Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Vellykket voksenvejledning

Køge Kommunes arbejdsmarkedsråd har succes med en ordning, hvor man tilbyder målrettet vejledning af voksne for at få dem videre på arbejdsmarkedet.

09.03.18

I Køge arbejder man efter en beskæftigelsesplan, som blandt andet har som et erklæret mål at skaffe flest muligt i arbejde, og at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, der er behov for. Sideordnet arbejdes der med fokus på at sikre uddannelse til alle og ikke mindst med at sikre, at ledige hjælpes målrettet tilbage på arbejdsmarkedet. Der er flere veje til at nå de opstillede mål, men i regi af Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd arbejdes der nu på flere fronter med at tilbyde målrettet voksenvejledning.

Der er trods det generelle opsving stadig mange, som af forskellige årsager er ledige og dem har man fokus på i et konkret samarbejde, som skal opfylde flere mål, fortæller en af nøglepersonerne i projektet, nemlig Karen Skipper, som er konsulent og karrierevejleder på Køge Handelsskole og gennem det seneste par år har haft mere end 700 personer gennem et vejledningsforløb:

- For det første oplever vi, at mange ganske enkelt har brug for at vide, at der sagtens kan være muligheder, selv om man måske selv føler, at man sidder fast. Arbejdsmarkedet kalder på flere mennesker, så der er i høj grad behov for, at vi koncentrerer os om dem, der har brug for opkvalificering, dem, der er sygemeldte og dem, der måske kunne have brug for et brancheskift.

Voksenvejledning tager udgangspunkt i den enkeltes situation, og med en person som Karen Skipper bliver man taget i hånden og ført gennem systemets kringelkroge. Som udgangspunkt er der ikke en færdig facitliste, og voksenvejledningen er for alle, understreger Karen Skipper:

- Selvfølgelig har vi fat i mange, som måske er ufaglærte eller har kortere uddannelser, men vi arbejder også med mange, som måske har en uddannelse, som de af forskellige årsager ikke kan bruge, og her kan vejen frem være et brancheskift, fortæller karrierevejlederen, som hun så fint hedder.

Frem for alt handler det for Karen Skipper om at sikre, at den enkelte person føler, at man er engageret i sagen og at man får demonstreret, at der faktisk er rigtigt mange muligheder for at komme videre.

På Køge Handelsskole er det muligt at henvende sig i den åbne vejledning. Her får man typisk en samtale på omkring 15 minutter med Karen Skipper, og det benytter mange sig af.

- Der er mange muligheder, og jeg tror ganske enkelt, at man skal se det som en form for håndholdt hjælp gennem systemet. Man kan jo få coaching på både livet, på kærligheden og nu kan man altså også få coaching på karrieren, lyder det med et smil fra Karen Skipper.

Der er flere veje til en vejleder, og ofte går turen forbi en a-kasse eller jobcenteret, som kan henvise til vejledningen. I Køge har man planer om at samle kræfterne i et formaliseret netværk. Der er nemlig et stort behov for, at de forskellige aktører mødes og får udvekslet erfaringer, og Karen Skipper kan også sagtens se perspektiver i at prøve nye veje:
- Vi skal ud og møde borgerne på deres hjemmebane. Det er vigtigt, at vi får afmystificeret voksenvejledningen og sikrer, at alle er trygge ved at henvende sig. Folk skal forstå, at det ikke er så farligt. Vi kunne jo overveje en form for happenings eller at stå på Køge Torv eller andre steder, hvor der færdes mange mennesker.

Betina Nierhaus er en af de personer, som på egen krop har mærket voksenvejledningen, og hun er fuld af ros:

- Jeg har fået rigtigt god hjælp af Karen Skipper, som virkelig har været en super støtte i hele forløbet. Når man som jeg står med en uddannelse, som jeg ikke har gavn af, er det rart at få hjælp til at komme videre, og her har jeg både fået hjælp af Karen og af min arbejdsgiver, som virkelig bakker op om min nye uddannelse, fortæller Betina Nierhaus.

På EUC Sjælland har man også haft tilbudt voksenvejledning i en form, hvor man i nogle år har haft en ugentlig åbningstid for henvendelser, men det er der ikke længere behov for, fortæller Ole Nørvang-Holm, som er supportchef på EUC Sjælland:

- Der kom stort set aldrig nogen, så nu tilbyder vi voksenvejledningen, når folk henvender sig eller bliver henvist fra fx a- kassen. Vi giver både råd og praktisk vejledning, vi coacher den enkelte og prøver at pejle os ind hvad man har lyst og energi til. Det kan handle om opkvalificering, om kurser eller ganske enkelt en orientering om, hvad man kan blive, fortæller Ole Nørvang-Holm, som dog også medgiver, at man er begunstiget af den lave arbejdsløshed:

- Vi er jo en teknisk skole, og i vores brancher er der ikke mange ledige, og de, som endelig er ledige, kommer hurtigt i arbejde igen, vurderer han.


Opdateret af Køge Kommune 09.03.18