Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Bolig og byggeri Energi, vand og varme Olietanke under 6.000 L

Olietanke under 6.000 L

Her kan du læse om regler for olietanke på under 6.000 liter

Som ejer af en olietank er det dit ansvar, at din olietank er godkendt, i ordentlig stand og ikke er for gammel. Hvis din olietank ikke overholder miljøkravene, herunder sløjfningsfrister, risikerer du ved et eventuelt olieudslip, at din forsikring ikke dækker - og så skal du selv betale for at få fjernet forureningen. 

Regler for villaolietanke (under 6.000 liter) 

Senest to uger inden du etablerer en ny olietank, skal du sende en anmeldelse til Køge Kommune via Byg- og Miljøportalen.
I anmeldelsen skal du beskrive tanken, samt vedlægge en skitse over tankens placering på ejendommen.
Du skal også indsende en kopi af tankattesten til Køge Kommune efter installering af olietanken. 
Har du allerede en olietank, som ikke tidligere er blevet anmeldt til kommunen, skal du straks registrere din olietank i BBR ved at anmelde den på Byg- og Miljøportalen. 

Afstandskrav til vandboringer 

Både nedgravede og overjordiske olietanke skal placeres mindst 25 m fra drikkevandsboringer og mindst 50 m fra almene vandforsyningsbrønde eller boringer. Derudover må der ikke nedgraves olietanke inden for beskyttelsesområderne for grundvandsindvinding (BNBO - BoringsNære BeskyttelsesOmråder). Det er derfor vigtigt, at du sender anmeldelsen af olietanken til kommunen i god tid inden etablering , så kommunen kan tjekke om afstandsreglerne er overholdt. 

Øvrige krav i forbindelse med etablering 

Du kan finde afstandskrav til bygninger og skel m.m. i Olietankbekendtgørelsen.

Må jeg etablere et oliefyr?

Folketingets energiaftale (2012) har skærpet reglerne for installation af oliefyr:
Fra 2013 må der ikke installeres oliefyr i nye huse, medmindre der ikke er egnede alternativer til rådighed. 
Fra 2016 må der ikke installeres oliefyr i eksisterende huse i områder med fjernvarme eller naturgas som alternativ.

Hvornår skal din olietank sløjfes? Det afhænger af: 

  • om tanken er nedgravet eller overjordisk
  • tankens placering
  • tankens alder 

Olietanke under 6.000 liter har lovbestemte sløjfningsfrister/sløjfningsterminer, dvs. en lovbestemt max-levetid på 30 eller 40 år. Din olietanks sløjfningsfrist står på tankattesten. Hvis olietanken ikke er sløjfet korrekt eller indenfor sløjfningsfristen, risikerer du, at din forsikring ikke dækker i tilfælde af en forurening. Vær opmærksom på, at din olietanksforsikring kun dækker i 6 måneder, efter at tanken er taget ud af brug.  Hvis der, efter sløjfning af en olietank, konstateres en olieforurening på din grund, skal du selv betale for oprydning og genopretning af jorden på din ejendom. Når du sløjfer din olietank, bør du derfor samtidig få undersøgt jorden omkring din olietank, så forsikringen betaler oprydningen efter en evt. forurening. 

Gælder alle tanke ved ophør 

Når du ikke længere skal bruge din olietank, bør du opbruge olien, så tanken er så tom som muligt inden den sløjfes. De sidste liter olie i tanken er opblandet med slam og vand og skal bortskaffes som farligt affald. Affaldet kan IKKE genbruges i andre dieselmotorer. 

Sløjfning foregår således: Olietanken skal tømmes og restindhold af olie/slam/vand i tank og rør skal fjernes. Tanken skal bundsuges af en slamsuger. Restindholdet fra tanken er farligt affald og skal afleveres i lukkede beholdere på Argo’s genbrugspladser eller hos et anden godkendt modtageanlæg. Se Argo's genbrugspladser her.

Når tanken er sløjfet ved enten fjernelse eller afblændning, skal du anmelde sløjfningen til Køge Kommune via Byg- og Miljøportalen.

Hvilken olietank har du? 

Olietankens tekniske oplysninger står på dens tankattest. Tankattesten er et dokument der følger med den enkelte olietank. På de fleste olietanke er der fastmonteret en lille metalplade (kaldet en "tankplade"), hvor de tekniske oplysninger også står på. Det er den enkelte olietanks identifikationsoplysninger. Hvis din tankattest er blevet væk, kan du muligvis finde den i Køge Kommunes digitale tegningsarkiv eller rekvirere den hos producenten/leverandøren. Søg efter tankattest i FilArkiv.

Det er meget vigtigt, at du har tankattesten og/eller tankpladen, da de tekniske oplysninger, bl.a. tankens produktionsår og type, fortæller hvornår olietanken skal sløjfes. En olietank, hvis tekniske oplysninger ikke kan dokumenteres, skal sløjfes uanset hvad.

Sløjfning af nedgravet tank - opgravning

Kontakt Køge Kommunes Jordteam på tlf. 56 67 69 26 senest 14 dage før opgravning, så vi har mulighed for at inspicere olietank og tankhul. Tanken skal opgraves, og rør, påfyldningsstuds og udluftningsrør fjernes. Tank og rør skal bortskaffes hos skrothandler eller på én af Argo's genbrugspladser. Afmeld tanken via Byg- og Miljøportalen. 

Sløjfning af nedgravet tank - afblænding

Ved afblænding forbliver olietanken i jorden, men slæjfes ved afblænding. Påfyldningsstuds og udluftningsrør skal afmonteres og tanken afblændes, så påfyldning ikke kan finde sted. Vi anbefaler, at du får anlægget afmonteret af en autoriseret VVS-mester.  Vi anbefaler også, at tanken fyldes med sand, hvis tanken er nedgravet i indkørsler eller på parkeringsarealer. Nedgravede tanke, som ikke fjernes, kan styrte sammen eller komme op til overfladen efter nogle år.  Afmeld tanken via Byg- og Miljøportalen.

Sløjfning af overjordisk tank 

Tank og rør skal bortskaffes hos skrothandler eller på en af Argo's genbrugspladser. Påfyldningsstuds og udluftningsrør afmonteres, så påfyldning ikke kan finde sted. Vi anbefaler, at du får anlægget afmonteret af en autoriseret VVS-mester. Afmeld tanken via Byg- og Miljøportalen.

Hvornår skal din olietank sløjfes? Olietanke under 6.000 liter har lovbestemte sløjfningsterminer (dvs. en lovbestemt max-levetid) på 30 eller 40 år. Din olietanks sløjfningstermin fremgår af din tankattest. Olietanke under 6.000 liter skal derfor tages ud af brug eller sløjfes, senest når de når deres max-levetid. Hvis din tank ikke er sløjfet korrekt eller i henhold til sløjfningsterminen, risikerer du, at din forsikring ikke dækker i tilfælde af en forurening.  

Tjek hvornår din olietank skal sløjfes.

Olietanke produceret før 1999, er typisk uden korrosionsbeskyttelse, og har derfor kortere levetid end nyere tanke. 

Overjordiske tanke fra før 1999 har en max levetid på 30 år.
Er din overjordiske ståltank opsat i f.eks. 1991 eller tidligere, er den med stor sandsynlighed for gammel, og dermed ulovlig. Tanken skal udskiftes hurtigst muligt. 

Nedgravede tanke (stål) fra før 1999 har en max levetid på 40 år.
Er din nedgravede ståltank etableret i f.eks. 1981 eller tidligere, er den med stor sandsynlighed for gammel, og dermed ulovlig. Tanken skal udskiftes hurtigst muligt. 

Oliebranchen har i samarbejde med Topdanmark oprettet en forsikringsordning. Forsikringsordningen dækker oprydning efter oliespild ved opfyldning af olietank, samt læk fra tank eller rørsystemer under brug. For at opnå dækning fra olieforureningsforsikringen skal olien i din tank leveres af et olieselskab, der har etableret forsikringen sammen med Topdanmark:   

  • Circle K Danmark A/S 
  • Q8 Danmark A/S 
  • Dansk Fuels A/S 
  • YX Danmark A/S 
  • OK a.m.b.a. 
  • Go’on
  • Carl Jensens Marinelager A/S 

På Topdanmarks hjemmeside kan du læse mere om, hvad forsikringsordningen omfatter. Læs om forsikringsordningen på Topdanmarks hjemmeside.
Du må gerne købe olie fra et andet olieselskab, så længe de sælger olie fra et af de nævnte selskaber.  

Vær opmærksom på, at forsikringsordningen ikke omfatter ejendomme hvor mindre end 50 % af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse. Vær opmærksom på, at forsikringen ikke dækker, hvis olietanken er ulovlig, dvs. hvis tanken er for gammel eller hvis tanken ikke overholder kravene i olietankbekendtgørelsen.  

BEMÆRK:

Alle henvendelser vedrørende private olietanke under 6.000 liter skal rettes til Byg på mail: byg@koege.dk eller på tlf. 56 67 24 55.

Alle henvendelser vedrørende olietanke over 6.000 liter skal rettes til Miljø på mail: miljoe@koege.dk eller på tlf. 56 67 20 24. 

Byggesag

Torvet 1, 4600 Køge

Åbningstider og telefontider

Jord

Torvet 1, 4600 Køge

Telefontider og åbningstider

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje