Miljøtilsyn og virksomheder
Formålet med miljøtilsyn er at forebygge forurening og kontrollere at gældende love og regler overholdes. Visse virksomheder skal miljøgodkendes før etablering eller udvidelse, andre skal foretage en anmeldelse til kommunen. Til de fleste virksomheder stilles der miljømæssige krav.
Kontakt derfor altid kommunen inden etablering, udvidelse eller ændring. Udover de fornødne tilladelser bidrager vi gerne med vejledning om, hvor og hvordan en virksomhed etableres og drives for at tilgodese de miljømæssige forhold bedst muligt.
Kommunen fører tilsyn med:
•Miljøgodkendte virksomheder (også kaldet listevirksomheder), hvilket typisk er større produktionsvirksomheder. I kommunen er der ca. 55 listevirksomheder (excl. landbrug).
•Mindre forurenende virksomheder (anmeldevirksomheder). Det er typisk virksomheder med en begrænset miljøpåvirkning så som mindre maskinfabrikker, offset trykkerier og vognmandsforretninger. I kommunen er der ca. 90 virksomheder i denne kategori.
•Autoværksteder, som er omfattet af autobranchebekendtgørelsen. Der er p.t. registreret ca. 110 autoværksteder i kommunen.
•Øvrige erhvervsvirksomheder og aktiviteter (kaldet § 42-virksomheder i Miljøbeskyttelsesloven) er ikke er omfattet af særskilte regler om godkendelses- eller anmeldeordninger. Der er registreret ca. 200 virksomheder i denne kategori, der omfatter f.eks. restaurationer, bygge- og anlægsvirksomheder, faste anlæg til energiproduktion og lignende. Det kan også være idrætsanlæg og koncertsteder. Nogle få af dem kræver regelmæssige tilsyn.
Selvom disse virksomheder og aktiviteter ikke kræver godkendelse, eller får regelmæssige tilsyn, skal de alligevel som hovedregel overholde samme krav til f.eks. støj og luftforurening som de øvrige virksomheder.
Derudover føres der regelmæssigt tilsyn med badevandskvaliteten og de hygiejniske forhold i svømmebadene i kommunen.
Tilsynsfrekvens
Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen har indgået aftale om, at kommunerne skal føre tilsyn på listevirksomheder minimum hvert 3. år og på anmeldevirksomheder og branchevirksomheder minimum hvert 4. år. Kommunerne rapporterer hvert år hvilke tilsyn de har udført til Miljøstyrelsen. Køge Kommune overholder aftalen om minimumsfrekvenser.
Brugerbetaling
Der er brugerbetaling for miljøtilsyn og sagsbehandlingen i forbindelse med tilsyn.
Læs mere om brugerbetaling her.
Opdateret
af Natur og Miljø
02.04.12