Køge Kyst er et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania Arealudvikling, som skal udvikle Stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden i Køge.
Visionen er levende byområder med kreativ arkitektur og byggeri i høj kvalitet. Kulturen skal være drivkraft for udviklingen, og detailhandel og infrastruktur skal udvikles markant. Som et gennemgående træk skal bæredygtighed i bredeste forstand være det bærende princip for byudviklingen, og borgere og andre aktører skal inddrages aktivt i processen.
Havnen i fokus i Køge
Køge Kommune ønsker en aktiv erhvervshavn, og etableringen af Køge Jorddepot udvider havnen med 40 hektar fremtidssikrede faciliteter. Den bynære Søndre Havn skal i anvendes til boliger, levende byrum, småerhverv og ikke mindst diverse kulturelle aktiviteter.
Nye forbindelser på tværs af jernbanen
Byomdannelsen vil skabe nye funktioner og nye sammenhænge mellem de tre arealer og til resten af Køge by. Et helt centralt element er at skabe tre nye forbindelser på tværs af jernbanen for fodgængere, cyklister og biltrafik.
Stationen er væsentlig for udviklingen
Et andet vigtigt element i udviklingen er områdets stationsnære beliggenhed, der sammen med muligheden for en ny hurtig jernbaneforbindelse til København giver et endnu bedre grundlag for at pendle til og fra Køge.
Hvad betyder det for dig?
Resultatet efter omkring 20 år er 1.500 nye boliger i forskellige former og prisklasser, ca. 4.000 arbejdspladser, ca. 100 butikker, kultur i stor skala, flere levende byrum, gode forbindelse mellem torvet og bugten samt bedre badeforhold på Søndre Strand.
Områderne udvikles over 20 år
Områderne bliver udviklet over de kommende 20 år på baggrund af en konkurrence for professionelle arkitekter, byplanlæggere, økonomer og bylivseksperter, som skal give input til en samlet udviklingsplan. Derudover skal borgere, erhvervsliv, handlende og andre interessenter inddrages i arbejdet og bidrage med gode ideer til realisering af visionen.
Læs mere på Køge Kysts hjemmeside
Opdateret
14.10.10