Det endelige program for H.M. Dronningens besøg i Køge Kommune er nu lagt, og dermed åbnes der op for muligheden for presseakkreditering til besøget.
Der er lagt op til en festlig dag og et flot syn, når H.M. Dronningen besøger Køge Kommune på sit årlige sommertogt. Programmet og tiderne ligger nu fast, og dermed åbnes op for presseakkreditering til begivenhederne.
Programmet byder på en række besøg ved forskellige besøgssteder, ligesom det bliver et flot syn, når Gardehusarregimentets Hesteskadron rider gennem Køges gamle gader som eskorte til Dronningens karet.
Programmet ser således ud:
28. maj
10.00: Kongeskibet Dannebrog ankommer til Køge, Dronningen går officielt i land og hilser på velkomstkomiteen.
10.30: Dronningen kører i karet gennem byen med eskorte fra Gardehusarregimentets Hesteskadron
10.45: Dronningen modtages af Byrådet på Køge Rådhus
11.40: Dronningen kører gennem Køge i karet
11.55: Dronningen besøger Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering
12.35: Dronningen ankommer til KØS Museet for kunst i det offentlige rum
12.45: Køge Kommune er vært ved en officiel frokost på KØS Museet for kunst i det offentlige rum
14.10: Dronningen besøger Tapperiet
14.50: Dronningen får forevist Køge Kyst-området
15.15: Dronningen besøger Kjøge Miniby
18.30 – 22.00: Let underholdning på havnepladsen
19.30: Reception på Kongeskibet Dannebrog for særligt indbudte
29. maj
10.30: Dronningen besøger Borup Skole
11.35: Dronningen besøger Skandinavisk Transport Center og PostNord
12.25: Dronningen besøger Karlemoseparken og hører om Lommepengeprojekt
Presseakkreditering
Pressedækning af Hendes Majestæt Dronningens besøg i Køge Kommune den 28. og 29. maj 2019 kræver akkreditering og poolkort. Akkreditering og poolkort udstedes af Køge Kommune, og bæres synligt under besøget. Medierepræsentanter skal på forespørgsel kunne identificere sig selv med foto-ID.
Ansøgningsfristen for akkrediteringen er tirsdag den 21. maj klokken 12.00 Eventuel fordeling af pool-pladser, hvor der er begrænset antal pladser, udsendes inden pressebriefingen.
Ansøgning om akkreditering og pool-pladser foretages gennem en formular på Køge Kommunes hjemmeside, www.koege.dk/akkreditering
Uddybende information om de enkelte pool-pladser fremgår af presseprogrammet, der ligeledes findes på hjemmesiden.
Der vil blive holdt en pressebriefing tirsdag den 28. maj klokken 8.15, hvor dagens program gennemgås – fremmøde er obligatorisk. Pressen inviteres til klokken 8.00, hvor der bliver udleveret akkrediteringskort og pool-kort samt pressemateriale. Ved pressebriefingen udleveres det endelige presseprogram, baggrundstekster og klausulerede informationer. Desuden holdes en pressebriefing onsdag den 29. maj klokken 8.30, hvor dagens program gennemgås.
I forbindelse med besøget vil der blive stillet en pressebus til rådighed til den del af besøget, hvor afstanden tilsiger det. De fleste programpunkter på første dag er dog i gåafstand.
Vi glæder os til at se jer til en festlig dag i Køge.
Pressekontakt:
Kommunikationschef Tania Kejser, telefon 21 46 50 51
Kommunikationsrådgiver Stine Mandrup Lund, telefon 21 29 39 81