Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Centralrøgeriet sparer penge med grønnere forretningsmodel

Gennem de sidste tre år har Køge Kommune hjulpet en række lokale virksomheder med at styrke deres grønne profil gennem projektet Rest til Ressource. En af virksomhederne er Centralrøgeriet fra Bjæverskov. De står i dag med en grønnere profil og et halveret vandforbrug.

16.02.18
Projektet Rest til Ressource hjælper små og mellemstore virksomheder med at opnå en grønnere profil, der samtidig styrker virksomhedens økonomi og konkurrenceevne. 

En sådan proces har Bjæverskov-virksomheden Centralrøgeriet netop gennemgået, hvilket blandt andet har ført til en halvering i vandforbruget.

Centralrøgeriet producerer og sælger varm- og koldrøget fisk samt muslinger. Gennem projektet har virksomheden fået gennemgået sit energiforbrug, anvendelsen af råmaterialer, vand, restprodukter og affald – og fået forslag til, hvor i processerne, virksomheden med fordel kan få en grønnere profil gennem en privat rådgiver, som blev koblet på gennem Rest til Ressource.

Fik overblik over flere sparetiltag
For Centralrøgeriet resulterede Rest til Ressource i, at virksomheden fik udpeget flere relevante sparetiltag. Et af dem blev sat i gang med det samme, og kan allerede nu mærkes i produktionen og på bundlinjen. Løsningen var at indkøbe dyser til vandslanger i produktionslokalerne. Resultatet blev et næsten halveret vandforbrug. Et så hurtigt resultat havde Centralrøgeriet ikke regnet med.

- Inden vi gik ind i projektet, var vi lidt bekymrede over tidsforbruget. Hos Centralrøgeriet har vi en produktion, som skal fungere, så der er ikke mange timer ekstra i den daglige drift til nye projekter. Så det er positivt, at vi har fået så stor en hjælp fra kommunen og den private rådgiver, og at det på kort tid gav resultater. Vi blev meget overraskede over, at et af løsningsforslagene var så simpelt, og alligevel kunne give så stor en besparelse, fortæller Charlotte Espensen fra Centralrøgeriet.

Det skal være nemt
Centralrøgeriet er ikke alene med usikkerheden over, hvad der skal til for at få en grønnere profil, der også kan mærkes positivt på bundlinjen. Erfaringer fra Rest til Ressource viser nemlig, at mange virksomheder ikke har overblikket over, hvor de kan spare på deres ressourcer, som for eksempel energiforbruget. Og her kommer projekt Rest til Ressource ind i billedet. På en nem og overskuelig måde hjælper projektet virksomhederne med at ændre fokus fra produktionen til også at tænke på de ressourcer, som virksomheden bruger.

- I et projekt som Rest til Ressource er det vigtigt, at det er nemt for virksomhederne at deltage, så det ikke bliver for tidskrævende og tager fokus væk fra produktionen. I Rest til Ressource kan virksomhederne få en rapport i hånden, som giver det overblik, de mangler. Et overblik, som viser, hvor de kan spare på ressourcerne og både få en grønnere profil og en styrket bundlinje, fortæller Nina Bonke Mikkelsen projektleder på Rest til Ressource fra Køge Kommunes Miljøafdeling.

Bagom Rest til Ressource

I Rest til Ressource gribes arbejdet mod en grønnere profil forskelligt an, alt afhængigt af, hvilken type virksomhed det drejer sig om. For nogle typer virksomheder er første skridt at kigge på virksomhedens interne ressourcer som forbrug af vand, materialer og energi og undersøge, hvordan man mindsker spild affald. For andre kan det være relevant at samarbejde med en anden virksomhed om at aftage overskudsvarme, vand eller eventuelle restfraktioner og affald. 

Dét, der betragtes som affald eller en rest for den ene virksomhed, kan betragtes som en ressource for en anden, og hermed opstår et symbiosesamarbejde. Fælles for alle virksomheder i Rest til Ressource er at skabe en grønnere virksomhedsprofil for hver enkelt.


Rest til Ressource er på vej ind i sidste og afsluttende fase, og alle deltagende virksomheder har nu modtaget en rapport med forslag til forbedringer og besparelser. Flere af virksomhederne er begyndt at igangsætte nogle af de forslag, som rapporterne peger på, og de har derfor allerede taget de første skridt mod en grønnere profil.

Pressekontakt

Projektleder i Køge kommune, Nina Bonke Mikkelsen, telefon 56 67 69 04, e-mail:  nina.mikkelsen@koege.dk 


FAKTA:
Projekt Rest til Ressource løber fra juli 2015 til juni 2018. 
Gennem projektet har mere end 100 virksomheder fået en indledende screening, hvor virksomhedens potentiale for optimering af forbrug af vand, energi og materialer er blevet gennemgået. På baggrund af screeningen blev 50 virksomheder  tilbudt rådgivermidler til at gå i dybden med optimeringspotentialerne.


Projektpartnere:
Dansk SymbioseCenter, DTU, Køge Kommune, Guldborgsund Kommune, Holbæk Kommune, Slagelse Kommune, Odsherred Kommune og Kalundborg Kommune.  Projektet er støttet af EU Regionalfondsmidler.


Opdateret af Køge Kommune 27.02.18