Nyt nationalt symbol skal hjælpe mennesker med demens

Demens er svært at se. Derfor har Danmark fået et nyt symbol til mennesker med demens, der skal gøre det tryggere for borgere med demens at færdes i det offentlige rum. I uge 19 sætter Køge Kommune fokus på demensvenlighed i samarbejde med Alzheimersforeningen og Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.

10.05.21
Demens pin

I Køge Kommune bor ca. 800 borgere med demens – mænd og kvinder i alle aldre. Det nye demenssymbol skal sammen med en lang række andre initiativer og tilbud gøre det lettere for mennesker med demens og deres pårørende at være en del af hverdagslivet.


- Demenssymbolet er en rigtigt god ide, som vi fra Køge Kommunes side gerne vil bidrage til at synliggøre. Vi er allerede en demensvenlig kommune. Symbolet kan hjælpe os med at blive endnu mere demensvenlig. Tanken er, at det skal være en hjælp til mennesker med demens, men også en håndsrækning til den brede befolkning, der får lettere ved at afkode situationer og gøre det lettere at være opmærksomme, tålmodige og tilbyde sin hjælp, når man færdes i det offentlige rum - om det så er i bussen, til torvedag eller på biblioteket, siger Bent Sten Andersen, formand for Ældre og Sundhedsudvalget.

Demenssymbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark som en håndsrækning, der kan bæres på tøjet for at vise, man har demens. Symbolet skal give omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed. For det er lige netop det, man på den ene eller anden måde kan have brug for, når man har demens. 

Torvedag og demensvenlig byvandring

- I Ældre- og sundhedsudvalget har vi sat fokus på samarbejde med civilsamfundet. Og i forbindelse med vores workshop ’fællesskab er en fælles sag’ sidste år, mærkede vi et stort frivilligt engagement i etableringen af gode fællesskaber som kun vokser. Derfor tror jeg også på, at vi som lokalsamfund kan blive et godt demensvenligt fællesskab”, siger Bent Sten Andersen.

Den 12. maj 2021 vil der være en stand på Køge Torv. Her vil Køge Kommunes demensteam være til stede sammen med bl.a. Alzheimerforeningen og Køge Seniorråd for både at synliggøre demenssymbolet og Østsjællands Demens- og Aktivitetscenter (ØDA). I løbet af dagen vil der samtidig være tre byvandringer for borgere med demens og deres pårørende med fokus på demensvenlighed i byrummet.

Vandring 1: kl. 10:30 Går til Køge kirke, Køge bibliotek, Boghandler via Nørregade.
Vandring 2: kl. 11:30 Går til Flying Tiger, Søstrene Grene, Kvickly, Frisører via Torvet og Vestergade.
Vandring 3: kl. 12:30 Går til Borgerservice, apoteket, optiker og Museum via Torvet og Nørregade.

Formålet med byvandringerne er at se på byen ud fra et demensvenligt perspektiv. Opleve byen med nye øjne og undersøge om der er noget helt oplagt, der er let at tilpasse, og som ikke kun vil gøre oplevelsen i byen tryggere for mennesker med demens, men måske også for alle os andre.

Køge Kommune er sammen med Faxe og Stevns kommuner en del af Østsjællands Demens- og Aktivitetscenter, som også vil være til stede på torvedagen den 12. maj 2021. Formålet med Østsjællands Demens- og Aktivitetscenter er at løfte de samlede rådgivnings- og aktivitetstilbud i Østsjælland til mennesker med demens og deres pårørende. Det handler bl.a. om juridisk rådgivning og samarbejde med foreningerne i lokalsamfundene og de landsdækkende organisationer på området som Alzheimerforeningen. 

Tre demensvenlige råd

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har tre simple råd, du kan følge, hvis du oplever, der er behov for konkret hjælp. 

  • Tag kontakt –Smil og vær imødekommende 
  • Tal tydeligt –Stil ét spørgsmål ad gangen
  • Vær tålmodig –Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej

Fakta

90.000 danskere lever med demens, og ca. to millioner danskere over 18 er i berøring med demens som pårørende, bekendt eller via arbejde. Selvom mange danskere har demens inde på livet, er det dog langt fra alle, der kender til de tidlige stadier af demens, eller som ved, at man godt kan have demens og på mange måder have et liv som alle andre, hvor fritidsaktiviteter, kulturelle oplevelser og en almindelig indkøbstur stadig er en del af hverdagen. Demenssymbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der har eksisteret siden 2017 og består af 12 landsdækkende organisationer: Alzheimerforeningen, BL –Almene Boliger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Professionshøjskoler, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeutforeningen, FOA, Faglige Seniorer, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne og Ældre Sagen.

Symbolet kan sammen med en række andre materialer – bl.a. en nøglering, en nål og klistermærker – rekvireres gratis hos Køge Kommunes Demensteam eller bestilles online på www.demensvenligtdanmark.dk. 

Pressekontakt

Bent Sten Andersen, Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget 
Telefon 31 33 92 31
bent.andersen@koege.dk


Opdateret af Køge Kommune 10.05.21