Det er vigtigt at få bekæmpet rotter, da de kan sprede sygdomme
Hvis du har set eller har konstateret rotter på din ejendom, skal du kontakte Borgerservice på tlf. 56 67 21 71 og anmelde det. Du kan også lave din anmeldelse elektronisk her. Vi vil sørge for, at der bliver gjort noget ved problemet.
Har du set rotter ved offentlig kloak skal du kontakte Energiforsyningen på Ørnevej 15 tlf. 56 64 55 00.
Hvis du er i tvivl, om rotterne er set på privat eller offentlig grund, kan du kontakte Borgerservice på tlf. 56 67 21 71.
Besøg af rottebekæmpelsesfirma
Forår og efterår vil alle ejendomme i landzone samt landbrug i byzone få besøg af kommunens rottebekæmper, og bekæmpelse vil blive foretaget, hvor der er rotter.
I byzoneområder sker bekæmpelse kun, hvis man henvender sig til kommunen. Det samme gælder sommerhusområder.
For at sikre en effektiv rottebekæmpelse og undgå utilsigtede forgiftninger, udleveres der ikke rottegift til borgerne. Kun autoriserede personer må bekæmpe rotter.
Sådan undgår jeg rotter
For at overleve og kunne formere sig kræver rotter 3 ting: Vand, føde og gode rede- og skjulesteder. For at holde rottebestanden nede er det derfor vigtigt, at der ikke ligger uhygiejnisk affald eller andet, som kan tiltrække rotter. For at forebygge, at du får problemer med rotter i din bolig eller ejendom, anbefaler vi, at du følger følgende råd:
- Få tjekket, at kloakker, afløb og toiletter holdes i forskriftsmæssig stand
- Lad en aut. kloakmester lave tv-inspektion ved mistanke om defekte kloakrør
- Overlad altid kloakarbejder til en aut. VVS’er eller kloakmester
- Monter evt. rottestop på kloakrør/faldstamme
- Få monteret metalnet over faldstammeudluftning
- Afprop altid åbentstående afløbsrør under ombygning
- Luk altid gamle ubenyttede kloak- og afløbsrør
- Monter metalriste i gulvafløb fast (maskevidde på 20 mm eller mindre)
- Sørg for at sokler og facader er uden beskadigelser og at ventilationsåbninger og andre åbninger i ydermure er sikret med metalplade eller rottenet.
- Sørg for at døre og vinduer slutter helt tæt til karmen. Rotter kan komme igennem huller på størrelse med en 2 krone.
- Undgå at der ligger affaldsbunker i gårde, kældre og på lofter
Du kan læse mere om rotter i pjecen, ”Har du råd til at holde rotter?”
Opdateret
af Natur og Miljø
22.11.11