Vi ser i landskabet mange spor fra vores forfædres liv, virke og drømme. De er en del af vores historie og er derfor beskyttet mod ændringer.
Der er 55 fortidsminder i kommunen. De består af gravhøje, jættestuer, voldsteder, broer m.v. De fleste er fra bronzealderen, men der findes også lang- og runddysser fra bondestenalder samt enkelte fra middelalderen.
Hvor er der fortidsminder
På Danmarks Miljøportal kan du se, hvor der er fredede fortidsminder.
Fortidsminder er fredet.
Det betyder, at de ikke må ødelægges eller fjernes. Der må heller ikke foretages indgreb i deres tilstand. Desuden er de fleste fortidsminder også beskyttet af en 100 meter zone og en 2 meter dyrkningsfri zone omkring stedet/området.
I 2 meter zonen må jorden ikke dyrkes, gødes eller plantes. Arealet må heller ikke undersøges med metaldetektor. Det er Roskilde og Køge Museum, der fører tilsyn med dette i kommunen.
I 100 meter beskyttelseszonen må der ikke ske ændringer af arealerne. Der må f.eks. ikke smides bunker med marksten, bygges, nedgraves dræn eller vandledninger, tilplantes med juletræer eller plantes læhegn. Almindelig landbrugsdrift må gerne finde sted.
Selve fredningen af fortidsminderne forvaltes af Kulturarvsstyrelsen, mens kommunen står for administrationen af 100 m beskyttelseszonen og for at pleje fortidsmindet (fx. slåning af græs og beskæring af buske)
Hvordan søger jeg dispensation fra fredningen
Ønsker du at ændre noget indenfor 100 meter zonen, skal du have en dispensation til dette. Send en ansøgning til os med en beskrivelse af hvordan, hvornår og hvad du ønsker at gøre.
Regler og love
Du kan læse mere om de regler og love, der gælder for vores fortidsminder
Opdateret
af Natur og Miljø
12.05.11