Sammen om en fælles fremtid i Ellemarken

Fra på lørdag kan beboerne i Ellemarken nemt og hurtigt få en hjælpende hånd, når det gælder job, uddannelse, ansøgning om læreplads og meget andet. Projektet Fælles Fremtid åbner i en pavillon centralt i Ellemarken.

19.08.21
Kniber det med at finde en læreplads? Har man brug for økonomisk rådgivning, eller hjælp til at lægge den sidste hånd på jobansøgningen. Beboere i Ellemarken har fra på lørdag hjælpen lige ved hånden. Her åbner projektet ”Fælles Fremtid” som en del af den boligsociale indsats, besluttet af byrådet i august sidste år. 

Fælles Fremtid er et tværgående samarbejde mellem Køge Kommune, Midt- og Vestsjællands Politi, Boligsocial helhedsplan Køge og Boligselskabet DAB. Tilbuddet vil holde til i en centralt placeret pavillon, som unge fra området har hjulpet med at udsmykke, ligesom den udendørs træterrasse er bygget af unge fra området.

Åbningen af Fælles Fremtid er forsinket på grund af COVID-19, men efter nedlukningen kan Ellemarken og pavillonen endelig åbne til et brag af en åbningsfest. Borgmester Marie Stærke åbner pavillonen lørdag den 21. august klokken 13.45.

- Gennem Fælles Fremtid giver vi en lille håndsrækning, der kan betyde en hel masse for den, der har brug for hjælp. Borgerne i Ellemarken kan og vil en masse. Men ikke alle har et netværk at trække på, når man skal søge fritidsjob, eller måske er man udfordret på sproget, når man sende en jobansøgning og så er der hjælp at hente. Det giver rigtig god mening, at hjælpen er lige uden for borgernes dør. Det tror jeg er med til at give det sidste skub for mange. Jeg er spændt på at se, hvordan tilbuddet bliver brugt. Sker det med den samme ildhu, som Ellemarkens unge allerede har lagt i at udsmykke pavillonen og bygge terrassen her, så kan det kun blive godt, siger borgmester Marie Stærke.

I pavillonen vil borgerne blandt andet kunne møde medarbejdere fra den boligsociale helhedsplan, Jobcenter, SSP, Familiecenter Køge, Ungecentrum og Center for Dansk og integration. 

Åbningen er en del af to festdage i Ellemarken, hvor afdelingsbestyrelsen åbner boligområdet med efter COVID-19 med masser af aktiviteter. Alle er velkomne. 

Borgerne kan få hjælp til at finde fritidsjob, praktik- og lærepladser, jobsøgning og CV-skrivning, uddannelsesvejledning, økonomisk rådgivning, familierådgivning og rådgivning om misbrugsbehandling. Desuden kan man indhente viden om den boligsociale helhedsplan og få hjælp til at starte aktiviteter i Ellemarken op. Fælles Fremtid er åben tirsdag til fredag, og der skal ikke bestilles tid.


Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00


Presseinvitation:
Pressen er velkommen til åbningen af Fælles Fremtid. Der bliver rig mulighed for at møde lokale foreninger og ildsjæle i Ellemarken, og Afdelingsbestyrelsen har arrangeret et festligt program. Borgmester Marie Stærke åbner pavillonen klokken 13.34.


Opdateret af Køge Kommune 19.08.21