Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børnepasning og skoler Pasningsmuligheder for 0-6 årige Administrationsgrundlag privat pasning

Administrationsgrundlag privat pasning

Køge kommunes administrationsgrundlag vedrørende samarbejdet med de private børnepassere

Formål

Formålet er at beskrive samarbejdet og opgaverne i Køge kommune vedrørende de private børnepassere. 
Materialet bygger på gældende love og vejledninger.  
Se dagtilbudsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/824

Formålet med loven er:
§ 1. Formålet med denne lov er at

1) fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring gennem dag-, fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud,

2) give familien fleksibilitet og valgmuligheder med hensyn til forskellige typer af tilbud og tilskud, så familien så vidt muligt kan tilrettelægge familie- og arbejdsliv efter familiens behov og ønsker,

3) forebygge negativ social arv og eksklusion, ved at de pædagogiske tilbud er en integreret del af både kommunens samlede generelle tilbud til børn og unge og af den forebyggende og støttende indsats over for børn og unge med behov for en særlig indsats, herunder børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, og

4) skabe sammenhæng og kontinuitet mellem tilbuddene og gøre overgange mellem tilbuddene sammenhængende og alderssvarende udfordrende for børnene.

Vi forventer den private børne passer orienterer sig i dagtilbudsloven. 

Øvrigt anvendt og relateret materiale vedrørende privat pasning kan findes på Køge Kommunes hjemmeside: www.koege.dk. 

 

Definition af en privat børnepasser

En privat børnepasser bliver godkendt efter Dagtilbudsloven §§ 78-79. 
De er selvstændige og fastsætter derfor selv prisen på pasningstilbuddet, samt hvilke børn de ønsker at passe i deres pasningstilbud. Dette betyder også, i modsætning til kommunale dagplejere, at private børnepassere ikke har noget ansættelsesforhold i Køge Kommune, og kommunen kan ikke anvise pladser hos den private børnepasser. 

Derudover står der i §78a følgende: ”Private pasningsordninger må alene anvende betegnelsen privat pasningsordning om ordningen i alle offentlige sammenhænge. 

Køge Kommune er godkendelses- og tilsynsmyndighed for privat pasning, hvilket blandt andet betyder, at Køge Kommune er forpligtet til at have kendskab til, hvilke personer forældre og private børnepassere ansætter, herunder vikarer, virksomhedspraktikanter m.v. 

 

Andre ansættelsesforhold i privat pasningsordning

Den private børnepasser har mulighed for at få godkendt en vikar, som kortvarigt kan passe børnene hos den private børnepasser. Vikaren kan benyttes, hvis den private børnepasser f.eks. skal til læge, deltager i kursusaktivitet eller lignende, hvor det kan være svært at afsætte tid uden for normale åbningstider. 
Længerevarende brug af vikarer sker efter konkret vurdering og skal godkendes af Køge Kommune. Ved længerevarende vil normalt forstås, at børnene passes af en vikar i over 14 dage, eller hvis der i perioder er intensivt brug af vikar, selv om børnepasseren lejlighedsvis er til stede.
Vikaren skal godkendes af Køge Kommune og der indhentes børneattest. Forældrene skal oplyses om, hvem børnepasseren har fået godkendt som vikar og hvornår børnepasseren benytter vedkommende til pasning af deres barn. 

 

Godkendelse af privat pasningsordning

Godkendelsesproceduren 

Når en person ønsker at blive privat børnepasser er det dagplejen i Køge kommune der godkender ansøgningen.
Den private passer får tilsendt et ansøgningsskema som udfyldes og returnenes til dagplejekontoret. 
Herefter kommer dagplejen ud og godkender hjemmet og vurderer hvor mange børn den private passer kan godkendes til, dog max 5 børn. Dette sker ud fra en konkret vurdering af børnepassers personlige kompetencer, erfaring og de fysiske rammer.
Besøget indeholder altid en gennemgang af forpligtelser i forhold til Dagtilbudsloven, orientering om den skærpede underetningspligt samt en gennemgang af sikkerhedsforanstaltninger på det godkendte sted. 

Børneattest

Herudover er Køge Kommune ansvarlig for, at der, efter samtykke med ansøgeren, indhentes børneattest på ansøger samt på eventuel partner, hjemmeboende børn over 15 år, og logerende på ansøgers adresse. Sagsbehandlingen vedr. indhentning af attester sker via Rigspolitiet og internt i kommunen.

Godkendelsens ophør 

Godkendelsen gælder indtil den bringes til ophør af børnepasseren selv eller kommunen. Der føres ikke tilsyn, hvis børnepasseren ikke har fået børn i pasning. Kommunen fører dog også kontrol hermed i forbindelse med udbetaling af tilskud til forældrene. 
Hvis børnepasseren ikke inden for en periode på seks måneder fra godkendelsen har fået indskrevet børn i pasningsordningen, bortfalder godkendelsen. Dog med undtagelse af private børnepassere på barselsorlov, hvor orlovsperioden rækker udover seks måneder. Den private børnepasser kan søge om fornyelse af godkendelsen. Ved ansøgning om fornyelse skal kommunens undersøgelse tage afsæt i tidligere godkendelse og skal således primært have fokus på, om der er sket ændringer, der forrykker godkendelsesgrundlaget. Det samme gælder, hvis pasningsordningen har været lukket i mere end seks måneder, fx på grund af sygdom. 

Ophør/tilbagekaldelse af godkendelse 

Hvis børnepasseren selv ønsker at ophøre med sin godkendelse, kan det ske ved, at den private børnepasser orienterer forældrene herom og orienterer skriftligt til Køge Kommune, eller giver besked om dette, når pågældende får besøg af tilsynsførende. 
Af hensyn til forældrenes mulighed for at finde alternativ pasning opfordrer Køge Kommune til, at der gives et varsel på tre måneder. 
Køge Kommune kan ikke afskedige private børnepassere, da de er selvstændige erhvervsdrivende. Det er dog muligt for Køge Kommune at tilbagekalde en godkendelse, hvis betingelserne for fortsat godkendelse ikke længere er til stede. 

Klager over private børnepassere 

En klagesag kan opstå hvis Køge Kommune kommer i besiddelse af informationer, som giver anledning til tvivl om godkendelsen skal fortsætte. Kommunen igangsætter en sagsbehandling, der skal følge de forvaltningsretlige regler. Det betyder, at kommunen skal undersøge sagen tilstrækkeligt, partshøre børnepasseren og træffe en afgørelse, der vil være skriftlig og begrundet. 
Der gives klagevejledning, hvis kommunen træffer afgørelse om at trække en godkendelse af et privat pasningstilbud.

 

Vilkår for den private pasningsordning

Kontrakt med forældre 

En kontrakt indgået mellem privat børnepasser og forældre skal være Køge Kommune i hænde senest 1 måned før startdatoen. 
Det er den privates ansvar at indsende kontrakten til kommunen.
Det er forældrenes ansvar at ansøge kommunen om tilskud til pasning i ordningen.
Ændringer vedrørende startdato, slutdato, pris og antal timer indberettes skriftlig til kommunen. Kontrakten skal som minimum indeholde oplysninger om åbningstid, ferie, kost og opsigelsesvarsler.

Opsigelsesvarsel 

Opsigelsesvarslet imellem den private pasningsordning og forældrene kan maksimalt være løbende måned + 1 måned da ordningen sidestilles med et kommunalt tilbud. Modtager forældrene tilskud til privat pasning, skal de orientere Køge Kommune, når aftalen med børnepasseren ophører. Køge Kommune skal have besked om datoen for ophør af pasningsaftalen. 

Sygdom 

Hvis en privat børnepasser er syg, skal personen ikke meddele Køge Kommune herom. Vælger børnepasseren at bruge en vikar, er det børnepasserens ansvar, at forældrene er bekendt med løsningen og at vikaren er godkendt, samt at børneattester er indhentede. Det er børnepasserens ansvar, at den eventuelle vikar kan varetage pasningen af børnene i et pædagogisk forsvarligt miljø. Den private børnepasser skal forinden vikaren indgår i pasningen af børnene sørge for, at vikaren er godkendt af Køge Kommune. 

Rygning 

Køge Kommunen skal føre tilsyn med, at alle dagtilbud overholder reglerne om røgfri miljøer i lov om røgfri miljøer, lov nr. 512 af 06/06 2007. Regler om røgfri miljøer i dagtilbud omfatter også private pasningstilbud. Det følger af ovennævnte lov, at det ikke er tilladt at ryge indendørs i dagtilbud eller på Dagtilbuddets udendørsarealer, hvor børn færdes. 
Det er ikke tilladt at ryge på matriklen, når der passes børn. Reglerne om røgfri miljøer indebærer, at Køge Kommune gennem det løbende tilsyn skal sikre, at der ikke ryges på matriklen, når der passes børn. Lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfri hele døgnet. 

Skat 

Børnepasseren skal selv sende sine skattepligtige oplysningerne ind til Skat, hvilket blandt andet vil sige feriedage, fridage og tilskudsinformationer. Vejledning til dagtilbudsloven afsnit 770: Kommunen skal indberette det fulde vederlag til e-indkomst, som vederlagsmodtageren får for pasning af de børn, hvortil kommunen yder tilskud. 

Flytning 

Hvis barnet flytter bopælskommune, men fortsætter pasning hos den samme børnepasser, er det vigtigt, at kommunen orienteres om flytningen, idet tilskuddet skal udbetales fra bopælskommunen.

 

Tilsyn i private pasningsordninger

Indhold og rammer for tilsyn 

Køge Kommune skal godkende aftalen om privat pasning mellem forældrene og den private pasningsordning og løbende føre tilsyn med børnepasseren. Der føres ikke tilsyn med det enkelte barn i de private pasningsordninger. Men der påhviler kommunen en underetningspligt ift. det enkelte barn, hvis man i forbindelse med tilsynet bliver opmærksom på, at et barn har behov for særlig støtte, jf. servicelovens krav i § 153 om skærpet underetningspligt. 
Tilsynet skal foretages på den godkendte pasningsadresse. Tilsynet har 
(jf. dagtilbudsloven) til formål at sikre, at børnepasseren formår at understøtte barnets trivsel, udvikling og læring. 
Får kommunalbestyrelsen kendskab til, at forholdene i en privat pasningsordning er uforsvarlige eller ikke lever op til rammerne, hvormed godkendelsen er givet, kan kommunalbestyrelsen inddrage en allerede udstedt godkendelse. 

Anmeldt og uanmeldt tilsyn 

Der foretages årligt minimum tre anmeldte og ét uanmeldt tilsyn hos de private børnepassere. Tilsynet skal sikre, at den private børnepasser bidrager til barnets trivsel, udvikling, læring samt sikre de sikkerhedsmæssige og hygiejniske forhold. Ved tilsynet lægges der, jf. ministeriets vejledning, vægt på børnepasserens kompetencer. Formår hun/han at omsætte råd og vejledning til praksis, udvikle barnet, reagere positivt på og justere sig ift. barnets behov, yde omsorg og respondere anerkendende på barnets signaler. 
Tilsynet forholder sig således til, om den private børnepasser opfylder lovgivningens og vejledningens krav til pasning, og om beskrivelsen af praksis svarer til den praksis, der konstateres ved tilsynsbesøget. 
En del af tilsynet er en kontrol, idet det kontrolleres, at de børn, der udbetales tilskud til jf. kontrakterne, faktisk bliver passet hos børnepasseren, samt om godkendte vikarer og ansatte fortsat har en arbejdsrelation til børnepasningen. 

Børn i privat pasning over kommunegrænser

 Barnets bopælskommune har tilsynsforpligtelsen og børnepasserens bopælskommune har godkendelsesforpligtelsen. 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje