Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Kvalitetskontrakt 2011

Den 25. januar 2011 vedtog Køge Byråd Kvalitetskontrakt for Køge Kommune for den nuværende valgperiode. Kommunerne skal årligt følge op på, hvor langt arbejdet er kommet med at opfylde målene i Kvalitetskontrakten.

Med vedtagelse af lov om kommunale kvalitetskontrakter har Køge Byråd fået til opgave at udarbejde en kvalitetskontrakt med få kvantificerbare mål for hvert serviceområde samt en kort beskrivelse af veje til at opfylde de enkelte mål. 

Det er første gang, kommunerne udarbejder kvalitetskontrakt. Byrådet har valgt, at 1. generations kvalitetskontrakten tager afsæt i allerede vedtagne planer og politikker, herunder budgettet og virksomhedsplaner. Du kommer til kvalitetskontrakten 2011 under Genveje her på siden.

Kvalitetskontrakten som redskab

Målene, som Byrådet har fastlagt i kvalitetskontrakten, er udtryk for aktuelle indsatsområder, som har særlig politisk prioritet. Målene er altså ikke dækkende for alle aktiviteter inden for det pågældende serviceområde. 

Kvalitetskontrakten skal sikre, at kommunens borgere kan få et klart og overskueligt indblik i det løbende arbejde med kvalitetsudvikling.  

Kvalitetskontrakten skal på den måde skabe et afsæt for den løbende dialog mellem Byråd og kommunens borgere, og er et redskab til at sikre en dynamisk og målrettet indsats i den kommunale kvalitetsudvikling.

Opfølgning på kvalitetskontrakten

Kommunerne skal årligt følge op på, hvor langt arbejdet med at opfylde de fastsatte mål er kommet. Kommunen skal i en opfølgningsredegørelse vurdere, om indsatsen er tilstrækkelig for at nå de opsatte mål, og om målene fortsat vurderes relevante. Du kan hente opfølgningsredegørelse for 2011 her.  

Baggrund for kvalitetskontrakten

De kommunale kvalitetskontrakter er en udløber af regeringens kvalitetsreform og blev indført med Folketingets vedtagelse af lov nr. 136 af 24. februar 2009 om ændring af lov om kommunernes styrelse og lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven).  

De nærmere regler for kvalitetskontraktens indhold, udformning og offentliggørelse er fastsat i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om kommunal kvalitetskontrakt og opfølgningsredegørelse nr. 1309 af 15. december 2009

Opdateret af Direktionsstaben 02.11.11