Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

600 eksperter i byplanlægning besøger Køge

600 par interesserede øjne kommer til at nærstudere Køge, når kommunen lægger hus til en stor byplanlægningskonference i begyndelsen af oktober. Her samles politikere og planlæggere fra hele landet med særlig interesse for og viden om byplanlægning. Den nye boligminister kigger også forbi.

30.09.19
”Boligpolitik – boligdrømme, boligplaner og boligmarked” er overskriften for to dage med intensivt fokus på byplanlægning, når Køge den 3. og 4. oktober er vært for en stor byplanlægningskonference. I alt 600 embedsfolk og politikere fra hele landet deltager.

- I Køge står vi midt i en omfattende udvikling af vores by og kommune.  Vi ser en ny bydel vokse op ved havnen, og vi er i gang med at planlægge en ny bydel omkring Køge Nord Station. Byudvikling kræver i den grad planlægning, og at man tager stilling til, hvilke værdier, der skal bære udviklingen. Vi har rigtig meget godt at byde på her i Køge i den forbindelse, og jeg glæder mig til at byde velkommen til konferencen, hvor jeg er sikker på, at der bliver masser af mulighed for at dele inspiration og viden på tværs af kommuner, siger borgmester Marie Stærke. 

Byplanmødet er en årlig konference for byplanlægning, boligpolitik og byarkitektur. Mødet arrangeres af organisationen Byplanlaboratoriet. Deltagerne får under mødet mulighed for at se nærmere på både Køge og nabokommunernes forskellige boligtilbud, samt eksempler på erhvervs- og byplanlægning i området. Og så slutter byplanmødet med et oplæg fra boligminister Kaare Dybvads, der fortæller om visioner for boligpolitikken på landsplan.

- Lige præcis boligpolitik er et af de områder, hvor jeg håber på at få engageret borgerne i, hvad der skal ske i vores kommune. Vi er som sagt midt i en udvikling, hvor alle streger slet ikke er sat. Næste skridt er at få lavet en ny boligpolitik i kommunen, hvor vi blandt andet beder om borgernes holdninger til, hvordan vi får lavet en rummelig og indbydende boligudbygning i hele kommunen. Der er et stadig stort potentiale for tilflytning i flere dele af kommunen, og det glæder jeg mig til at arbejde videre med, siger borgmester Marie Stærke.

______

Pressen er velkommen
Marie Stærke træder selv på scenen med netop et oplæg om Køges Kommunes boligpolitik under Byplanmødet torsdag d. 3. oktober kl. 11.00, på Comwell Hotel Køge Strand. Pressen er velkommen under dette oplæg. 
Pressen er også velkommen til Byplanmødets afslutning, som foregår i Oluf Jensens Gård, fredag den 4. oktober, kl. 15.00-15.30. Her deltager også boligminister Kaare Dybvad.

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00

Opdateret af Køge Kommune 30.09.19