Ny kulturaftale for Køge Kommune i Kulturmetropol

Ny fireårig aftale for Kulturmetropolen sikrer et fortsat stærkt samarbejde mellem Køge og andre sjællandske kommuner om en række forskellige fokuserede kulturtilbud

10.02.21
Formand for Kulturudvalget skriver under på kulturaftale
Flere ambitiøse, nytænkende og inddragende kulturprojekter er på vej til Køge Kommunes borgere. Der er nemlig indgået en ny kulturaftale for Kulturmetropolen, som Køge sammen med otte andre sjællandske kommuner og Kulturministeriet er deltager i. 

Kulturmetropolen har eksisteret siden 2016, og samarbejdet giver både inspiration og økonomi til en række projekter, som kan være enten for store eller for dyre til, at de kan realiseres i én kommune alene. 

I Kulturmetropolens seneste periode har det eksempelvis været muligt for musikinteresserede unge at lære at arrangere musikalske liveevents på de lokale spillesteder, ligesom der i 2020 har været afholdt Popcorn Nordic - et dansk/svensk program for udvikling af upcoming artister og bands på Sjælland og i Skåne.

Tre fokusområder
Den nye kulturaftale har tre fokusområder; ’Musikmetropol’, ’Unge og Kultur’ – begge gengangere fra den seneste aftale – og ’Et Bedre Liv med Kultur’, som skal fremme fysisk og mental sundhed hos deltagerne.

- Vi har været længe undervejs, og nu er jeg meget glad for, at vi har underskrevet en aftale for de kommende fire år. Samarbejdet betyder, at vi har skabt grundlag for en række nye stærke kulturtilbud til borgerne – både voksne, unge og børn med tre klare fokusområder. I et bredt samarbejde og med statslig økonomisk medfinansiering, virker et kultursamarbejde på tværs af kommuner som en andelsforening. Det vil sige at hvis Køge Kommune kommer med mælken, er der nogle andre der kommer med brødet, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune og politisk næstformand i Kulturmetropolen, Anders Ladegaard Bork. 

Også projekter som koncerter på plejecentre, et udkørende bibliotek, arrangementer for både bands og artister på tværs af kommuner og et mobilt værksted, der øger kreativiteten og styrker identitetsfølelsen blandt unge og deres familier i sociale boligområder har været afviklet i regi af Kulturmetropolen.

- Kulturelle aktiviteter handler i høj grad om både fællesskaber og livskvalitet. Og med det nye indsatsområde ’Et Bedre liv med Kultur’ er det oplagt at lave samarbejder mellem kulturaktører og folk fra sundheds- og socialområdet om tilbud, der giver mening for borgerne. Vi har stået stejlt fast på, at dette nye fokusområde kom med i den samlede kulturaftale. Jeg er stolt af, at det lykkedes - nu gælder det bare om at komme i arbejdstøjet. I Køge Kommune står vi i forvejen meget stærkt på musikområdet og talentudviklingen samt udbredelsen af musikken til især de yngre. Jeg er også glad for, at vi kan fortsætte den indsats,” siger Anders Ladegaard Bork.

Fakta om Kulturmetropolen
Kulturmetropolen er en af landets største kulturaftaler mellem ni kommuner og kulturministeren, som arbejder sammen for at skabe flere og bedre kulturtilbud til borgerne i hele Kulturmetropolen på tværs af kommunegrænserne. Kulturaftalen finansieres med lige store bidrag fra stat og kommuner og samler kommunernes kulturinstitutioner, kompetencer og erfaringer i tre konkrete indsatser:
• Musiklivet og –branchen, hvor vi arbejder for at styrke talentlaget og skabe nye oplevelser på vores mange spillesteder. 
• De unge, ved at give dem mulighed for at udvikle nye attraktive kulturtilbud sammen med biblioteker, museer og kulturinstitutioner. 
• Borgernes livskvalitet, både fysisk, psykisk og socialt gennem kulturelle tilbud og aktiviteter.


Pressekontakt:
Anders Ladegaard Bork: 29 47 07 55

Opdateret af Køge Kommune 10.02.21