Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Køge Kommune indfører ugentlig afhentning af rest- og madaffald

Corona-virussen giver flere udfordringer for affaldsindsamlingen i hele kommunen. Derfor øger Køge Kommune frekvensen af afhentninger af mad- og restaffald, samt beder borgerne passe godt på skraldemændene.

26.03.20

For at minimere spredningen af corona-virus arbejder rigtigt mange i Køge Kommune derhjemme, og børn og unge er hjemme fra skoler og uddannelser. Det betyder, at der for mange er en del ekstra affald, der fylder spanden op.

Derfor har Køge Kommune besluttet, at mad- og restaffald fra mandag den 30. marts bliver afhentet hver uge i stedet for hver 14. dag for at forhindre overfyldte skraldespande.

- Vi står i en helt unik situation, og det giver nogle nye udfordringer for os alle. Derfor er det også vigtigt, at vi som kommune er omstillingsparate og kan reagere på de nye udfordringer, der opstår, siger Niels Rolskov, formand for Klima- og Planudvalget.

Indsamlingen af rest- og madaffald skulle efter planen have overgået til ugentlig indsamling i sommermånederne fra den 1. juni.

Sådan kan du hjælpe din skraldemand
Skraldemændene arbejder på fuldt tryk for at sikre, at vi alle får tømt affaldsbeholdere, men det betyder også, at de er udsat for smitterisiko, når de bevæger sig rundt. Her har du derfor et par gode råd til, hvordan du bedst passer på skraldemanden:

  • Hvis din skraldespand er overfyldt, skal medarbejderne røre ved affaldet, og det øger risikoen for smittespredning. Derfor er det vigtigt, at du ikke overfylder din skraldespand. 
  • Har du overskydende affald, der ikke kan være i 4-kammerspanden - det vil sige tomme glas, metal, plast og papir - kan det samles i klare poser. Poserne skal lukkes forsvarligt, og så bliver de taget med som storskrald eller kan afleveres på genbrugspladsen, når disse ordninger kommer i gang igen.
  • Pap må ikke komme i beholder til papir. På video.koege.dk kan du se en guide til, hvordan du nemt kender forskel.
  • Put lommetørklæder og snotpapir i restaffald - ikke i papirspanden.
  • Mad- og restaffald skal i poser, og poserne skal lukkes, så vi begrænser løst affald og dermed smitterisiko mest muligt.
  • Hold afstand til skraldemanden, når I snakker sammen – så passer vi godt på deres helbred.

- De gør et stort stykke arbejde, som er vigtigt for os alle sammen. Ikke mindst nu, hvor meget af det almindelige liv er sat på stand by, er det essentielt, at skraldemændene stadig er på gaden. Så lyt og hjælp alt det, I kan, lyder opfordringen fra formand for Klima- og Planudvalget, Niels Rolskov.

Genbrugspladser er lukkede indtil videre
Retningslinjerne fra regeringen betyder, at genbrugspladserne på hele Sjælland lukket. Køge Kommunen følger udviklingen nøje.

- I Køge Kommune følger vi nøje de retningslinjer og anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne og politiet. Hvis og når det bliver muligt at åbne genbrugspladserne, så er vi selvfølgelig klar til at gøre det, siger Niels Rolskov, formand for Klima- og Planudvalget.

Du kan altid få opdateringer fra kommunen på koege.dk/corona


Pressekontakt:
Niels Rolskov, udvalgsformand for Klima- og Planudvalget i Køge Kommune, tlf.: 2623 4933
Bjarne Bringedal Svendsen, chef i Miljøafdelingen, Teknik- og Miljøforvaltningen, bjarne.svendsen@koege.dk, tlf.: 2332 3594

Opdateret af Køge Kommune 26.03.20