Regler for nedgravede olietanke 6.000 og 100.000 liter og overjordiske olietanke mellem 6.000 og 200.000 liter
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du bl.a. læse om erhvervstanke, herunder reglerne for store tanke. Miljøstyrelsens hjemmeside om miljøregler for olietanke finder du her
Anmeldelse af store tanke
4 uger inden du etablerer en ny olietank skal sende en anmeldelse til Byg og By. Du finder anmeldelsesskemaet for større tanke her Sammen med anmeldelsen skal du sende en beskrivelse af anlægget samt skitse over anlæggets placering på ejendommen.
Kommunen skal desuden have fremsendt en kopi af tankattest efter installering.
Har du en tank der ikke tidligere er blevet anmeldt til kommunen (check BBR), skal du straks anmelde din tank til Byg og By.
Egenkontrol og beholdningskontrol
I olietankbekendtgørelsen er der krav om, at ejer og bruger af et anlæg på 6.000 liter eller derover skal kontrollere, at anlægget er tæt.
Dobbeltvæggede tanke skal kontrolleres ved overvågning af trykket imellem de dobbelte vægge. Overvågningen kan ske enten ved manuel aflæsning af manometer eller lign. hver uge eller ved automatisk overvågning.
Enkeltvæggede tanke kontrolleres ved beholdningskontrol.
Du kan læse mere om beholdningskontrollen på Miljøstyrelsens hjemmeside
Sløjfningsterminer
Der er ikke fastsat sløjfningsterminer for olietanke over 6.000 l.
Tankene skal følge de nye regler med hensyn til inspektion og tæthedsprøvning. Udfra inspektionsrapporten udført på baggrund af inspektion og tæthedsprøvning fastsættes krav om ny tæthedsprøvning og/eller inspektion(5 til 10 år efter sidste inspektion afhængig af tanktype) eller evt. sløjfning af tanken, hvis inspektionsrapporten konkluderer dette.
Nye regler for store tanke
I 2010 træder der nye regler i kraft for store tanke:
- Etablering af volumenmåler eller timetæller med frist 1. januar 2010
- Inspektion og tæthedsprøvning med frist 31. marts 2010. BEMÆRK ny frist se under Ad 2!!
- Nedgravede stålrør uden korrosionsbeskyttelse skal udskiftes med frist 31. december 2010
Ad 1) Etablering af volumenmåler eller timetæller
Tankene skal have installeret en volumenmåler eller timetæller senest den 1. januar 2010, som skal anvendes i beholdningsregnskabet. Oplysninger omkring beholdningsregnskab finder du under afsnit egenkontrol og beholdningskontrol.
Ad 2) Inspektion og tæthedsprøvning
Udførelse af inspektion og tæthedsprøvning
Enkeltvæggede olietanke skal fra 1. april 2010 tæthedsprøves og inspiceres af en sagkyndig, med mindre tanken allerede er underkastet tæthedsprøvning og inspektion i et regelmæssigt kontrolprogram. Tankens rørsystemer skal også tæthedsprøves. Udførelse og dokumentation af inspektion og tæthedsprøvning af tank og rørsystemer skal overholde samtlige krav i olietankbekendtgørelsens bilag 9
Fremsendelse af dokumentation for udførelse
Dokumentation for inspektion og tæthedsprøvning skal indsendes til Natur og Miljø i Køge Kommune senest 30 dage efter udførelsen. I olietankbekendtgørelsen står at kun ” sagkyndige” kan udføre inspektion og tæthedsprøvning af tanke. En sagkyndig er en person som dels er tilknyttet en virksomhed, som udfører det aktuelle arbejde, og dels på grund af erfaring eller uddannelse er kvalificeret dertil. BEMÆRK! Køge Kommune anbefaler, at tankejer/tankbruger benytter et inspektionsfirma, som også er godkendt til renovering!
Husk at fremsende ny tankattest ved renovering!
Hvis tanken i forbindelse med inspektion og tæthedsprøvning renoveres (f.eks. ny korrosionsbeskyttelse eller udbedring af eksisterende) skal inspektionsvirksomheden indsende tankattest samt nyt tillæg til Natur og Miljø i Køge Kommune. BEMÆRK! Inspektionsfirmaet som foretager renoveringen, skal være godkendt af PUFO (Prøveudvalget for olietanke).
Ny frist
BEMÆRK! Fristen for første inspektion og tæthedsprøvning af store olietanke er sat til den 31. marts 2010. Denne frist kan overskrides, dog højst indtil 1. april 2011, hvis ejeren eller brugeren af anlægget har sikret sig en skriftlig aftale inden den 1. april 2010 om udførelse af arbejdet, hvoraf det fremgår, at arbejdet ikke kan nås inden for fristen.
Hvis tanken er indvendigt korrosionsbeskyttet skal den herefter tæthedsprøves og inspiceres mindst hvert 10. år, mens tanke, som ikke er beskyttede, skal tæthedsprøves og inspiceres mindst hvert 5. år.
Undtagelser for inspektion og tæthedsprøvning
Hvis tanken har elektronisk pejleudstyr med lækagealarm, er der kun krav om inspektion og ingen krav om tæthedsprøvning. Hvis tanken er dobbeltvægget med overvågningssystem, er der hverken krav om tæthedsprøvning eller inspektion. Der er ikke krav om tæthedsprøvning af dobbeltvæggede rørsystemer tilsluttet et overvågningssystem.
Ad 3) Nedgravede stålrør uden korrosionsbeskyttelse skal udskiftes
Nedgravede væskeførende stålrør, som ikke er galvaniserede eller omfattet af effektiv katodisk beskyttelse, skal udskiftes med typegodkendte rør senest 30 år efter installation. Der gives dog en frist indtil 31. december 2010.
Vær opmærksom på at:
Overholdelse af de fastlagte regler er vigtig til sikring mod tæring og udslip af olie. Udgifterne til oprydning kan løbe op i flere hundrede tusinder kroner, og hvis fristerne er overskredet, er det ikke sikkert, at virksomhedens forsikring dækker omkostningerne til oprydning.
Forhold omkring overjordiske og nedgravede tanke på listevirksomheder
Der gælder særlige regler for olietanke på listevirksomheder - dvs. virksomheder som skal have en miljøgodkendelse. Du kan læse mere om de særlige regler for olietanke på listevirksomheder på Miljøstyrelsens hjemmeside
Nye overjordiske tanke reguleres i virksomhedens miljøgodkendelse ved at der stilles vilkår til tanken i tilladelsen. Overjordiske olietanke etableret på listevirksomheder før 1. september 2005 er umiddelbart omfattet af olietankbekendtgørelsens krav, hvis der ikke tidligere er stillet vilkår til tanken i miljøgodkendelsen.
Nedgravede olietanke reguleres direkte efter olietanksbekendtgørelsen og skal derfor ikke indarbejdes i virksomhedens miljøgodkendelse.
Opdateret
af Natur og Miljø
18.05.11