Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Køge Nord Station skyder ny udvikling i gang i Køge

I de kommende år vokser en helt ny bydel frem i Køge. 1.600 boliger, udvikling af 310.000 kvadratmeter erhvervsarealer og en aftale med en stor hotelkæde, der bygger hotel og mødefaciliteter målrettet erhvervslivet, er første store skridt i den udvikling, der kommer til at gøre Køge Nord til et knudepunkt i Danmark. Alt sammen tæt på Køge Nord Station, der sikrer en transport mellem København og Køge på bare 18 minutter. Første etape af udviklingen er klar til at blive sat på skinner med 250 boliger, hotel og dagligvareforretning samt udvikling af erhvervsarealer.

16.09.20
Plushusene Køge Nord
De sidste underskrifter er nu sat på det, der bliver første etape af en enorm udvikling af området omkring Køge Nord Station. Hvad der i dag er en bar mark, vil i de næste år vokse sig til en helt ny bydel med 1.600 boliger, erhvervsdel og hoteldrift, tæt på Køge bymidte og lige op ad stationen. 

Første etape af udviklingen medfører investeringer i form af såvel køb af grunde som byggeinvesteringer for over 2 milliarder kroner, der går til erhverv, boligbyggeri og hotel. 

Ved selve stationsområdet har Køge Kommune solgt en byggegrund udlagt til hoteldrift. Her er netop indgået en aftale med investor Niels Albertsen, der i samarbejde med en stor hotelkæde bygger hotel og mødefaciliteter målrettet særligt erhvervsfolk. Ejendomsselskabet Casa Nord og NREP er på vej med 250 boliger tilsammen. Og endelig har Logicenters og Pareto Securities opkøbt erhvervsarealer i det nærtliggende Skandinavisk Transport Center. Disse aftaler er tilsammen med til at sikre første fase i en stærk udvikling af hele Køge Nord-området.

- Det er helt fantastisk at opleve den store interesse der er for at investere i Køge Kommune. På meget kort tid har vi indgået aftaler med en række investorer, der nu rykker ind for at udbygge og udvikle en del af Køge, som i dag er udlagt til marker, men som i fremtiden bliver til en helt ny bydel, og hjemsted for vores borgere. Vi mærker, hvordan investorerne ser en kæmpe fordel i Køges beliggenhed, hvilket fører til nye arbejdspladser. Og endelig får Køge nu et hotel, der til fulde udnytter de muligheder der er for at gøre Køge Nord-området til et knudepunkt i Danmark. Med udviklingen udnytter Køge endnu engang sin fantastiske beliggenhed til gavn for dem, der slår sig ned her, siger borgmester Marie Stærke. 

De investerer i Køge Nord
Logicenters, der er en del af NREP har købt 160.300 kvadratmeter erhvervsarealer nord for Egedesvej. 

- Øresundsregionen er en enormt konkurrencepræget og voksende region. Vores tilstedeværelse i Køge er vigtig for at styrke Logicenters’ position som en ledende aktør på logistikmarkedet i Norden. Det ubebyggede jordstykke giver os mulighed for at kunne imødekomme potentielle lejeres krav til en moderne logistikejendom, og vi kommer til at arbejde tæt sammen med lejerne om at udvikle og skræddersy ejendommene. Vi glæder os over, at Køge Kommune er opmærksom på disse muligheder, og lader os investere i området, siger Matthias Kettelhoit, Head of Logicenters. 


- NREP har ligeledes investeret i 13.400 byggeretsmeter til udvikling af deres plushusene koncept, der er et JV mellem NREP og CASA Group. Alle boliger bliver DGNB guld certificeret og konceptet er allerede på vej i tre andre byer. Plushusene er bofællesskaber på tværs af generationer, og pt. planlægges der 145 boliger.

- Køge fremstår mere og mere som den regionale vinder, som er på vej til at blive et regionalt centrum for den sydlige del af København. For os er det et meget strategisk område, og det helt rigtige sted at kigge på bolig. Med de gode muligheder for hurtigt at komme til København, bliver det attraktivt for en masse mennesker at kigge mod Køge. Her i Køge Nord har vi muligheden for at være med fra starten og præge området og den lokalplan, der nu skal sættes i gang, før selve boligbyggeriet kan begynde, siger investment director Olli Fischer.  

Ejendomsselskabet Casa Nord har købt 7.800 byggeretsmeter, og kommer til at bygge 80 boliger, hvoraf 40 boliger er mindre etplansrækkehuse, der alle bliver DGBN Guld-certificeret. Med investeringen i Køge Nord-området er det tredje gang inden for en kort årrække, at Casa Nord investerer i Køge Kommune. 

- Vi fik for år tilbage øje på Køge Kommune som et sted, hvor man har visioner – og hvor visionerne bliver til noget. Alt det, der har været planlagt, er lykkedes. Infrastruktur, transportcenter, boligområder. Køge har forstået at positionere sig, og har udnyttet sine chancer perfekt. Det vil vi gerne være en del af. Vi glæder os til at være med fra starten i Køge Nord, og få en mulighed for at sætte vores præg på udviklingen af et helt nyt boligområde. Vi ser stor efterspørgsel efter mindre etplansboliger, og kommer til at bygge med fokus på bæredygtighed og på at beboerne har mulighed for at komme hinanden ved, siger administrerende direktør i Casa Nord, Torben Røsler.


Niels Albertsen fra NA Ejendomme har netop fået aftalt de sidste detaljer med en stor hotelkæde, der specifikt ønsker at placere sig i Køge. Projektet tilfører Køge Nord et hotel, kontorfaciliteter og indkøbsmuligheder tæt på den nye togstation.  Tusindvis af mennesker vil få deres daglige gang i området, og mange møder og hotelophold vil rykke fra det centrale København til Køge Nord.  Hotellet kommer til at rumme 120 værelser samt 40 såkaldte service-apartments, der giver mulighed for længere lejemål end hotelværelser normalt. Derudover vil det være et hotel med fokus på gode mødefaciliteter til store som små møder.
 
- Den udvikling, som Køge og omegn er inde i, er rigtig interessant. Køge Nord bliver et knudepunkt for jyder, fynboer og københavnere, og er dermed et oplagt mødested når erhvervsfolk fra hele landet skal samles. Det har vores samarbejdspartner set, og NA Ejendomme er blevet bedt om at finde et sted i Køge, som ville være det oplagte valg til et hotel hvor det primært er erhvervsfolk, der er målgruppen. I Køge Nord er vi tæt på motorvejen og offentlig transport, man slipper for trafikken ind i København, og infrastrukturen er helt optimal, siger Niels Albertsen, CEO, NA Ejendomme.
Derudover er Niels Albertsen i gang med de sidste detaljer, der skal sikre opførelsen af en dagligvarebutik tæt på Køge Nord Station med plads til kontorlejemål på øverste etager. NA Ejendomme er derfor pt. på udkig efter firmaer, der kunne være interesserede i denne placering.


Den nordiske investeringsbank Pareto Securities investerer også massivt i Skandinavisk Transport Center, og har senest købt yderligere 150.000 kvadratmeter byggegrund til udvikling af nye moderne logistikfaciliteter.

- Køge er en erhvervsvenlig kommune med nogle åbenlyse infrastrukturelle og logistiske kvaliteter. Vi startede med at investere i Skandinavisk Transport Center i 2016, hvor vi købte de grunde, der i dag huser PostNord. Siden har vi købt flere grundstykker, senest i tredje udbygning af Skandinavisk Transport Center. I alt har vi erhvervet mere end 300.000 kvadratmeter i Skandinavisk Transport Center. Nærheden til København, placeringen ved motorvejskrydset, den nye højhastighedsbane og en kommende Femern-forbindelse giver nogle helt særlige muligheder, siger Frederik Kock, Head of Real Estate, Pareto Securities.

Næste fase af udviklingen i Køge Nord sker i 2021, hvor flere bolig- og erhvervsarealer sendes i udbud.


Pressekontakt:
Tania Kejser, Kommunikationschef i Køge Kommune, telefon 21 46 50 51
Olli Fischer, investment director, NREP, telefon 21 14 40 54
Torben Røsler, direktør I Casa Nord, telefon 40 68 11 43
Niels Albertsen, CEO, NA Ejendomme, telefon 40 27 50 34
Matthias Kettelhoit, Head of Logicenters, telefon +46 70 583 44 06
Frederik Kock, Head of Real Estate, Pareto Securities telefon 78 73 48 07


Opdateret af Køge Kommune 16.09.20