Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Køge-skole skal udklække eksperter i naturfag

Fremtidens kloge hoveder inden for naturvidenskab kan meget vel komme fra Herfølge. Fra næste skoleår bliver Herfølge Skole nemlig en af fire danske skoler, der har en særlig profil inden for naturvidenskab. Skolen er udvalgt som profilskole af Kata Fonden, der med projektet LEAPS har et mål om at udvikle en engagerende læringsform, hvor naturfagene integreres i alle fag.

13.12.17

Eleverne i Herfølge Skole får fra næste skoleår en helt særlig mulighed for at blive endnu stærkere inden for naturvidenskab. Deres skole er nemlig blevet udvalgt af Kata Fonden, og skal sammen med tre andre danske folkeskoler i de næste seks år være en profilskole inden for naturfag.

Kata Fonden lancerede i marts projektet LEAPS, der står for Læring, Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science. Bag fonden står en række større fonde som Novo Nordisk Fonden og Lundbeck Fonden, der alle skyder penge i projektet.

Når børn og lærere på Herfølge Skole møder ind fra sommerferie, bliver det derfor til en skole, der i høj grad kommer til at have fokus på at integrere naturfaglige metoder i flere fag. Projektet er med til at åbne elevernes verden for opfattelsen af naturfag og naturfaglige metoder. Målet er at gøre flere børn og unge interesseret i en naturvidenskabelig uddannelse samt at skabe en række innovative modelskoler, der kan inspirere andre skoler.

-    - Det er med stor stolthed og taknemmelighed, Køge Kommune har modtaget beslutningen fra Kata Fonden om at tilbyde Herfølge Skole at blive en del af LEAPS-projektet. Det har ligget mig meget på sinde, at skolerne i Køge fik mulighed for at profilere sig på forskellige områder. Det er lykkedes at etablere Ellemarksskolen med en sports-klasse, Skovboskolen har sin egen pædagogiske profil med True North konceptet, og nu får vi så en skole, hvis profil bliver det naturfaglige, det projektorienterede og tilknytningen til erhvervslivet, siger Helle Poulsen formand for Skoleudvalget.

 

-     - Skolerne i Køge gør en stor indsats for klæde eleverne på til at kunne være klar til fremtidens krav. Vi har iværksættermesse, naturfagsprojektet ”NaturligVis” og platformen ”Skolen i Virkeligheden” der knytter skolerne til erhvervslivet og foreningerne. Med LEAPS-projektet får Herfølge Skole og hele skolevæsnet en styrket mulighed for at styrke denne udvikling, siger Helle Poulsen.

 

Naturfag i fokus

Over fire år bliver personalet forberedt, trænet og støttet i gennemførelsen af den projektbaserede læringsform på Herfølge Skole. Forløbet skal gøre skolens undervisere klar til at skabe en skole med en stærk naturvidenskabelig profil. LEAPS initiativet har et samlet budget på 32 millioner kroner, som går til alle fire skoler.

-      Vi er meget glade for den tillid, der vises vores skole med tilbuddet om at blive LEAPS-skole. Vi vil bruge muligheden for et større fokus på udvikling af inkluderende læringsmiljøer og en højere kvalitet og undervisningseffekt i en projektbaseret undervisning på tværs af fagene. Vi har meget motiverede og engagerede elever og ansatte. Spørgsmålet om at gå ind i dette projekt har været bredt diskuteret i bestyrelsen og hos medarbejderne, så vi meget parat til dette spændende samarbejde og udvikling på skolen, siger Helle Due Bense, der er skoleleder på Herfølge Skole.

Inspiration fra USA

Initiativet henter inspiration internationalt og nationalt. I USA er en række skoler langt fremme med systematisk projektbaseret læring, og her er der mange eksempler på, hvordan flere faglige læringsmål kan nås igennem et projekt. De to første LEAPS skoler er allerede i gang – det drejer sig om Sønderskov-Skolen i Sønderborg og Kvaglundskolen Signatur i Esbjerg.

- Vi er meget glade for, at Herfølge Skole og Køge Kommune bliver en del af LEAPS initiativet. Vi ser frem til at arbejde sammen med skolen og kommunen om den projektbaserede læringsform, der er omdrejningspunktet i LEAPS. Køge Kommunes fokus på naturfagene passer perfekt til LEAPS, og Herfølge Skole har vist stort engagement og motivation for projektet. Initiativets mål er blandt andre, med et særligt fokus på naturfagene, at skabe engagement og motivation for egen læring hos eleverne.  LEAPS bygger på en høj grad af samarbejde mellem lærerne, ledelsen, fonden, forældrene og eleverne, siger Peter Skat-Rørdam, administrerende direktør hos Kata Fonden.

LEAPS støttes af en række af Danmarks største fonde; Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Villum Fonden, Bitten & Mads Clausens Fond og Foreningen for Fremstillingsindustrien. Donorerne har sammenlagt doneret 32,6 millioner kroner, der blandt andet går til udvikling, træning og forskning frem til 2022. Planen er at flere skoler kan komme til, hvis de første fire modelskoler viser positive resultater.

 

Pressekontakt:

Helle Poulsen, formand for Skoleudvalget i Køge Kommune, telefon 25 39 16 83

Søren Thorborg, skolechef i Køge Kommune, telefon 20 46 37 90.

Helle Due Bense, skoleleder på Herfølge Skole, telefon 51 52 30 54

Peter Skat-Rørdam, administrerende direktør i Kata Fonden, telefon 2115 9102

Opdateret af Køge Kommune 13.12.17