Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Nyt fra Byrådets møde den 26. november 2018

Denne gang med disse overskrifter:”72 ungdomsboliger skyder op på Campus Køge”, ”Nye gebyrer for skrald”, "4. Økonomiske Redegørelse" og ”Mange drømmer om en villa i Køge”.

27.11.18

72 ungdomsboliger skyder op på Campus Køge
Nu bliver det snart muligt at flytte helt tæt på ungdomsuddannelserne på Campus Køge. Tirsdag den 27. november 2018 sagde Køge Byråd nemlig ja til opførelsen af nye ungdomsboliger på Campus. Projektet har allerede fået byggetilladelse, og byggeriet kan efter godkendelsen i Byrådet begynde med det samme. Når det sidste søm er sat, står der 40 nye et-rumsboliger og 32 nye to-rumsboliger klar til boligsøgende unge, der er under uddannelse. 

- Uddannelsesbyen Campus Køge er populær langt ud over kommunegrænsen. Faktisk viser statistikker, at eleverne pendler til ungdomsuddannelserne så langt fra som Sydsjælland og nord for København. Uanset om de unge allerede bor i kommunen eller flytter til, så vil vi gerne give dem mulighed for at få det fulde udbytte af alt det, Køge Kommune har at byde på. Ungdomsboligerne gør det nemmere for de studerende at prioritere deres uddannelse og komme tæt på Køgeområdets smukke natur, shoppemuligheder og caféliv, fortæller borgmester Marie Stærke.

Huslejen på de kommende boliger afhænger af ungdomsboligens størrelse. Den månedlige husleje vil være cirka 3.340 kroner for et-rumsboligen og 4.160 kroner for to-rumsboligen. For at give mest mulig fleksibilitet, er to-rumsboligerne designet, så der med en ekstra væg kan skabes to separate værelser.

De 72 boliger opføres af boligorganisationen Domea Køge. De planlægger, at byggeriet står færdigt 1. marts 2020. Boligerne kan derfor forventes indflytningsklar til skolestart august 2020.



Nye gebyrer for at komme af med skrald
Bananskræller, flasker, dåser og plasticposer får hver deres plads i skraldespanden fra maj 2019. I hvert fald når det gælder affald, som puttes i en skraldespand i en en-familiebolig i Køge Kommune. Denne dato bliver affaldssortering i hjemmet nemlig en langt større del af den enkelte Køge-families opgave. 
Det betyder også, at samtlige husstande, der bor i en-familieboliger, får nye skraldespande.

I forbindelse med den nye ordning for dagrenovation, kommer der nye gebyrer for indsamling af skrald. Gennem de sidste 10 år, har affaldsgebyrerne for en-familieboliger været fastholdt på nogenlunde samme niveau. Den nye affaldsordning medfører en stigning på cirka 440 kroner årligt pr. husstand for en-familieboliger. Stigningen svarer til, hvad investeringen i blandt andet nye beholdere og nye biler til at indsamle affaldet koster, ligesom der i forbindelse med affaldssorteringen opstår en højere pris for afhentning af affaldet.

- 2019 bliver året, hvor Køge Kommunes borgere i langt højere grad får mulighed for at sortere deres affald, og dermed give miljøet en hjælpende hånd. Jeg håber, at man ude i de enkelte hjem ser det her som en mulighed for at bidrage til en grønnere kommune. Det kræver altid lidt, når gamle vaner skal ændres, men jeg er sikker på, at det er den helt rigtige løsning, at sorteringen begynder i hjemmet, siger borgmester Marie Stærke.

Husstande i flerfamilieboliger må vente lidt med affaldssortering i hjemmet. Her implementeres den nye ordning nemlig først den 1. maj 2020



4. Økonomiske Redegørelse 

Byrådet behandlede tirsdag årets 4. Økonomiske Redegørelse, der giver en status over Køge Kommunes økonomi. Den 4. økonomiske redegørelse viser, at Køge Kommune har en samlet udfordring på 27,5 millioner kroner. En del af denne udfordring stammer fra et allerede kendt merforbrug på 13,2 millioner kroner på Børneudvalgets område, hvilket forvaltningen er i gang med at udarbejde en plan for at håndtere.
Den resterende udfordring skyldes primært færre indtægter på grundskyld og manglende finansiering af den statslige midtvejsregulering. SKAT har ændret i de vurderinger, de lægger til grund for at udregne ejendomsskat. Vurderingsændringerne betyder, at Køge Kommune med tilbagevirkende kraft skal tilbagebetale for meget opkrævet ejendomsskat for de seneste tre år for en række ejendomme, herunder en række større boligområder. 

- Som kommune er vores økonomi underlagt en lang række reguleringer og beslutninger, som vi ikke altid har indflydelse på. Vi tager den økonomiske redegørelse til efterretning, og jeg er tryg ved, at Byrådet har fuldt fokus på at få etableret en fornuftig balance i Køge Kommunes økonomi, siger borgmester Marie Stærke.

Mindreudgifter på Økonomiudvalgets område og på anlægsområdet modsvarer en del af de merudgifter, som er en del af den 4. økonomiske redegørelse.


Mange drømmer om en villa i Køge Kommune
Normalt står der marcipan, nelliker og julegaver på indkøbssedlen op mod julemåneden. Men for nogle familier står den på en lidt større udskrivning i år. Køge Kommune oplever nemlig utrolig stor interesse fra købere, der byder ind på grunde til salg, ikke mindst i området Kildebjergs Agre i Bjæverskov, hvor kommunen for nylig har udbudt 35 parceller og to storparceller til salg.
Byrådet behandlede på tirsdagens møde salget af ikke mindre end fem byggegrunde i kommunen, og en storparcelgrund i Køge Nord.
- Parcelhusgrunde er enormt populære her i Køge Kommune, og vi oplever gang på gang, at salget går hurtigt og nemt. Kildebjergs Agre i Bjæverskov er et dejligt område, som ligger naturskønt og med gode tilbud til børnefamilierne, så jeg forstår godt, at der bliver budt på de udbudte grunde. Den store interesse for disse grunde, og for andre af vores udbudte grunde, er bare et lille billede på den udvikling, hele Køge-området er i gang med, hvor mange nye børnefamilier flytter ind over kommunegrænsen, siger borgmester Marie Stærke.

Normalt går salget af byggegrunde lidt i stå i vinterperioden, hvilket altså ikke er tilfældet i Køge Kommune. For at følge med den store efterspørgsel efter parcelgrunde, har Køge Kommune også udbudt et område ved Herfølge Syd til salg, ligesom lokalplanen for Møllebankerne ved Borup giver mulighed for udvikling af byggegrunde.


Pressekontakt:

Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00.

Opdateret af Køge Kommune 27.11.18