Som grundejer har du ansvaret for, at der er sikker adgang til din ejendom for postbud, avisbud, renovationsfolk og gæster. Dine opgaver er forskellige alt efter, om din ejendom ligger langs en offentlig eller privat fællesvej/-sti.
På fortov og stiarealer ud for ejendommen skal du som grundejer:
- Rydde for sne umiddelbart efter snefald.
- Gruse eller salte, når det er glat.
Du har som grundejer altid pligt til at rydde trapper til din ejendom for sne, uanset hvem der har pligten til snerydning på fortove og kørebane.
Langs offentlig vej/sti
Ligger din ejendom ud til en offentlig vej eller sti, har du pligt til at rydde for sne og gruse eller lignende på de arealer, der er bestemt for gående. Det gælder normalt fortov og stier.
Du skal så vidt muligt anvende grus, sand eller lignende ved glatførebekæmpelse og undgå kemiske midler. Pas på med at bruge salt, da det kan skade beplantningen i nærheden.
Du skal rydde sne/gruse/salte i tidsrummet kl. 07:00 – 22:00
Langs private fælleveje/-sti i byer og bymæssige bebyggelse
Ligger din ejendom ud til en privat fællesvej eller sti, gælder de samme regler som ovenfor. Du har også pligt til at rydde sne og glatførebekæmpe på kørebanen. I de fleste tilfælde skal du rydde halvdelen af kørebanen, da grundejeren overfor skal sørge for at rydde den anden halvdel.
Reglerne gælder, uanset om du har adgang til den private fællesvej/-sti eller ej.
Misligholdelse
Hvis du ikke opfylder dine pligter som grundejer, kan kommunen – hvis det er nødvendigt – lade arbejdet udføre for din regning.
Du har som grundejer erstatningspligt, hvis nogen kommer til skade som følge af, at du forsømmer at rydde sne og gruse eller salte.
Opdateret
af Veje og Byrum
12.12.11