Når du skal renovere din bolig - byggeaffald

Regler for anmeldelse, håndtering og bortskaffelse af affald fra renovering og nedrivning af bygninger.

Skal du rive ned eller renovere? 

Når du river en bygning ned eller renoverer den, står du  med en masse forskelligt byggeaffald.
Bygninger kan indeholde mange stoffer, som kan være skadelige for miljøet og vores sundhed.
Det er vigtigt at få de skadelige stoffer væk fra bygningen, så de ikke havner i miljøet. Derfor er der nogle krav, som du skal kende til og overholde, når du skal renovere eller rive en bygning ned:

  • Du skal indhente tilladelser, før du går i gang med arbejdet
  • Du skal gennemgå og få undersøgt bygningen/anlægget og få taget prøver af materialer, som kan indeholde skadelige stoffer
  • Du skal aflevere oplysninger til din kommune om, hvilke stoffer der findes i byggeaffaldet
  • Du skal sortere og håndtere byggeaffaldet korrekt 

Før du går i gang

Tilladelse til nedrivning eller renovering
Før du begynder at rive en bygning ned, skal du søge om tilladelse hos kommunen. Du søger via Portalen for Byg og Miljø. Din anmeldelse sendes til kommunens sagsbehandler.

Anmeld dit byggeaffald til kommunen
Du har som bygherre pligt til at anmelde alt dit byggeaffald til kommunen senest 14 dage, før nedrivning eller renovering starter. Når kommunens affaldskontor har modtaget alle de nødvendige oplysninger, får du din tilladelse til at gå i gang inden for 14 dage på Borgeronline.dk

Hvornår skal du anmelde dit byggeaffald?
Hvis du har mere end 1 tons byggeaffald, skal du altid anmelde byggeaffaldet til kommunen.

Hvad skal du oplyse?
I din anmeldelse skal du oplyse:
 - Hvilken slags byggeaffald du har
 - Hvor meget byggeaffald du har
 - Hvor du regner med at aflevere byggeaffaldet

Inden du kan anmelde byggeaffaldet skal du gennemgå (”screene”) bygningen for at finde ud af hvilke materialer der har været anvendt og hvilke der kan indeholde skadelige stoffer. Ud fra screeningen kan der så blive taget prøver af relevante materialer og derudfra blive udarbejdet en miljørapport.
Prøverne skal sendes til analyse på et laboratorium. Det anbefales, at du får et professionelt prøvetagningsfirma til at tage prøverne. Prøverne skal analyseres af et akkrediteret analysefirma.

Miljøkortlægning og miljørapport
Formålet med at gennemgå bygningen, få udtaget prøver af materialer og udarbejdet en miljørapport er at finde ud af om byggeaffaldet er:

 - Uforurenet (det vil sige indeholder meget små mængder skadelige stoffer)
 - Forurenet (det vil sige indeholder en vis mængde skadelige stoffer)
 - Farligt affald (det vil sige indeholder skadelige stoffer i en koncentration over de gældende grænseværdier)

Du kan finde et firma, der laver miljørapporter, på nettet. Brug for eksempel søgeordene: ”miljøkortlægning”, ”miljørapport” eller ”miljøscreening”.
Når du har sørget for at bygningen er screenet og der er udarbejdet en kortlægning, skal du anmelde byggeaffaldet på bygningsaffald.dk

Pas på skadelige stoffer – overlad det til professionelle 

Nogle stoffer er så skadelige, at de er særligt farlige for menneskers sundhed. Derfor er det kun personer, der har en særlig uddannelse og bruger specielt udstyr, som må arbejde med disse stoffer.

Asbest
Alt indendørs asbestarbejde skal anmeldes til Arbejdstilsynet og må kun udføres af en person med asbestcertifikat. Asbest findes typisk i klæber på fliser i badeværelset, køkkenet og i klinkegulve. Det kan også findes i klæber på linoleum og vinylgulve.
Pas på asbeststøv. Når du fjerner isolering på vandrør og varmerør, er der særlig risiko for at arbejdet medfører asbeststøv. Det samme gælder, når du arbejder med ventilationskanaler.

PCB og tungmetaller
Maling kan indeholde både PCB, kviksølv, bly og andre tungmetaller. PCB og tungmetaller kan også findes i lakerede gulve, fugemateriale samt puds. Vinyl og linoleum (for eksempel fra gulve) kan også indeholde PCB. Tungmetaller findes desuden i glasur på fliser.

Er dit hus fra 1950-77?
Vær særligt opmærksom på huse, som er bygget – eller renoveret – i perioden 1950-77. Her indeholder tætningsfuger ved vinduer ofte PCB. Du kan læse mere på Dansk Byggeris hjemmeside.

Genbruger du dele af bygningen?
Hvis du planlægger at genbruge dele af bygningen, for eksempel døre og vinduer, skal du også oplyse dette til kommunen. Selv om de måske ikke indeholder skadelige stoffer, skal de også gennemgås og muligvis undersøges nærmere.

Under nedrivning og renovering 

Du skal altid sikre, at dit bygge- og nedrivningsaffald bliver sorteret korrekt. Det gælder både byggeaffald med skadelige stoffer og byggeaffald, som kan genanvendes. Byggeaffaldet må ikke blandes sammen.

Fjern først byggeaffald med skadelige stoffer
Inden du går i gang, skal du fjerne byggeaffald med skadelige stoffer. Det kan for eksempel være:
 - Termovinduer
 - Malede eller lakerede gulve, linoleum og vinyl
 - Klinker og fliser med/uden asbest i klæber (lim)

Sorter dit byggeaffald
Du skal sortere byggeaffaldet i de forskellige typer affald, som fremkommer. Som minimum skal følgende materialer udsorteres for sig:
1) Natursten (f.eks. granit og flint)
2) Glaseret tegl (mur - og tagsten)
3) Beton
4) Blandinger af natursten, glaseret tegl og beton
5) Jern og metal
6) Gips
7) Stenuld
8) Jord
9) Asfalt
10) Blandinger af beton og asfalt
Forbrændingsegnet affald og farligt affald skal naturligvis også holdes for sig.

Sørg for, at der er containere eller beholdere til hver slags affald, så affaldet ikke bliver blandet sammen.

Transport og aflevering af byggeaffald

Det er vigtigt at sikre, at byggeaffaldet ikke støver eller falder af læsset, når det bliver transporteret til modtageanlægget. Husk, at du kun må bruge godkendte transportører og modtageanlæg. Du kan finde listen over godkendte transportører, indsamlere og modtageanlæg på Energistyrelsens Affaldsregister.

Husk anmeldelse og sagsnummer – til dokumentation
For at transportøren kan aflevere dit byggeaffald til modtageanlægget, skal vedkommende medbringe den senest opdaterede version af anmeldelsen inklusive det sagsnummer, som anmeldelsen har fået hos kommunen.
Som bygherre har du pligt til at kunne dokumentere korrekt aflevering af byggeaffaldet. Gem derfor kopi af vejesedler, så du kan sende dem til kommunen. Vejesedlerne viser, hvad og hvor meget byggeaffald der er afleveret – og hvor det er afleveret.

Aflevering af byggeaffald på genbrugspladsen
Hvis du afleverer byggeaffald på genbrugspladsen, skal du følge genbrugspladsens regler. Pladsmedarbejderne kan hjælpe dig med at aflevere affaldet i den rigtige container.
Du kan læse om kommunens genbrugspladser her.

Kontakt Renovation
Opdateret af Køge Kommune 24.08.21