Køges Borgring et skridt tættere på UNESCO verdensarv

Om alt går vel, kan man i 2022 finde verdensarv i Køge. Køges Borgring indgår nemlig i de i alt fem danske ringborge, der nu fælles ansøger om at komme på listen over UNESCO´s verdensarv.

15.01.21
Hvis motorvejskrydset i Lellinge ved Køge kunne tale, ville det fortælle historien om tidligere tiders køgegensere. På det, der i dag er et trafikalt knudepunkt, så Harald Blåtand nemlig mulighederne i at etablere én af fem danske ringborge. De fem ringborge snor sig på tværs af landet – og nu er planen, at vikingernes bygningsværker skal blive en del af den samlede verdensarv.

En ansøgning på 400 sider, med underskrift fra kulturministeren, er netop sendt afsted til UNESCO i Paris. 

- Når man ser på, hvordan de fem danske ringborge er etableret som et samlet projekt på tværs af landet, giver det et unikt indblik i datidens formåen og Harald Blåtands strategiske sans. Det er historie, der binder Danmark sammen. Der er i høj grad tale om verdensarv, som har interesse for turister ud over de danske grænser, og her i Køge vil vi gøre vores til at fortælle og formidle den historie, som vi er en del af, siger borgmester Marie Stærke. 

Borgring i Køge blev først identificeret i 2014, og er altså den ringborg, som sidst er fundet. Borgring er udgravet med de nyeste metoder mellem 2016 og 2018. Den er muligvis ikke blevet færdigbygget, og der er for eksempel kun spor af volde og porte. Alligevel er der stukket ild til tre af portene, som dog kun er delvist nedbrændte. 

Sidste punktum er nu sat i den godt 400 siders ansøgning, der skal få Borgring i Køge sammen med fire andre danske ringborge ind på listen over UNESCO verdensarv. Ansøgningen om optagelse på UNESCOs verdensarvsliste er et tæt nationalt samarbejde mellem fem museer og fem kommuner. Der stilles meget høje krav til den kulturarv, der optages på listen, og derfor har det også taget tæt på to år at skrive den omfattende ansøgning.
Det forventes, at der ligger en afklaring på ansøgningen fra UNESCO i sommeren 2022.

  

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00


Om de fem danske ringborge

Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge skriver sig ind i dansk historie. Borgene har alle været imponerende, symmetriske og monumentale bygningsværker hver for sig. Men det helt særlige ved dem er, at de er bygget som et samlet projekt – et netværk af borge – på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland bygget på foranledning af Harald Blåtand.


Se mere om Køges Borgring her: https://www.museerne.dk/vikingeborgen/

Opdateret af Køge Kommune 15.01.21