Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Asbest

Info om asbest til borgere, bygherrer, rådgivere, entreprenører og håndværkere i Køge Kommune, som står overfor at skulle håndtere byggematerialer der indeholder asbest.

Nedenfor kan du finde oplysninger om asbest i byggematerialer, håndtering af asbestholdige materialer (inklusiv tagrensning) samt bortskaffelse af asbest.

Hvis du har spørgsmål vedrørende asbest, er det en god ide at kontakte Miljøafdelingen på 56 676767, inden du går i gang med arbejdet.

Vigtigste OBS-punkter:

  • Du er som bygherre ansvarlig for at alt arbejde med asbest og asbestholdige materialer på din ejendom sker inden for lovens rammer, uanset om du selv eller andre udfører arbejdet.
  • Du har således ansvar for, at der udføres de nødvendige miljø- og arbejdsmiljømæssige foranstaltninger og du kan blive gjort ansvarlig for evt. forurening med asbestfibre på din eller dine naboers ejendom.
  • Alt arbejde med asbest herunder nedtagning, er omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om asbest, uanset om man udfører arbejdet erhvervsmæssigt eller privat.
  • Alt indendørs arbejde med asbest må kun udføres af håndværkere med særlig uddannelse.
  • Personer under 18 år må ikke arbejde med at fjerne asbest.
  • Asbestarbejde og asbestbortskaffelse skal anmeldes (se nedenfor under anmeldelser).
  • Asbest og Asbestholdige materialer må aldrig genbruges.

Hvad er asbest?

Asbest er en fællesbetegnelse for en række naturligt forekommende mineraler, der er lette at forme, har stor styrke og først og fremmest kan modstå meget høje temperaturer. 

Asbestfibre kan ikke ses med det blotte øje. De er meget tynde og kan spalte sig på langs til endnu mindre partikler. 

Op gennem 1900-tallet har asbest været meget anvendt både inden for industrien og byggeriet, hvilket betyder, at der findes et vist baggrundsniveau af asbest både inde og ude. 

Baggrundsniveau

Baggrundsniveauet af asbest i lugen varierer med tilstedeværelsen af kilder, geologi og klimatiske forhold. WHO har data om baggrundsniveauer for asbestfibre i udemiljøet i byer på op til 1.000 fibre/m3 i byer, mens der i landområder typisk er mindre end 100 fibre/m3. 

Indendørs kan der, selv uden identificerbare asbestkilder i en bygning, måles op til 1.000 fibre/m3 i indeluften, mens luften i bygninger med asbestkilder kan være noget højere.

Det normale baggrundsniveau af asbest regnes ikke for at være særligt skadeligt eller helbredsmæssig påvirkning, da fibrene er små og koncentrationen af fibrene er lille.

Større asbestfibre som findes udover baggrundsniveauet, har dog vist sig at være stærkt skadelige, da indånding af asbestholdigt støv kan være årsag til blandt andet lungesygdommene asbestose, lungekræft og lungehindekræft. 

De sygdomsfremkaldende virkninger har ført til, at det siden 1986 har været forbudt at anvende asbest og asbestholdige materialer inden for byggeriet. 

Arbejdet med allerede indbyggede asbestholdige materialer er i dag omfattet af foranstaltninger af hensyn til brugernes og bygningsarbejdernes sundhed, ligesom bortskaffelse og deponering af asbestholdige materialer er underlagt strenge regler.

Hvornår og i hvilke bygningsdele blev asbest anvendt?

Asbestholdige materialer har været anvendt i dansk byggeri i perioden 1920 til 1986, hvor det blev forbudt. Derfor kan asbest forekomme i mange bygningsdele og byggevarer fra denne periode. Men også bygninger opført før 1920 kan indeholde asbest, da asbestholdige materialer kan være indbygget senere ved renovering eller om- og tilbygning.

Udendørs er de mest kendte asbestholdige byggematerialer tagplader i form af eternitbølgeplader og eternitskifer, facadebeklædning og murafdækninger.

Indendørs findes størstedelen af de asbestholdige materialer i institutioner og kontor-, industri- og landbrugsbyggerier, hvor de asbestholdige materialer er brugt som aftræks- og luftvarmekanaler, plane og perforerede beklædningsplader, lyddæmpende lofts- og vægplader, gulvbelægninger, afretningslag under gulvbelægninger og fliseklæb.

Indendørs i boliger er asbestholdige materialer brugt i mindre grad. De kan forekomme i loftsbeklædninger, gulvbelægninger, afretningslag under gulvbelægninger, fliseklæb og i isolering omkring rørinstallationer (specielt rørbøjninger).

Isolering omkring rørføringer: 
I varmecentraler og centralvarmeanlæg blev isoleringen af rørbøjninger og kedler før 1972 ofte udført med kiselgur, en lerart forstærket med asbest. 

Identifikation af asbest

Man kan ikke uden videre se på et materiale om det er asbestholdigt eller ej. 

Eternittage

Hvis dit eternittag er fra før 1984, indeholder taget asbest. 

I perioden mellem 1984 og 1988 blev der produceret eternittagplader både med og uden asbest.

Man kan få sikkerhed ved at se på oversiden af tagpladen. Her er påtrykt et nummer på 5-10 cifre. Hvis det første ciffer er 0 eller 1, så indeholder pladen asbest.

Andre byggematerialer

Der kan findes information om asbestholdige byggematerialer solgt i Danmark i Arbejdstilsynets katalog – SBi-anvisning 229.

Størst sikkerhed fås ved udtagning af prøver, som analyseres på laboratorium.

Hvornår er asbest farligt?

Asbestholdige materialer, der er hele og ubeskadigede eller er forseglet lufttæt, anses ikke for at udgøre en sundhedsrisiko. 

Asbestholdige, allerede indbyggede, hele og intakte materialer og komponenter er ikke forbudte. I visse tilfælde vurderes det, at nedtagningen af sådanne materialer og komponenter kan udgøre en større risiko for sundheden end at bevare materialerne intakte. 

I det omfang, at materialer og komponenter ikke er hele og intakte og at der derved sker en frigivelse af asbestfibre til omgivelserne, kan de være farlige for sundheden.

Sundhedsskadelige egenskaber

Når vi mennesker optager asbest ved indånding, trænger asbestfibre ned i vores lunger og kan være med til at give lungesygdomme:

  • Asbestose (også kaldet asbestlunge) er en kronisk lidelse. Den indebærer en ødelæggelse af lungerne (lungefibrose) og hjerteproblemer. Sygdommen kræver kraftig og relativt langvarig udsættelse for asbest. Asbestose kan udvikle sig over en periode på 10 til 30 år. 
  • Lungehindekræft (mesotheliom) er en meget sjælden sygdom, som kun kan opstå fra udsættelse for asbest, og der er ikke nogen helbredende behandling. Lungehindekræft kræver ikke langvarig eller kraftig udsættelse for asbest. Sygdommen er normalt 25-30 år om at udvikle sig. 
  • Lungekræft kræver en langvarig og kraftig udsættelse, før sygdommen opstår. Sygdommen udvikler sig først 10-30 år efter, at man har været udsat for asbest-fibre. Rygere er i ekstra stor fare for at få lungekræft efter arbejde med asbest.

Asbest kan desuden medføre andre kræftsygdomme – for eksempel i mave- og tarmsystemet og i struben.

Hvordan fjernes asbest?

Alt arbejde med asbest, her under nedtagning, er omfattet af ”Bekendtgørelse om asbest” uanset om man udfører arbejdet erhvervsmæssigt eller privat. 

Bemærk! Al indendørs sanering og håndtering af asbest er omfattet af krav til særlig uddannelse. 

Al fjernelse af asbest skal ske så skånsomt og så lidt støvende som muligt dels af hensyn til dem der arbejder med asbesten dels af hensyn til at der ikke sker spredning af asbestfibre til omgivelserne. 

Dette medfører normalt krav til iværksættelse af arbejdsmiljømæssig og miljømæssige foranstaltninger afhængig af opgavens karakter.

Anmeldepligt for asbestaktiviteter

Firmaer og private skal altid anmelde nedtagning af asbestholdige eternitskiferplader samt større asbestarbejder (både udendørs og indendørs) til Arbejdstilsynet. Anmeld til Arbejdstilsynet

Tager du asbestholdige bølgeeternitplader i god stand ned fra et enkelt parcelhus, skal du ikke anmelde det til Arbejdstilsynet.
Har du spørgsmål om anmeldepligt, kan du kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88 eller via deres hjemmeside www.amid.dk.

Anmeldepligt for støjende og støvende aktiviteter

Firmaer og private skal anmelde støvende og støjende arbejde til kommunen, senest 14 dage før de begynder. Anmeld her dine støjende og støvende aktiviteter.

Rensning af almindelige hustage med godkendt udstyr som foregår på hverdage i dagtimerne, skal du som udgangspunkt ikke anmelde til kommunen. Større afrensningsprojekter af en uges varighed eller mere skal du anmelde til kommunen.

Har du spørgsmål om anmeldepligt, kan du ringe til Miljøafdelingen på telefon 56 67 67 67.

Anmeldepligt for asbestaffald herunder håndtering og bortskaffelse

Du skal anmelde større mængder asbestholdigt affald til Affaldsteamet i Miljøafdelingen, der udsteder en anvisning til et godkendt modtageanlæg. 

Modtageanlæg må kun tage imod asbestaffald med en konkret anvisning fra kommunen.

Mindre mængder asbestaffald kan du aflevere uden anvisning på ARGO’s genbrugspladser i overensstemmelse med de til enhver tid gældende modtageregler. Det er forbeholdt pladspersonalet på genbrugsstationen at vurdere, hvornår der er tale om mindre mængder asbest, ligesom de altid har ret til at afvise et læs.

Asbestaffald - sådan skal du håndtere og opbevare affaldet

OBS: Asbest og asbestholdigt materiale må aldrig genbruges!

Der er 3 kategorier af asbestaffald:

Stærkt støvende asbest

Asbestholdigt støv, knuste/pulveriserede materialer, teknisk isolering, kiselgur omkring rør og kedler samt øvrig isolering med asbest, affald fra rensning af tag herunder mos og materiale samlet i tagrender, samt filtre og værne- og beskyttelsesmidler.

Stærkt støvende asbestaffald skal du fugte og lægge i tæt emballage (2 lag klare plastsække) mærket asbest. Sækkene skal du opbevare i en lukket container eller lignende.

Asbestholdigt affald der kan støve

Bløde lofts- og vægplader med asbest, rørisolering omkring pakninger, beskadigede asbestholdige tagplader af eternit eller skiftereternit.

Asbestaffald, der kan støve, skal du fugte og lægge i tæt emballage (2 lag klare plastsække) mærket asbest. Sækkene skal du opbevare i en lukket container eller lignende.

Ikke støvende asbestholdigt affald

Intakte eternittagplader eller intakte eternitskiferplader.

De hele plader, skal opbevares forsvarligt enten i lukket container eller lægges overdækket på en trailer. Du bør emballere eternitpladerne, når du transporterer dem til godkendt modtageanlæg eller genbrugsstationen.

Nedtagning eller renovering af asbestholdigt eternittag eller skifertag

At tage et asbestholdigt eternittag ned må ikke støve og skal ske i overensstemmelse med reglerne i Arbejdstilsynets Vejledning om asbest C.2.2. fra juli 2005. Se også www.asbest-huset.dk under fanen ”Tage”.

Du må gerne selv fjerne eternittagplader fra dit tag. Personer under 18 år må ikke arbejde med at fjerne asbest. Bølgeeternitplader skal skrues fri og nedtages i hel tilstand. Bølgepladerne må du ikke smide ned, fordi de risikerer at knække og frigøre asbestfibre til omgivelserne.

Skifereternit er sømmet eller klæbet og er svære at nedtage i hel tilstand, da de ofte knækker og derfor bør holdes befugtede og behandles som støvende asbestaffald.

OBS. Hvis du skal indsætte en lufthætte eller et vindue eller lave gennemføringer fx til antenner i dit tag så skal den enkelte plade udskiftes. Du må ikke skære i pladerne.

Du skal være opmærksom på, at en gammel eternittagplade kan være porøs og smuldre. Undersiden af et eternittag med asbest kan efter mange år afgive drys på loft og loftisolering. 

Du bør derfor sikre dig, at loftisoleringen bliver dækket til, inden du tager eternittagpladerne ned. En metode er at lægge en presenning under taget.

Hvis du får et professionelt firma til at fjerne dine asbestholdige eternit-tagplader, så anbefaler Køge Kommune, at du opretter en kontrakt. I kontrakten bør der være en aftale om rengøring i tilfælde af støv og knækkede plader. 

Rensning af asbesteternittag eller skifertag

Køge Kommune anbefaler at du vælger et professionelt firma til at klare tagrensningen (højtryksrensning i lukket system med filtrering af spildevandet). Du skal sørge for at firmaets udstyr har en dispensation udstedt af Arbejdstilsynet, samt at de udfører arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt korrekt i overensstemmelse med Arbejdsmiljøloven.

www.nedbrydningssektionen.dk er der en medlemsliste med virksomheder, som har asbestcertifikat og udfører saneringsopgaver efter gældende regler og normer. Det er frivilligt at være på denne medlemsliste, og der findes firmaer med de samme kvalifikationer, som ikke står på medlemslisten.

Hvis du vælger selv at rense dit eternittag, må det kun foregå ved at anvende en blød vandstråle under almindeligt vandværkstryk og med en blød børste uden at anvende rensemidler. Du må ikke anvende højtryksrenser, en stiv kost og børste (stålbørste) eller elektriske slibemaskiner, der kan frigøre og sprede asbestfibrene og dermed være til fare for dit og andres helbred.

Hvis du selv renser dit tag, er det vigtigt, at du får samlet slammet fra rensningen i et passende filter. Filteret skal være tilsluttet dit nedløbsrør, som vandet med slammet kan løbe igennem, inden vandet bliver ledt bort til enten regnvandskloak, spildevandskloak eller faskine. Filteret og slammet fra rensningen af dit tag skal du aflevere til et godkendt modtageanlæg eller genbrugsstationen.

Opsætning af nyt tag oven på dit eksisterende asbest-eternittag

Du kan godt lægge et nyt tag oven på dit eksisterende asbesteternittag. Det er her vigtigt, at du ikke beskadiger det underliggende asbesteternittag, så der bliver frigjort asbestfibre til omgivelserne.

Hvis uheldet er ude

Sker der er en spredning af asbest til omgivelserne, skal du kontakte:

  • Østsjællands Beredskab på tlf. 112 (uden for kommunens åbningstid).
  • Miljøafdelingen ved spredning udendørs på telefon 56 67 67 67.
  • Arbejdstilsynet ved spredning indendørs på telefon 71 12 12 88.
Kontakt Miljøafdelingen
Opdateret af Miljøafdelingen 20.02.19