Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Åbningsfest på Køge Nord Station

Fra juni 2019 bliver der kortere fra resten af Danmark til Køge. Åbningen af Køge Nord Station er på samme tid åbningen af Danmarks første højhastighedstogbane og landets mest spektakulære stationsbro. Den 31. maj fejres den nye station, og alle Køge Kommunes borgere er inviteret.

06.05.19

Fra juni 2019 får pendlere på Sjælland en helt ny mulighed for at komme hurtigere mellem hjem og arbejde. Åbningen af Køge Nord Station er nemlig åbningen af et trafikalt knudepunkt i Køge med direkte forbindelser mellem Sydsjælland, Ringsted og København H. 

Køge Kommune fejrer begivenheden og inviterer fra klokken 14 den 31. maj til åbningsfest med familieløb, HistoryWalk, rundvisning på området og et kig ind i fremtiden for Køge Nord-området.

Tag toget mod Ringsted eller Rom

Den nye station kan give mere tid til pendlere, der rejser til og fra Køge. På bare 17 minutter kan stationens brugere køre til Ny Ellebjerg Station i København. Fra 2020 kan turen til København H foretages på 20 minutter, hvilket er en halvering af den nuværende rejsetid i tog. Resten af 2019 tager turen godt 23 minutter. 

”Den 31. maj er en festdag for hele Køge-området. Den nye station bliver et arkitektonisk vartegn for området og et symbol på Køge Kommunes centrale placering. Med tyve minutter til København og direkte forbindelse mod Fyn og Jylland giver den nye station en nemmere hverdag til områdets travle børnefamilier og mere tid til weekendture på tværs af Storebælt. Den nye station tilbyder pendlerne et attraktivt, miljøvenligt alternativ til bilen. Jeg håber, der er mange, der vil bruge den nye mulighed. Når pendlerne kører på skinner, så giver det nemlig også bedre plads til trafikken på Danmarks travleste motorvej. Den 31. maj bliver en historisk dag, og jeg glæder mig til at opleve den udvikling, som de nye transportmuligheder bringer til Køge Nord”, siger Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune.

Det er ikke kun til hverdag, at stationen giver rejsende bedre togforbindelser. Med en direkte togforbindelse til Ringsted er turen til Fyn eller Jylland blevet kortere. Og allerede i år kan sommerferien starte på Køge Nord Station. Rejsende, der vil undgå europæiske bilkøer og flytrafik, kan nemlig tage direkte fra perronerne på Køge Nord Station i retning mod Rom eller Stockholm.

Velkomstfest for hele familien

Hele Køge-området er inviteret, når den nye station skal fejres. Fredag den 31. maj kl. 14 ruller togene ind til stationen fra Ringsted og København H. Alle interesserede inviteres til kage, rundvisning, et kig ind i fremtidens Køge Nord. Sammen med lokale aktører skyder Køge Kommune et familieløb i gang. Der er både ruter for løbende, gående og løbehjul eller rulleskøjter. Undervejs på ruten skal deltagerne alene eller i fællesskab klare udfordringer, der giver dem mulighed for at vinde løbets præmie.

Arrangementet slutter kl. 16.00. Find mere information om åbningsfesten på https://koege.dk/åbningsfesten2019

Spektakulært syn og spektakulær udsigt

Stationsbroer er et almindeligt syn i Danmark, men få får så meget opmærksomhed som Køge Nord Station. Stationsbroen giver rejsende unikke udsigter. Mod nord over Danmarks travleste motorvej og mod øst over Køge Bugt. Broen har helt fra starten modtaget international interesse og anerkendelse. Senest er den kommet på Politikens top ti over arkitektoniske højdepunkter i 2019, og allerede i 2016 blev byggeriet kåret til en af verdens mest spektakulære broer af CNN.

På begge sider af stationen har Køge Kommune anlagt et stort parkér og rejs-anlæg, der gør det nemt for pendlerne at skifte til toget og undgå køen på motorvejen. Anlægget er designet, så det giver bilisterne den kortest mulige rute til stationens perroner.
 

Pressekontakt

Borgmester Marie Stærke, tlf. 24 90 20 00

Fakta

• Rejsetid fra Køge Nord Station til Ny Ellebjerg bliver 17 minutter
• Rejsetid fra Køge Nord Station til København H bliver 23 minutter
• Rejsetid fra Køge Nord Station til Ringsted Station bliver 17 minutter
• Fra 2020 bliver rejsetiden mellem Køge Nord Station og København H 20 minutter
• Stationen har 650 parkér og rejs-pladser fordelt på begge sider af stationsbroen

• Stationen fejres med åbningsfest den 31. maj fra kl. 14:00-16:00 alle er velkomne

• Ved åbningsfesten kan besøgende prøve en tur på den nye bane, kigge ind i fremtiden for Køge Nord-området og høre historier om det spektakulære stationsbyggeri

• Hele familien kan være med når starten går på tre sjove etaper. Deltagerne kan enten gå en HistoryWalk, løbe med i familieløbet eller medbringe løbehjul, rulleskøjter og lignende for at dyste på hjul

• Find information om åbningsfesten og tilmeld løbet på https://koege.dk/åbningsfesten2019


Opdateret af Køge Kommune 06.05.19