Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Nu er der flere voksne på vej til Køge Kommunes børn

Mens resten af landet venter på minimumsnormeringer fra Christiansborg, er Køge Kommune allerede i gang med at prioritere børnene i vuggestuer og børnehaver. I Køge Kommune er det besluttet at rykke minimumsnormeringerne et skridt nærmere og allerede fra årsskiftet, kan der ansættes hele 24 nye voksne til kommunens vuggestue- og børnehavebørn.

12.11.20

Forældrene, børnene og endda børnenes bamser har deltaget i storstilede demonstrationer over hele landet i håb om at få flere voksne ud til landets vuggestuer og dagtilbud. I Køge Kommune har byrådet hørt de mange opråb og i sidste uge blev det endeligt slået fast på mødet i Børneudvalget, at afsætte 12 millioner kroner fra kommunekassen til minimumsnormeringerne allerede næste år. Med dette nye tilskud får institutionerne muligheden for at besætte yderligere 13 nye fuldtidsstillinger fordelt på Køge Kommunes daginstitutioner udover de 11 stillinger, statens midler frigiver. 

Bevillingen betyder, at der kan ansættes 24 ekstra voksne allerede fra næste år, og i 2023 forventes det, at Køge Kommune har 38 nye voksne ude på dagtilbuddene.

-    Det er helt fantastisk, at vi her i Køge, har muligheden for at prioritere de gode og fagligt velfunderede dagtilbud. Allerede fra årsskiftet kan vi begynde at ansætte flere medarbejdere Det er en investering i vores alles fremtid, og det er en vigtig investering i kernevelfærden, siger formand for Børneudvalget Pernille Sylvest.

Formålet med minimumsnormeringer er helt enkelt, at der skal være flere voksne pr. barn til Køge Kommunes vuggestuer og børnehaver – og det kommer der nu.  De ekstra 12 millioner som Køge Kommune tilfører området, fordeles over tre år. Det betyder, at der afsættes 4 millioner kroner om året, som fordeles på alle dagtilbud i Køge Kommune.


Et skridt nærmere målet

-    Det er penge givet rigtig godt ud. Flere voksne betyder mere nærvær og tryghed, færre forstyrrelser i børnenes hverdagsliv, muligheden for tidlig opsporing og indsats for børn med særlige udfordringer og generelt flere børn i trivsel. Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej, siger udvalgsformand Pernille Sylvest.

Køge Kommunes beslutning om at sætte penge af til minimumsnormeringerne bygger oven på de sociale normeringer som Folketinget vedtog sidste år. Det betyder at en række dagtilbud i Køge Kommune allerede nu får midler til social normering i 2020 til 2022 fra Staten og andre dagtilbud får ekstra midler fra Køge Kommune, hvis de har mange børn, der kommer fra udsatte hjem.

Udover de 4 millioner som Køge Kommune betaler ekstra om året for at ansætte flere hænder til institutionerne, bliver en del af udgiften finansieret gennem forældrebetaling svarende til 1,3 mio. kr. yderligere. De ekstra tilskud sikrer en højere kvalitet og flere hænder ude i dagtilbuddene, der betyder en sjovere og tryggere hverdag for Køge Kommunes børn .

 

Pressekontakt: Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget, telefon 6070 3703



Minimumsnormeringer







Opdateret af Køge Kommune 12.11.20