. kr.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
- Det er vigtigt, at vi lader os inspirere, når de syv breddeidrætskommuner har afprøvet deres projekter, og deler deres erfaringer med os andre. Projekterne har været successer for de syv breddeidrætskommuner, hvor 95 procent af projekterne forventes at blive videreført, og hvor mange borgere har fået mere bevægelse ind i hverdagen. Jeg håber, at andre kommuner kan finde inspiration til lignende indsatser.
Mogens Hugo, Nordea-fondens bestyrelsesformand siger:
- Vi håber, at erfaringerne fra de syv breddeidrætskommuner vil være startskuddet til en markant og målrettet indsats på breddeidræt i alle kommuner over hele landet mange år fremover. Vi håber, at indsatsen medvirker til at flere danskere får en sundere hverdag med glæde og livslyst.
Kulturudvalgs Formand Erik Swiatek siger:
- Breddeidrætskommuneprojektet har skabt nogle gode erfaringer og vedvarende effekter for de involverede børn og unge og de deltagende foreninger. Disse initiativer vil vi i høj grad fortsat støtte op omkring.
Ny rapport med evaluering og konkrete anbefalinger
På konferencen 11. juni 2012 i Ordruphallen bliver landets kommuner og idrætsorganisationer præsenteret for evalueringsrapport udarbejdet af et konsulentteam fra TSE Consulting og DAMVAD. Rapporten viser bl.a., at alle idrætsinitiativerne er gennemført, at 95 procent af dem af forventes at fortsætte og, at projektet allerede har givet inspiration til over 3/4 af landets øvrige kommuner.
Rapporten kan ses på hjemmesiden Breddeidræt.
Baggrund
Om projektet breddeidrætskommuner
I 2009 iværksatte Kulturministeriet og Nordea-fonden et fælles projekt om breddeidrætskommuner. Med i alt 20 mio. kr. i støtte blev der udpeget syv breddeidrætskom-mune til at afprøve en række idræts-initiativer. Formålet med initiativet var at opsamle erfaringer, som kan bruges af og inspirere andre danske kommuner til at styrke og udvikle deres indsats for at få flere danskere til at dyrke breddeidræt.
De 7 breddeidrætskommuner er Aalborg, Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Køge, Slagelse, Varde og Viborg. Samlet investerede de 7 kommuner i alt 26,5 mio. kr. i nye idrætsinitiativer ud over de 20 mio. kr. som Kulturministeriet og Nordea-fonden har støttet projekterne med.
Opdateret
af Kulturafdelingen
15.06.12