1. Hvorfor skal borgere have optaget fingeraftryk i pas?
Baggrunden for den nye pasbekendtgørelse er en EU-forordning, som bl.a. indeholder et krav om, at der skal optages fingeraftryk i pas. Formålet med de nye regler er at gøre det vanskeligere at forfalske og misbruge pas. Fingeraftrykket vil blive lagret i passets chip og vil gøre det nemmere for de relevante pasmyndigheder at kontrollere, om et pas er ægte.
2. Hvordan optages fingeraftryk?
Fingeraftrykket optages i forbindelse med, at pasansøgningen indleveres i Borgerservice. I borgerservicecentrene vil der enten være opstillet en fingeraftryksscanner eller en selvbetjeningsstation, hvor man både kan afgive sit fingeraftryk og sin underskrift.
3. Bliver fingeraftrykket gemt?
Fingeraftryk vil på samme måde som foto og underskrift kun blive gemt så længe, det er relevant for produktionen af pas. Herefter slettes det og fingeraftrykket vil kun fremgå af chippen i passet. Fingeraftryk vil ikke blive brugt i anden sammenhæng end i forbindelse med produktion af pas.
4. Kan man nægte at afgive fingeraftryk?
Nej, det er en betingelse for udstedelse af pas, at ansøgeren afgiver sit fingeraftryk. Hvis man nægter at afgive sit fingeraftryk, vil man ikke få udstedt et pas.
5. Skal børn også afgive fingeraftryk?
Som udgangspunkt skal enhver, der ansøger om at få udstedt et pas, afgive sit fingeraftryk. Dette gælder dog indtil videre ikke børn under 12 år.
6. Hvad gør man, hvis man ikke kan afgive fingeraftryk?
Personer, som det varigt ikke er muligt at optage fingeraftryk fra, er undtaget fra kravet om fingreraftryk. Hvis det midlertidigt er umuligt at optage fingeraftryk af pegefingrene, vil der kunne optages aftryk af andre fingre. Er det midlertidigt umuligt at optage aftryk af nogen fingre, kan der udstedes et midlertidigt pas, som gives for det tidsrum, rejsen varer.
7. Vil prisen for at få udstedt et pas ændre sig?
Ja, der indføres et nyt gebyr på 25 kr. for optagelse af fingeraftryk. Gebyret dækker de omkostninger, der er forbundet med at optage fingeraftrykket i passet.
8. Vil det tage længere tid at ansøge om et pas?
Fingeraftrykket afgives ligesom underskriften i forbindelse med indleveringen af ansøgningen, og det forventes derfor, at det ikke vil tage længere tid at ansøge om et pas.
9. Vil det tage længere tid at få sit pas leveret?
Leveringstiden vil være den samme som tidligere. Som før er det dog en god idé at indgive sin ansøgning i god tid og senest 14 dage før, man skal bruge sit pas.
10. Kan man fortsat bruge sit nuværende pas efter den 1. januar 2012?
Ja, de nye regler finder kun anvendelse på pas, der udstedes efter den 1. januar 2012. Pas, der er udstedt inden den 1. januar 2012, skal derfor ikke ombyttes.
Opdateret
af Borgerservice
28.03.12