Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Nye tiltag sættes ind mod corona-virus

Landet over stiger antallet af smittede med corona-virus. Også i Køge Kommune har flere borgere hen over weekenden fået besked om, at de er påvist smittet. Incidenstallet er efter weekenden på 53, hvilket svarer til godt 32 nye smittetilfælde. På baggrund af statsministerens seneste udmeldinger, sætter Køge Kommune nu gang i flere initiativer, der skal gøre det nemmere at holde afstand i Køge Kommune.

21.09.20
Hele Danmark ruster sig for øjeblikket til at imødese et efterår, hvor smitten med corona-virus kan stige. Også i Køge Kommune ser man for øjeblikket en tendens til, at flere bliver smittet. Der er ikke tale om særlige hotspots, men et generelt smittebillede. Køge Kommune er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, som har overblikket over smittetilfælde hos borgerne. Når der konstateres enkelte mindre smitteudbrud, er det i tæt samarbejde, smitten opspores og inddæmmes.

- Vi står i en situation, hvor vi alle må gøre det, vi kan, for at sikre os bedst muligt mod smitte. Formålet er det samme som i foråret – nemlig at beskytte vores mest udsatte borgere mod smitte. I Køge Kommune kan man stadig besøge sine pårørende på plejehjem og sociale institutioner. Men husk spritten og husk den fysiske afstand, som er så vigtig, siger borgmester Marie Stærke.

På baggrund af fredagens udmeldinger fra statsministeren sætter Køge Kommune nu gang i en række initiativer, der skal hjælpe til at bremse udviklingen i smitte med corona-virus:

- ETK er i gang med at planlægge hvordan byrummet i højere grad kan indrettes med ensretning, så man ad den vej hjælper handlende til at holde afstand. 

- Kommunes administrative medarbejdere vender i vid udstrækning tilbage til hjemmearbejdspladsen, i første omgang frem til den 4. oktober. Der lukkes for fysiske eksterne møder og kursusaktivitet, og rådhusets kantine lukker. Borgerservice og alle andre borgerrelaterede tilbud holder fortsat åbent.

- Kommunens sundhedsberedskab følger udviklingen på kommunens institutioner tæt, og modtager hver dag nyt om eventuelle smittetilfælde blandt borgere og medarbejdere her. 

- På skoler og dagtilbud samt kulturinstitutionerne aflyses alle planlagte sociale arrangementer. 

- Byrådsmødet den 22. september holdes fysisk i rådhusets kantine, som er indrettet efter krav om afstand. Herefter tages der politisk stilling til den fortsatte møderække i såvel byråd som politiske udvalg.

Gode råd fra sundhedsmyndighederne
Sundhedsmyndighederne opfordrer alle borgere til at holde en meters afstand, spritte eller vaske hænder ofte samt hose/nyse i ærmet. Desuden opfordres til, at undgå offentlig transport i myldretiden hvis muligt og alternativt benytte cyklen, hvis det er en mulighed. Ved symptomer på sygdom opfordres til at man bliver testet, og bliver hjemme indtil man har svar på testen. 

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00
Leder af sundhedsberedskabet, Mette Olander, telefon 23 99 87 01


Opdateret af Køge Kommune 21.09.20