Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Barselsorlov

I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.

Grundprincipper for barselsorlov

Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres samlede forældreorlov, at I har ret til dagpenge.

Der er mange muligheder for at holde orloven fleksibelt. Dels kan I fordele en stor del af orloven imellem jer, som I ønsker. Dels kan orloven forlænges, eller dele af den kan gemmes til senere i barnets liv.

Jeres økonomiske forhold under barselsorloven afhænger af jeres jobsituation. De fleste har ret til barselsdagpenge i orlovsperioden. En del lønmodtagere har dog ret til løn under en del af orloven.

I skal som hovedregel kontakte kommunen, hvis I er i tvivl eller har spørgsmål om barselsreglerne.

På "Din Barsel", som de fleste kommuner tilbyder, kan I få et overblik. I kan:

  • se, hvor meget orlov I har brugt, og hvor meget der er tilbage
  • beregne, hvor længe I kan holde orlov, og hvor meget I får i barselsdagpenge
  • se, hvilke frister I skal være opmærksomme på.

Din Barsel

Se også pjecerne:

Fleksibel barselsorlov - til forældre (nyt vindue)

Fleksibel barselsorlov - til virksomheder (nyt vindue)

 

Så længe kan I holde barselsorlov

Som forældre kan I tilsammen holde orlov i 52 uger med dagpenge. Se figuren nedenfor.

Inden fødslen

Som mor kan du få dagpenge i 4 uger før fødslen, hvis du tager orlov fra dit arbejde. Du kan gå tidligere på orlov med dagpenge:

  • hvis du har et arbejde, der kan skade dig eller dit ufødte barn
  • hvis sikkerhedsbestemmelser på din arbejdsplads fastslår, at dit arbejde er skadeligt for dig, når du er gravid
  • hvis du bliver syg pga. komplikationer i graviditeten.

Du skal tale med din læge, hvis du bliver syg, eller hvis du mener, du har et arbejde, der kan skade dig eller dit ufødte barn.

Efter fødslen

Efter fødslen kan du få dagpenge i 14 uger.

Som far kan du holde orlov og modtage dagpenge i 2 uger umiddelbart efter fødslen. Du kan dog aftale med din arbejdsgiver, at du holder de 2 ugers orlov senere. Men du skal holde dem inden for de første 14 uger efter fødslen.

Foruden morens 14 uger og farens 2 uger efter fødslen kan I holde orlov og samtidig modtage dagpenge i samlet 32 uger.

Endelig kan I afholde orlov i yderligere 32 uger, men i disse uger har I ikke ret til dagpenge.

Orlov til børnepasning (gammel ordning)

Hvis I har børn under 9 år, der er født inden 26. marts 2002, kan du have orlov til børnepasning til gode. Du kan læse om ordningen i en særlig artikel på borger.dk.

Orlov til børnepasning

Barselsorloven er fleksibel

I kan dele orloven mellem jer

Som forældre kan I frit dele perioden på 32 uger mellem jer, hvis I holder orloven, inden jeres barn fylder 46 uger. Som far kan du godt tage forskud på de 32 uger, selvom jeres barn endnu ikke er fyldt 14 uger. På den måde kan I holde en større del af orloven sammen.

I kan forlænge orloven

I kan vælge at forlænge jeres orlov med enten 8 eller 14 uger. Det kræver ikke accept fra jeres arbejdsgivere. Den forlængede periode kan I også frit fordele imellem jer. I skal dog være opmærksomme på, at jeres dagpenge sættes tilsvarende ned, hvis I forlænger orloven. I modtager derfor et beløb, der i alt svarer til dagpenge i 32 uger. I skal endvidere være opmærksomme på, at hvis I vælger denne forlængelse af orloven, har I ikke samtidig mulighed for at udskyde orlov ved at genoptage arbejdet helt eller delvist.

Ret til at udskyde dele af orloven

En af jer kan vælge at udskyde mellem 8 og 13 uger af jeres orlov. Det kræver ikke jeres arbejdsgiveres forudgående accept og kaldes retsbaseret orlov, hvis den udskudte orlov holdes i én samlet periode, og inden jeres barn fylder 9 år.

Aftale med arbejdsgiver om udskydelse

Hvis I aftaler det med jeres arbejdsgivere, kan I begge udskyde op til 32 uger af jeres orlov – altså 64 uger i alt.  I har dog kun ret til dagpenge i sammenlagt 32 uger. Den orlov, I vælger at vente med at holde til senere, kan I efter aftale med jeres arbejdsgivere holde drypvis, indtil jeres barn er 9 år.

Det kaldes aftalebaseret orlov, og I skal være opmærksomme på, at I ikke kan være sikre på, at en ny arbejdsgiver respekterer en aftale med en tidligere arbejdsgiver.

Mindre fleksibilitet for ledige

Hvis du er ledig, kan du ikke holde barselsorlov helt så fleksibelt. Fx kan du kun forlænge din orlov med 8 uger og ikke med 14 uger. Du kan kontakte enten din a-kasse eller din kommune for at få nærmere oplysninger.

I skal varsle jeres barselsorlov

Varsel til arbejdsgiveren

Som kommende mor skal du senest 3 måneder før din termin fortælle din arbejdsgiver, hvornår du forventer at føde, og hvornår du går på orlov.

Som kommende far skal du senest 4 uger før orlovens start underrette din arbejdsgiver om, hvornår du vil holde dine 2 ugers barselsorlov (fædreorlov).

I skal senest 8 uger efter fødslen orientere jeres arbejdsgivere om, hvornår I kommer tilbage på arbejdet og om, hvordan I fordeler de 32 uger imellem jer. Hvis I ønsker at forlænge jeres orlov eller udskyde noget af orloven, skal jeres arbejdsgivere samtidig have besked om det.

Hvis I benytter muligheden for at udskyde 8-13 ugers orlov – og ikke har aftalt tidspunktet med jeres arbejdsgivere forinden - skal I give jeres arbejdsgivere besked mindst 16 uger før, I vil holde den udskudte orlov.

Hvis I ikke modtager løn under barsel, skal I søge om dagpenge fra kommunen senest 8 uger efter fødslen. Hvis I begynder på en orlov på et senere tidspunkt, er fristen for at søge dagpenge senest 8 uger efter den første dag, I ikke er på arbejde.

I kan på et hvilket som helst tidspunkt i jeres orlov beslutte jer for at genoptage arbejdet på nedsat tid og dermed forlænge den periode, hvor I kan få barseldagpenge. Dette kan dog kun ske efter aftale med jeres arbejdsgiver. Som mor må du dog ikke genoptage arbejdet de første 2 uger efter fødslen.

Varsel til kommunen

I skal give kommunen besked:

  • når I efter orloven genoptager arbejdet helt eller delvist 
  • hvis I skifter, så den anden ægtefælle tager orlov
  • hvis I holder orlov samtidig.

Dette gælder, uanset om I modtager barselsdagpenge, eller I får løn fra jeres arbejdsgiver. Det er jeres ansvar at sikre, at I ikke tilsammen holder mere orlov med barseldagpenge, end I har ret til. Hvis det sker, skal I betale det for meget udbetalte tilbage.

Det er kommunen, der vejleder og afgør, om du har ret til barselsdagpenge. Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse i en sag om barseldagpenge, kan du klage til Beskæftigelsesankenævnet i statsforvaltningen.

Barselsdagpenge som lønmodtager

Som lønmodtager har du som udgangspunkt ret til barselsdagpenge. Du skal dog, inden du går på orlov, have været tilknyttet arbejdsmarkedet i mindst 13 uger. Og i denne periode skal du have arbejdet i mindst 120 timer. Der skal være tale om en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er fx ikke tilstrækkeligt at være tilkaldevikar, hvis du ikke har nogen garanti for arbejde.

Dagpengesatsen under barsel beregnes på grundlag af din timeløn og dit timeantal. Der er dog fastsat et maksimumbeløb pr. uge. Du kan kontakte kommunen, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål om, hvordan dine dagpenge bliver beregnet.

Aktuel barseldagpengesats (nyt vindue)

Fuld løn under barsel

Nogle overenskomster og nogle virksomheder tilbyder fuld løn under hele eller dele af barselsorloven. Hvis du er i tvivl, om du har ret til fuld løn under orloven, bør du kontakte din arbejdsgiver eller din fagforening. De kan også fortælle nærmere om betingelserne.

Hvis du får udbetalt fuld løn i perioder under orloven, modtager du ikke samtidig dagpenge. I stedet har din arbejdsgiver ret til at få refunderet de barselsdagpenge, du har ret til.

Ferie og barselsorlov

Det er muligt at kombinere barsel og ferie.

Ferie og sygdom, barsel, udland m.m.

I perioder, hvor du modtager løn under barsel, optjener du ret til feriepenge fra din arbejdsgiver.

I perioder, hvor du modtager barseldagpenge, optjener du ikke ret til feriepenge, men du vil kunne holde ferie med feriedagpenge, hvis du er arbejdsløshedsforsikret og fortsat er på arbejdsmarkedet året efter.

Har du hverken ret til feriepenge eller feriedagpenge kan du for de første 14 uger efter fødslen optjene en ferieydelse efter barselloven. Få nærmere information herom hos kommunen.

Barselsdagpenge i udlandet

I kan tage jeres barselsdagpenge med, hvis I tager på rejse til et andet land, eller hvis I under en orlov flytter til udlandet. Retten til barselsdagpenge fra Danmark ophører dog, hvis man under orloven tager arbejde i et andet land.

I kan også modtage barselsdagpenge, hvis I arbejder i Danmark, men bor i et andet EU-land.

Har I bopæl i Danmark, men arbejder i et andet EU-land, er I omfattet af dette lands lovgivning. Dermed har I ikke ret til barselsdagpenge fra Danmark.

Hvis kun en af jer har ret til barseldagpenge fra Danmark, har denne ret til barseldagpenge under den orlov efter fødslen, som man som mor eller far har ret til, og til barseldagpenge i 16 uger af de 32 uger, hvor forældre ellers tilsammen har ret til barselsdagpenge.

Der kan dog ydes barseldagpenge fra Danmark i alle 32 forældreorlovsuger, hvis det kan dokumenteres, at den anden forælder ikke i denne periode modtager ydelser fra et andet land.

Hvis ingen af jer er omfattet af dansk lovgivning inden for de første 46 uger efter barnets fødsel, vil I ikke på et senere tidspunkt kunne holde orlov med barseldagpenge fra Danmark.

Social sikring i udlandet

Barselsdagpenge som ledig

Er du ledig og modtager arbejdsløshedsdagpenge, har du automatisk også ret til barselsdagspenge, når du er på orlov.

Modtager du kontanthjælp eller starthjælp, har du ved barselsorlov som hovedregel ret til denne ydelse i de samme perioder, som gælder lønmodtageres ret til barselsdagspenge. Mens du holder barselsorlov, har du ikke pligt til at tage imod tilbud om beskæftigelse, aktivering e.l.

Er du ledig uden at modtage arbejdsløshedsdagpenge eller kontant- eller starthjælp, er du ikke berettiget til barseldagpenge. Du skal have haft en tilknytning til arbejdsmarkedet og opfylde visse krav om beskæftigelse.

Bemærk, at du som ledig ikke har helt de samme muligheder for at udnytte den fleksible barselsorlov. Fx kan du kun forlænge din orlov med 8 uger og ikke med 14 uger. Du kan kontakte enten din a-kasse eller din kommune for at få nærmere oplysninger.

Barselsdagpenge som selvstændig

Som selvstændig erhvervsdrivende har du ret til barselsdagpenge, hvis du har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de seneste 12 måneder. Den seneste måned inden orloven og mindst fem andre måneder skal arbejdet have haft ”et væsentligt omfang”.

Dine barselsdagpenge som selvstændig svarer til den seneste årsindkomst, der er oplyst til skattemyndighederne, dog begrænset af barselsdagpengenes maksimumbeløb. Har du ikke arbejdet som selvstændig hele dette år, må du kontakte kommunen for at få oplyst, hvordan din indkomst opgøres.

Har du tegnet sygeforsikring som selvstændig, er du sikret mindst to tredjedele af barseldagpengenes maksimumbeløb uanset dit indkomstgrundlag.

Du kan tilmelde dig forsikringen her:

Sygedagpengeforsikring for private arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende (nyt vindue)

Kontakt kommunen hvis du vil søge om barselsdagpenge som selvstændig.

Aktuel barseldagpengesats (nyt vindue)

Barselsorlov som studerende

Får du et barn, mens du går på en uddannelse, der giver ret til SU, har du mulighed for at få ekstra SU. Som udgangspunkt kan du som mor få 12 måneders ekstra SU og som far 6 måneders ekstra SU.

Statens Uddannelsesstøtte om ekstra økonomisk støtte til forældre (nyt vindue)

Barsel - pjece for studerende (nyt vindue)

Bemærk, at du som studerende kun har ret til barseldagpenge, hvis du har et fast deltidsarbejde, eller hvis du skal være elev i lønnet praktik i en uddannelse.

Hvis du ikke inden for de første 46 uger efter barnets fødsel har været på arbejdsmarkedet, får du ikke senere ret til barselsdagpenge til dette barn.

Barselsdagpenge i særlige situationer

Barselsorlov ved flerlinger

Hvis I får tvillinger, trillinger eller flerlinger gælder de samme barselsregler, som hvis I havde fået ét barn. Det vil sige, at barselorlov gives per graviditet og ikke per barn. Dette gælder også, hvis I adopterer flere børn samtidig.

Barselsorlov ved adoption

I det store hele følger barselsorlov ved adoption de samme regler som ved barselsorlov til biologiske børn. Grundprincipperne er:

  • I kan få dagpenge ved adoption i indtil 46 uger, efter at I har modtaget barnet.
  • I de to første uger, efter at I har modtaget barnet, har I som adoptivforældre ret til sammen at holde barsel med dagpenge.
  • I de efterfølgende 12 uger har kun én af jer ret til at få dagpenge ad gangen.
  • De efterfølgende 32 uger kan I frit fordele mellem jer. Fx kan I holde 16 uger sammen, hvor I begge modtager dagpenge.

Hvis I adopterer et barn fra udlandet, har I ret til fravær med barselsdagpenge i op til 4 uger, før I modtager barnet, hvis I skal opholde jer i udlandet. Perioden kan forlænges med op til 4 uger, hvis I er tvunget til at forlænge opholdet.

Adoption

Orlov ved spædbarnsdød eller bortadoption

Hvis barnet er dødfødt, dør eller bortadopteres inden den 32. uge efter fødslen, har moren ret til dagpenge i 14 uger efter barnets død eller bortadoption.

I de tilfælde, hvor moren lider af en graviditetsbetinget sygdom, kan hun modtage barselsdagpenge i op til 46 uger efter fødslen.

Faren har ret til dagpenge i to sammenhængende uger efter fødslen, også når barnet er dødfødt eller dør, inden orloven er holdt.

Sygdom under barsel

Hvis barnet bliver indlagt på sygehus, kan orloven forlænges. Få nærmere oplysning i kommunen herom.

Hvis moren bliver for syg til at passe barnet inden for de første 14 uger efter fødslen, kan faren indtræde i hendes ret til orlov med barselsdagpenge.

I andre tilfælde giver sygdom ikke ret til yderligere orlov, men forældrene har mulighed for inden for de gældende rammer at tilrettelægge den fleksible barselorlov, så der bliver taget hensyn til sygeperioden. 

 
Sidst opdateret fra borger.dk 07. september 2010

Mere information

Kontakt

Sektionen for Ydelsesservice
Socialafdelingen
Torvet 1
4600 Køge

Tlf. 56 67 67 67

E-mail