Åben Rådgivning byder borgerne velkommen

Borgere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer kan nu henvende sig og få råd og sparring hos det nye Åben Rådgivning

21.01.20
teamet på åben rådgivning
Alle er velkomne. Sådan lyder det kort og godt fra teamet på Åben Rådgivning, som er et nyt og fleksibelt tilbud til borgere der er udfordret i livet. 

Borgere, som kæmper med fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer kan henvende sig uden at have bestilt tid eller at være visiteret af en sagsbehandler. 

Hos Åben Rådgivning bliver borgerne taget i mod af et team af medarbejdere med pædagogisk, socialfaglig og sundhedsfaglig viden. Hensigten med Åben Rådgivning er at give borgerne råd, vejledning og støtte til det, der er vigtigt for dem – når det er vigtigt:

- Vi skal hjælpe, når behovet er der. Derfor er vi meget glade for at have prioriteret den Åbne Rådgivning, som på alle hverdage er klar til at tage imod borgerne og hjælpe dem med den udfordring, de står med. Vi håber, at vi på den måde kan støtte borgerne på en mere fleksibel og mindre indgribende måde, siger formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Lissie Kirk.

E-boks eller en svær hverdag

Åben Rådgivning tager afsæt i den enkelte borgers ønsker og målet er, at sikre hurtigere iværksættelse af indsatser og at støtte borgeren til størst mulig grad af selvhjulpenhed. Det kan være udfordringer med alt fra at komme til bunds i E-boks eller at få hverdagen til at hænge sammen på trods af en psykisk lidelse.


- Vi tager afsæt i, hvad borgerne fortæller os om deres behov. Det er altid borgerens mål og ønsker, der er fokus for samarbejdet, siger leder af Åben Rådgivning, Rasmus Jürs Johnsen. 

Åben Rådgivning tilbyder støttende samtaler, vejledning og rådgivning samt kurser og workshops. Borgerne kan komme alene eller tage en pårørende med. 

Der er åbent mandag-onsdag 12-15, torsdag 12-18 samt fredag 12-14 samt på telefon alle hverdage fra kl. 9:00. Åben rådgivning har til i Rådhusstræde 10C.


Pressekontakt:
Lissie Kirk, 20 92 07 41
Rasmus Jürs Johnsen, 21 30 18 38
Opdateret af Køge Kommune 22.01.20