Covid-19 smitten stiger i Køge Kommune

Smitten med Covid-19 stiger i Køge Kommune og derfor opfordres især borgere mellem 15-25, der ikke er vaccinerede til regelmæssige test og omtanke, når man mødes i festligt lag. For at bekæmpe smitten, oprettes der et PCR-testcenter på Teaterbygningen i Køge, så der er flere muligheder for at blive testet lokalt.

06.07.21
Med et incidenstal på over 159 og 97 bekræftede tilfælde af coronasmittede borgere, indtager Køge Kommune en kedelig førsteplads med covid-19 smitte. Smitten skal nedbringes og derfor sættes der ind med smitteopsporing og øget testkapacitet. Det er især blandt unge, smitten har bredt sig og derfor opfordres alle i aldersgruppen mellem 15 -25 til at lade sig teste regelmæssigt. 


- Fodboldfest, studentergilde og bryllupper. Der har været mange gode grunde til at mødes og være sammen. Og vi skal da også fejre alle de gode ting, der sker - men med fornuft. Så gå ud og bliv testet, sprit af og husk at holde afstand. Også når Danmark scorer det afgørende mål i EM. På den måde kan vi få smitten ned og fortsætte med at samles og fejre hinanden resten af sommeren, siger borgmester Marie Stærke.

Hvis man testes positiv, bør man straks gå i isolation hjemme eller kontakte Køge Kommune for at få hjælp til at finde et sted, hvor der er mulighed for isolation.

Tiltag for at nedbringe smitten
For at gøre det lettere for flere at lade sig teste oftere, oprettes der et midlertidigt testcenter på Teaterbygningen i Køge, hvor borgere kan blive testet uden tidsbestilling. Dette nye testcenter åbner i dag den 6. juli og har åbent hver dag fra kl. 15.30 – 19.30 indtil den 16. juli.

I et samarbejde mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Køge Kommune vil der være medarbejdere på gaderne, der vil uddele informationsmateriale og opfordre borgere til at lade sig teste. 


Pressekontakt: 
Mette Olander, direktør for Velfærdsforvaltningen i Køge Kommune, telefon 2399 8701

Midlertidigt PCR-testcenter 
Teaterbygningen i Køge
Adresse: Bag Haverne 1, 4600 Køge
Åbnet fra den 6. juli -16. juli 2021 i tidsrummet 15.30-19.30


Opdateret af Køge Kommune 06.07.21