Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Første hammerslag er nu taget på den nye Vemmedrupskole

Der skulle være flaget og sunget, men for at passe godt på både børn og voksne i denne corona-tid er første hammerslag på den nye Vemmedrupskole taget uden den store festivitas. Alligevel er der god grund til at markere, at den omfattende renovering af skolen nu er sat i gang, lyder det fra to udvalgsformænd

08.10.20
Byggeplads på Vemmedrupskolen
Nu kan man se det ude på Vemmedrupskolen. Byggepladsen er ved at blive etableret. Snart vil alle ikke-bærende vægge blive revet ned, de tilbageværende bliver renset efter alle kunstens regler, lokalerne får nye og mere optimale placeringer, taget bliver nyt og helt til kip med ovenlysvinduer - og om et år står en Vemmedrupskole, der reelt bliver som ny. 

- Det er et stort renoveringsprojekt – både rent bygningsmæssigt og økonomisk. Vi har været ambitiøse i vores tilgang til den skole, som Vemmedrup fortjener at have. Det er i sandhed værd at markere, at selve renoveringsprocessen nu er i gang – også selvom vi ikke forsamles for at fejre det, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Erik Swiatek. 

For ja, selvfølgelig skulle det første hammerslag – spadestik bliver det ikke, da bygningen jo reelt er opført - været fejret med både sang og sodavand, men for at passe godt på både voksne og børn i denne corona-tid er fejringen sat på stand by.
Et så omfattende projekt som renoveringen af Vemmedrupskolen skal sendes i EU-udbud, hvilket altid medfører en tidsmæssigt længere proces. 

Så det faktum, at projektet nu er flyttet fra skrivebordet ud på byggepladsen, glæder formand for skoleudvalget, Mads Andersen:

- Nu er den sidste etape af projektet i gang. Jeg glæder mig meget til, at vi næste år kan indvie en skole, der bliver en klar gevinst for både elever og ansatte. Det er afgørende, at vi sikrer et godt læringsmiljø på vores skoler – og her kommer Vemmedrup til at træde frem, siger han.

Ros fra skolelederen
Siden fundet af skimmelsvamp på Vemmedrupskolen tilbage i efteråret 2017 har eleverne gået i skole i opsatte pavilloner, og selvom det fungerer, er det selvsagt ikke helt optimalt. Så skoleleder David Elin er mere end tilfreds med, at renoveringen nu er i gang, og han glæder sig til, at skolens ansatte og elever kan flytte ind om et år:

- Der er god grund til at rose både vores ansatte, vores elever og deres forældre for at hænge i under nogle lidt bøvlede omstændigheder. Heldigvis har der langt hen ad vejen været så stærkt et engagement, at vi fortsat har et rigtig godt og solidt sammenhold her på Vemmedrupskolen. Nu skal vi det sidste stykke vej – og den etape har vi taget fat på nu. Vi glæder os alle sammen til at følge udviklingen uge for uge og er meget spændte på den skole, vi regner med at kunne flytte ind i efter efterårsferien 2021, siger han.


Pressekontakt:
Erik Swiatek: 21 53 17 76
Mads Andersen: 61 34 46 05


Opdateret af Køge Kommune 08.10.20