Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Hjælp og støtte Kvalitetsstandarder og tilsyn Kvalitetsstandard for nødkald og nøglecylinder

Kvalitetsstandard for nødkald og nøglecylinder

Godkendt af Ældre- og Sundhedsudvalget den 12. marts 2024

Lovgrundlag

Serviceloven § 112

Hvad er formålet med indsatsen?

Et nødkald skal give dig mulighed for at tilkalde hjælp fra egen bolig i en nødsituation, hvor hjælpen ikke kan tilkaldes på anden vis.

En nøglecylinder skal give personale, der skal yde hjælp og støtte til dig, adgang til din bolig.

Hvad omfatter indsatsen?

Et nødkaldsapparat sikrer, at du kan tilkalde hjælp i nødsituationer, hvis du ikke er i stand til at benytte mobiltelefon, trådløs telefon eller andre teknologiske apparater.

Du skal være opmærksom på, at nødkaldets rækkevidde er begrænset til boligen.

Nødkaldsapparatet er tilknyttet en sender, som bæres om håndled eller om halsen.

Indsatsen til nødkald omfatter:

  • Fastnetabonnement - hvis du ikke i forvejen har et og en mobilløsning ikke kan tilbydes
  • Afprøvning af apparatet.
  • Udskiftning af nøglecylinder.
  • Nedtagning af nødkaldsapparat efter endt brug.

Indsatsen til nøglecylinder omfatter:

  • Opsætning/nedtagning af en nøglecylinder.
  • Opbevaring af din egen nøglecylinder og nøgler hos låsesmed.
  • Udlevering af 3 nøgler.
  • Information om systemet.
  • Der ydes hjælp til opsætning af en nøglecylinder.

Hvem kan modtage indsatsen?

Du kan få indsatsen, hvis du er over 18 år, har folkeregisteradresse i Køge Kommune og har et væsentligt behov for ikke-planlagt uopsættelig hjælp svarende til 2-3 gange om ugen

For bevilling af nødkald gælder desuden følgende kriterier:

  • At du gentagne gange har haft behov for at tilkalde hjælp indenfor en kortere periode.
  • At andre initiativer er afprøvet for at forhindre fx fald og dermed, at du undgår situationer, hvor du akut har behov for hjælp.
  • At du ikke kan tilkalde hjælp på anden visved brug af trådløs fastnettelefon, mobiltelefon eller anden teknologisk apparat
  • At der er dokumenteret faldrisiko, hvor du ikke selvstændigt kan komme op. Eller at der er dokumenteret risiko for akut nød. Dit behov skal være af længerevarende karakter. Enkeltstående episoder skal undersøges yderligere for iværksættelse af forebyggende tiltag, inden der kan bevilliges nødkald.
  • At du kognitivt er i stand til at benytte et nødkald.
  • Borgere som primært bor alene og ikke har pårørende/netværk, der kan modtage opkaldet i akutte situationer via fx privat nødkald eller mobiltelefon.
  • Borgere der er i kritiske situationer eller har livstruende sygdomsanfald og ikke kan tilkalde hjælp via mobil, trådløs eller fastnettelefon eller handicapegnet telefon
  • Borgere der ikke kan give udtryk for deres behov for hjælp via mobil, trådløs  fastnettelefon, handicapegnet telefon eller andre teknologiske apparater.

For bevilling af nøglecylinder skal du desuden opfylde ét eller begge af følgende kriterier:

  • Du er bevilliget nødkald.
  • Du er bevilliget hjælp og støtte og ikke selv kan åbne døren.

Hvor længe kan du få indsatsen?

Du kan få indsatsen, så længe Køge Kommune vurderer, at dine begrænsninger i funktionsevnen nødvendiggør hjælpen.

Vurderes der behov for nødkald og/eller nøglecylinder i forbindelse med udskrivelse fra sygehuset betragtes det som et udlån, og der vil blive fuldt op ved en visitator.  

Iværksættelse og afmelding af indsatsen

Et nødkald opsættes indenfor 2 hverdage fra bestilling. Dette gælder dog kun, hvis der ikke er forhindringer for iværksættelsen i form af manglende fastnettelefon eller lignende.

En nøglecylinder opsættes indenfor 3 hverdage fra bestillingen.
Leverandøren kontakter dig i forhold til opsætningen. Dette sker indenfor normal arbejdstid.

Afmelding af såvel nødkald som nøglecylinder sker ved kontakt til Ældre- og Sundhedsafdelingen.

Hvad indgår ikke i indsatsen?

Ved nødkald ydes der ikke hjælp og støtte til:

  • Tryghedsopkald – men der kan ydes råd og vejledning til køb af mobiltelefon med nødkaldsknap og til køb af privat nødkaldeanlæg.
  • Opkald vedr. pleje – her henvises til vanlig leverandør.
  • Installation af 220V stikkontakt.
  • Reparation af defekte stikkontakter.

Ved nøglecylinder ydes der ikke hjælp og støtte til:

  • Reparation af eksisterende nøglecylindere og døre.
  • Opsætning af mere end en nøglecylinder pr. bolig.
  • Erstatning af manglende nøgler og cylinder i forbindelse med nedtagning (det er borgers ansvar).

Hvem leverer indsatsen?

Nødkaldet besvares af Køge Kommunes døgnsygepleje, der efter en individuel vurdering kan videregive henvendelse til en af de leverandører, som er godkendt til at udføre den konkrete opgave, som opkaldet drejer sig om.

Nøglecylinder leveres af private leverandører, som Køge Kommune har indgået aftale med.

Er der egenbetaling?

Udgifter til installation af nødkald og nøglecylinder afholdes af Køge Kommune.

Ved bevilling af nødkald afholder du selv udgifterne for følgende:

  • Nødkaldsopkald (almindelig telefontakst).
  • Evt. installation af 220V stikkontakt.
  • Manglende dele ved aflevering.

Ved bevilling af nøglecylinder, har du mulighed for at få udleveret mere end 3 nøgler mod egenbetaling heraf. Nøglerne bestiller du hos Ældre- og Sundhedsafdelingen. Betaling sker direkte til leverandøren.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje