Kontakt kommunen, hvis du er i tvivl, om du får for meget i sociale ydelser. Vi hjælper og kontrollerer for at sikre, at du får, hvad du har ret til – hverken mere eller mindre.
Det er socialt snyd, hvis du modtager sociale ydelser, som du ikke har ret til. Socialt snyd koster Køge Kommune mange millioner kroner om året – penge som reelt bliver taget fra alle kommunens borgere. Derfor er socialt snyd uacceptabelt, og Køge Kommune arbejder målrettet med at få det standset.
Vi vil sikre, at du får de ydelser, du har ret til – hverken mere eller mindre. Derfor
- hjælper vi dig med at finde rundt i reglerne for sociale ydelser og få afklaret din situation
- kontrollerer vi, om du har ret til de sociale ydelser, du får
Du skal altid henvende dig til kommunen, hvis du er i tvivl, om du modtager for meget i sociale ydelser.
Pligter
Socialt snyd kan skyldes, at man ikke er opmærksom på, hvilke oplysninger, man har pligt til at give kommunen, når man modtager sociale ydelser. Tommelfingerreglen er, at du skal fortælle kommunen, hvis dine personlige forhold ændrer sig. Læs mere om dine pligter, når du modtager sociale ydelser .
Får du sociale ydelser som enlig, skal du være opmærksom på, om du lever i et ægteskabslignende forhold. Læs mere om, hvornår kommunen vurderer dig som reelt enlig. Hvis din husstandsindtægt stiger eller falder - for eksempel hvis du ikke længere er enlig - kan det få betydning for de sociale ydelser, du modtager. Læs mere om indtægter og sociale ydelser.
Kontrolgruppen
Køge Kommune har en særlig kontrolgruppe, som undersøger mistanker om socialt snyd. Læs mere om kontrolgruppen. Vi standser udbetalingen af dine sociale ydelser, hvis vi opdager, at du modtager dem på forkert grundlag. Har du fået sociale ydelser, du ikke har ret til, kan vi kræve, at du betaler pengene tilbage. Socialt snyd er strafbart og kan meldes til politiet.
Anmeldelse
Hvis du har mistanke om socialt snyd, bør du kontakte os. Se her på siden under Kontakt, hvordan du gør.
Opdateret
af Borgerservice
06.03.12