Du kan få støtte til hjælpemidler og tilskud til forbrugsgoder, hvis din funktionsevne er varigt nedsat fysisk eller psykisk.
Kommunen yder støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet:
- i væsentlig grad letter den daglige tilværelse
- i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller
- er nødvendigt for, at du kan udøve et erhverv
Hjælpemidler og forbrugsgoder
Der kan gives støtte til følgende hjælpemidler og forbrugsgoder:
- Personlige hjælpemidler som f.eks. ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg, proteser, støttekorsetter, brystproteser og parykker samt syns- og høretekniske hjælpemidler.
- Engangshjælpemidler som f.eks. injektions- og testmateriale til diabetikere samt stomihjælpemidler.
- Hjælpemidler til udlån eller som forbrugsgoder som f.eks. rollatorer, kørestole, el-køretøjer, elevationssenge, toiletstole.
Boligindretning - støtte til tilpasning af bolig
For at støtte handicappedes mulighed for at blive i eget hjem, kan der ydes hjælp til at ændre bolig- og adgangsforhold, således at dagligdagen lettes.
Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Der kan ydes hjælp til en nødvendig ændring af boligen f.eks. ved:
- at udligne dørtrin
- at sætte greb op
- ombygning af bad og køkken
- etablering af rampe eller trappelift
- i særlige tilfælde kan der ydes hjælp til tilbygning og eventuelt boligskift
Se i øvrigt Køge Kommunes Kvalitetsstandarder for hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning.
Ansøgningskemaer til hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning finder du under "Sundhed og sygdom" i selvbetjening.
De udfyldte skemaer sendes til:
Hjælpemidler
Torvet 1
4600 Køge
Tlf. 56 67 66 99
Skriv venligst en kontaktperson på blanketten - hvis det er relevant, f.eks. en pårørende.
Opdateret
af Sundhedsafdelingen
14.05.12