Her kan du læse om hvornår en sundhedspolitik er en god ide for din virksomhed, og hvilke fordele, du får ved at udarbejde en sundhedspolitik.
En sundhedspolitik på din arbejdsplads bidrager til at fremme din og dine medarbejderes sundhed, trivsel og arbejdsglæde, og den er med til at skabe en sund ramme på din arbejdsplads med fordele for både virksomhed, de ansatte og samfundet.
Hvornår har min arbejdsplads gavn af en sundhedspolitik?
Der er især tre situationer, hvor det er en god idé at overveje at udforme en sundhedspolitik på din arbejdsplads:
-
Når din virksomhed allerede har gjort sig erfaringer med konkrete aktiviteter. Det kan f.eks. være når din virksomhed i en længere periode har afprøvet forskellige tiltag såsom rygestopkurser eller personlige sundhedsprofiler. Det kan også være, at din virksomhed allerede har en række politikker på forskellige områder. Nu er der basis for at koordinere, hvad der foregår i forvejen og samtidig formulere en fremadrettet målsætning for det samlede arbejde på din virksomhed. Fokus bør være på, hvad din virksomhed mangler af emner i sundhedspolitikken, og på at finde en samlende overordnet målsætning
-
Når din virksomhed ønsker at udvikle indsatsen. Din virksomhed har måske en række personalepolitikker, der er blevet forældet og trænger til en opdatering. Måske tænker I på at blive arbejdsmiljøcertificeret. Fokus bør være på at samle og opdatere det hele i en sundhedspolitik.
-
Når virksomheden er nystartet. Når din virksomhed er ny og I ønsker at skabe en overordnet ramme for de forskellige personalemæssige politikker.
Hvad kan jeg opnå ved at udarbejde en sundhedspolitik?
Fordelene ved at udforme en sundhedspolitik være flere:
- Selve processen med at få udformet sundhedspolitikken sætter fokus på sundhed og kan starte eller støtte en positiv udvikling for dig, dine kollegaer og arbejdspladsen.
- Arbejdet med sundhedspolitikken kan være med til at engagere den enkelte medarbejder og dermed være med til at forankre sundhedsfremmearbejdet på din virksomhed.
- Holdningerne og tiltagne i forhold til sundhedsfremme på din arbejdsplads bliver synlige.
- Sundhedspolitikken kan hjælpe dig med at koordinere de indsatser, der allerede er på din arbejdsplads og kan skabe større sammenhæng mellem jeres indsatser. Derved kan I udnytte virksomhedens ressourcer bedre.
- Der sikres større sammenhæng mellem arbejdsmiljø, livsstil og det sociale ansvar.
- En sundhedspolitik kan give PR både i og uden for jeres virksomhed og dermed være med til at fastholde og tiltrække medarbejdere.
- I kan bruge sundhedspolitikken som konkurrenceparameter i forhold til andre virksomheder indenfor samme branche eller i forhold til virksomheder, der konkurrerer om medarbejdere med samme uddannelses- og kompetenceprofil.
- En god sundhedspolitik på jeres virksomhed kan også have betydning for samfundet, f.eks. ved at forbedre folkesundheden og nedsætte sygefravær.
- Fordelen for dig og dine kollegaer kan være, at jeres arbejdsplads forholder sig mere aktivt til den enkeltes sundhed og trivsel.
Opdateret
af Sundhedsafdelingen
02.11.12