Testkapaciteten tilpasses i Køge og resten af landet

Som følge af, at rigtig mange danskere er blevet vaccineret, og dermed har fået coronapas, er der færre, der benytter kviktest. Derfor sker der nu en løbende nedskalering af testkapaciteten i hele landet, oplyser Justitsministeriet. I Køge betyder det i første omgang, at kviktestcenteret i Bjæverskov lukker fra den 1. juli 2021.

24.06.21
Vi har længe været vant til, at der åbner flere kvikteststeder – men nu går det den anden vej. Flere og flere er blevet vaccineret og over den sidste tid, er der sket et fald i antallet af kviktest. Derfor skal testkapaciteten nu tilpasses, og det kommer ifølge Justitsministeriet til at ske i fem trin afhængigt af, hvor mange der lader sig teste. Allerede nu går man fra trin fem til trin fire. 
 

Kviktestcenteret i Bjæverskov lukker 1. juli

I Køge Kommune betyder nedskaleringen, at kviktestcenteret i Bjæverskov lukker 1. juli 2021. Her er antallet af test nemlig allerede faldet fra over 500 daglige test til under 300 om dagen. Borgere i Bjæverskov og andre, som indtil nu har brugt teststedet, henvises i stedet til at blive kviktestet i Borup eller Køge, hvor kapaciteten er uændret. 

På den måde vil der stadig være under 20 km til det nærmeste teststed for alle borgere i Køge Kommune.
 

Løbende nedskalering i løbet af sommeren

Køge Kommune forventer, at der vil blive nedskaleret yderligere på testkapaciteten henover sommeren i takt med at efterspørgslen vil falde endnu mere. Nedskaleringen vil ske på baggrund af Justitsministeriets model.  


Læs mere om Justitsministeriets model her

Fakta:


• Efterspørgslen på coronatest er faldende, og derfor skæres der nu ned for testkapaciteten. Det oplyser Justitsministeriet.

 
• Testkapaciteten for corona-kviktest reduceres på landsplan i første omgang ned fra 500.000 til 400.000 dagligt. Og forventes at blive nedskaleret yderligere henover sommeren.

• Testkapaciteten for PCR-test opretholdes. 

• I Køge betyder det, at kvikteststedet i Bjæverskov lukker 1. juli 2021. Borgere henvises i stedet til Borup eller Køge.

Pressekontakt:

Jakob Skriver, afdelingschef for Velfærdsforvaltningen, tlf. 20 54 68 02

Opdateret af Køge Kommune 24.06.21