---
title: "Kompensationsydelse"
description: "Støtte til nødvendige kompensationsberettigede udgifter for voksne"
date: "2025-10-07"
created: "2022-08-25"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Borger](https://www.koege.dk/borger)

                    [Hjælp og støtte](https://www.koege.dk/borger/hjaelp-og-stoette)

                    [Handicap og særlige behov](https://www.koege.dk/borger/hjaelp-og-stoette/handicap-og-saerlige-behov)

                [Kompensationsydelse](https://www.koege.dk/borger/hjaelp-og-stoette/handicap-og-saerlige-behov/kompensationsydelse)

# Kompensationsydelse

Har du en varigt nedsat funktionsevne, kan du søge om dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter, du har i din dagligdag.

Formålet er at medvirke til, at du og din familie kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Derudover er formålet at give dig mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes.

## Hvem kan søge om hjælp til kompensationsberettigede udgifter?

For at få hjælp til dækning af kompensationsberettigede udgifter, er der en række kriterier som skal være opfyldt:

- **+ 18 år.** Du skal være mellem 18 år og folkepensionsalderen (eller har opsat din folkepension)
- **Varig nedsat funktionsevne**. Du har en varig eller langvarig nedsat funktionsevne (fysisk eller psykisk)
- **Indgribende karakter**. Konsekvenserne af din funktionsnedsættelse er af indgribende karakter i din dagligdag
- **Hjælpeforanstaltninger**. Din funktionsnedsættelse medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger (f.eks. hjælpemidler, bevilget hjælp og støtte, førtidspension efter 2003)
- **Minimumsgrænse for gruppe 1:** For at få hjælp til dækning af kompensationsberettigede udgifter, skal du have nødvendige udgifter for minimum kr. 555 pr. måned eller kr. 6.660 om året (sats for 2025).
- **Minimumsgrænse for gruppe 2:** For at få hjælp til dækning af kompensationsberettigede udgifter, skal du have nødvendige udgifter for minimum kr. 2000 pr. måned eller kr. 24.000 om året (sats for 2025).

Kompensationsydelse til voksne er reguleret i Servicelovens § 100.

Får du førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig pension, kan du ikke få ydelser efter Servicelovens § 100, medmindre
du får kontant tilskud efter Servicelovens § 95 eller borgerstyret personlig
assistance efter § 96.

Det er en betingelse, at de kompensationsberettigede udgifter er en konsekvens
af din nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller
andre bestemmelser i Serviceloven.

Du kan få dækket dine nødvendige kompensationsberettigede
udgifter uanset din boform, det vil sige også selv om du for eksempel bor i bofællesskab
eller i botilbud.

Der findes to grupper, der kan søges kompensationsydelse efter| Kategori | Gruppe 1 | Gruppe 2 |
| --- | --- | --- |
| **Udgiftsniveau** | Mellem
555 kr. – 1.999 kr. pr. måned (under 24.000 kr. pr. år) | Over
2.000 kr. pr. måned (over 24.000 kr. pr. år) |
| **Dokumentationskrav** | Udgifter
skal **sandsynliggøres** | Udgifter
skal **dokumenteres** |
| **Ydelse** | 1.105
kr. pr. måned | Faktiske
dokumenterede udgifter på positivlisten + 500 kr. pr. måned |
| **Positivliste** | Ikke
relevant | Ja –
udgifter skal være på positivlisten |
| **Supplerende kompensation** | Nej | Ja –
mulighed for ekstra kompensation ved en udgiftspost over 15.000 kr. om året. |

#### Gruppe 1

Når du ansøger om kompensationsydelse efter gruppe 1 skal du sandsynliggøre dine løbende og enkeltstående kompensationsberettigede udgifter. Alle typer af kompensationsberettigede udgifter kan medtages i overslaget f.eks.

- Lægeordineret medicin
- Kørsel til f.eks. ordineret behandling
- Lægeordineret diæt
- Ekstra tøjvask
- Driftsudgifter og befordring forbundet med en bevilget handicapbil

Det er ikke en udtømmende liste og det er vigtigt, at du tænker godt igennem, hvilke udgifter du har, inden du søger om kompensationsberettigende hjælp.

#### Gruppe 2

Når du ansøger om kompensationsydelse efter gruppe 2 skal du dokumentere udgifterne. Dette gøres f.eks. med bon og udskrift fra apotek.

Følgende typer af kompensationsberettigede udgifter er godkendt i gruppe 2:

- Udgifter til kost - og diætpræparater
- Udgifter til medicin
- Udgifter til befordring og udgifter til drift ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil.
- Udgifter til forhøjet husleje, herunder indskud.
- Udgifter til fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- Udgifter til handicaprelaterede kurser.
- Udgifter til beklædning.
- Udgifter til el, vand og varme.
- Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. (2025-niveau) om måneden.

## Hvad dækkes ikke af kompensationsydelsen?

Kompensationsydelsen omfatter *ikke*:

- Udgifter, der kan dækkes af anden lovgivning, for eksempel hjælpemidler efter § 112 eller Sygeforsikringen "Danmark".
- Egenbetaling ved andre sociale ydelser for eksempel afdrag på handicapbil.
- Udgifter til behandlinger som f.eks. fodterapi, fysioterapi, psykologhjælp.
- Almindelige leveomkostninger, som personer uden handicap også har.
- Udgifter, der ikke er en direkte følge af funktionsnedsættelsen.

## Hvordan søger jeg?

Det er Køge Kommune der afgør, om du kan få dækket udgifter. For
at søge skal du bruge selvbetjeningsløsningen her på siden.

Ved ansøgning skal du tage stilling til, om du ønsker at søge om
hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter efter gruppe 1 eller 2.

Når du har ansøgt om kompensationsydelse efter enten gruppe 1 eller gruppe 2, tager kommunen udelukkende stilling til, om du kan modtage
hjælp efter den søgte gruppe. Hvis du har søgt efter gruppe 2, vil kommunen
dog, hvis den konstaterer, at der ikke er dokumenteret tilstrækkeligt med
kompensationsberettigende udgifter efter gruppe 2, men minimumsbeløbet for
gruppe 1 derimod er opfyldt, uden yderligere ansøgning, udbetale
kompensationsydelse efter gruppe 1.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du
ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Du skal selv dokumentere og/eller sandsynliggøre din
funktionsnedsættelse og, at det medfører ekstraudgifter for dig.

                            [Ansøg om hjælp efter Gruppe 1](https://www2.borgeronline.dk/259/MY340A)

                            [Ansøg om hjælp efter Gruppe 2](https://www2.borgeronline.dk/259/MY340B)

## Socialafdelingen

Torvet 1, 4600 Køge

56672628

[Sådan behandler vi dine personoplysninger i Socialafdelingen](https://www.koege.dk/MOLIRIPAGE/f21734bc-e9ef-41a3-95fd-f4ad3ea8d307 "Sådan behandler vi dine personoplysninger i Socialafdelingen")

[Send sikkerpost](https://post.borger.dk/send/5830392d-b3e1-4102-a2dc-eeae2c0a611e/bc340c1f-9c2a-451b-ab88-b378fe077f6e/ "Send sikkerpost")
