Her kan du læse om ludomani og få information om behandlingstilbud.
Begrebet "ludomani" omhandler en afhængighedstilstand, der er karakteriseret ved hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab. Ludomani referer til en situation hvor spillet dominerer en persons liv på bekostning af arbejde, sociale og familiemæssige relationer samt økonomi. Der er altså tale om en afhængighed, der ikke kun berører den enkelte spillers eget liv, men også påvirker kontakten og nærværet til familie, venner og kollegaer.
Hvornår er man ludoman?
Spænding, drømmen om den store gevinst og en oplevelse af at glemme tid, sted og bekymringer for en tid, karakterisere en ludoman.
Forskningsresultater påpeger, at kan du svare JA til 4 ud af de følgende 10 spørgsmål, så er det hensigtsmæssigt at stoppe op og søge hjælp. Og kan du svare JA til 1-2 ud af de følgende spørgsmål, så er du i risikozonen for at udvikle et problem med spil.
- Er du stærkt optaget af spil. Bliver du fraværende, når du spiller eller tænker på spil?
- Har du behov for at øge indsatsen for at opnå spænding?
- Bliver du rastløs eller irriteret, når du er nødt til at forlade spillet?
- Spiller du for at slippe for at tænke på dagligdagens problemer?
- Vender du tilbage til spillestedet for at vinde det tabte tilbage?
- Lyver du over for familie og omgangskreds for at skjule din deltagelse i spil?
- Har du begået kriminalitet, f.eks. checkrytteri, tyveri eller underslæb for at kunne spille?
- Har du mistet eller bragt venskaber, job eller uddannelse i fare på grund af spil?
- Har du overladt det til andre, familie eller institutioner at redde dig ud af økonomiske problemer, som du udelukkende er havnet i på grund af spil?
- Har du gentagne gange forsøgt at bringe din spillelidenskab under kontrol eller forsøgt helt at stoppe dit spil uden held?
Her kan du læse om behandlingstilbud for ludomani
Opdateret
af Sundhedsafdelingen
08.05.12