Vedtagelse af Lokalplan 1079

Køge Byråd har den 29. marts 2022 vedtaget lokalplan 1079 Parkeringsanlæg ved Køge Nord Station.

28.04.22

Lokalplanen

Lokalplanen muliggør etableringen af et parkeringsanlæg med 250 parkeringspladser ved Køge Nord Station på den østlige side og etableres som parkér- og rejsanlæg. Parkeringsanlægget etableres som en forlængelse af de eksisterende parkeringspladser, så parkeringsanlægget i alt rummer 900 parkeringspladser.

Lokalplanen muliggør desuden, at jordvolden mod motorvejen kan forlænges op til Egedesvej. Ovenpå voldens højderyg kan der etableres en støjskærm, således at den samlede højde bliver på i alt 12 meter. Jordvold med supplerende støjskærm etableres med henblik på at reducere støjen fra motorvejen i boligområderne øst for motorvejen og S-togsbanen.

Læs den vedtagne lokalplan 1079 - Parkeringsanlæg ved Køge Nord Station (pdf)

Høringsnotat (pdf)

Ændringer i forhold til forslaget 

Der er foretaget enkelte mindre ændringer i forhold til det forslag til lokalplan, som Byrådet offentliggjorde den 2. december 2021. 

Der er i både redegørelse og bestemmelser præciseret, at der er mulighed for beplantning med hjemmehørende, blomstrende planter for at understøtte biodiversiteten i området. Desuden er der indarbejdet bestemmelser om vejbyggelinjer. Vejbyggelinjer er desuden indtegnet på kortbilag 2.

Retsvirkninger

Lokalplanens retsvirkninger efter planlovens § 18 træder i kraft ved planens offentliggørelse. Retsvirkningerne betyder at ejendomme, der er omfattet af lokalplanen, kun må udstykkes, bebygges eller anvendes i overensstemmelse med planen. 

Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil.

Klagemuligheder

Klage over lokalplanen skal være indgivet inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen.

Ifølge Planloven kan der klages over retlige spørgsmål, dvs. spørgsmål om planernes lovlighed, herunder deres lovlige tilvejebringelse, men ikke over planernes hensigtsmæssighed.

Du klager via Klageportalen, som du får adgang til på Planklagenævnets hjemmeside. Du skal logge ind med dit NemID for at oprette en klage.

Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. 

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ifølge planloven § 62 ske inden 6 måneder fra modtagelse af afgørelsen.

Klagefrist via Klageportalen til og med den 26. maj 2022.
Kontakt Teknik- og Miljøforvaltningen
Opdateret af IT og GIS 28.04.22