Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Hjælp og støtte Kvalitetsstandarder og tilsyn Kvalitetsstandard for praktisk hjælp – rengøring

Kvalitetsstandard for praktisk hjælp – rengøring

Godkendt af Ældre- og Sundhedsudvalget den 12. marts 2024

Lovgrundlag

Serviceloven § 83

Hvad er formålet med indsatsen?

Indsatsen skal hjælpe og støtte dig til så vidt muligt at blive i stand til selv at varetage din rengøring og andre praktiske opgaver i hjemmet.

Hvad omfatter indsatsen?

Indsatsen kan omfatte hjælp og støtte til:

  • Støvsugning og gulvvask
  • Rengøring af toilet og håndvask
  • Skift af sengetøj
  • Aftørring af støv i nåhøjde
  • Afkalkning af kaffemaskine

Leverandøren vurderer i samråd med dig, hvilke rengøringsopgaver, der skal prioriteres den enkelte rengøringsdag, dog med fokus på sikkerhed og sundhed i dit hjem.

Der er fokus på, hvorvidt du kan udføre rengøringsopgaverne ved hjælp af tekniske produkter der forhandles som sædvanligt indbo i almindelig handel, såsom robotstøvsuger med gulvvaskerog ergonomiske rengøringshjælpemidler. Udgifter til et eventuelt køb af disse produkter vil være en egenudgift, da det betragtes som sædvanligt indbo.  

I tilfælde, hvor hjælpemidler, arbejdsteknikker og ergonomi ikke helt eller delvist kan afhjælpe dig ved rengøring, visiteres hjælp til de rengøringsopgaver, som du ikke selv kan udføre, jf. ovenstående. Når der støvsuges eller vaskes gulv rykkes der ikke rundt på tunge møbler.

Hjælpen til rengøring leveres 25 gange om året.

Ved vurdering af dit behov for hjælp ses der på husstandens samlede behov og ressourcer.

Køge Kommune kan dispensere for omfanget af hjælpen og støtte i følgende situationer:

  • hvis du har:
    • risiko for at falde på grund af spild på gulvet og ikke selv kan handle på dette.
    • øget rengøringsbehov på grund af førerhund eller brug af samme kørestol indendørs og udendørs.
    • risiko for, at dit hjem ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at bo i.
  • Sundhedsstyrelsen stiller skærpede krav til rengøringen for at forebygge smittespredning.

Du skal være opmærksom på, at hjælpen og støtten er baseret på en boligstørrelse på ca. 67 m2, hvor boligen har stue, køkken, soveværelse, badeværelse og entre.

Herudover bevilliger Køge Kommune hovedrengøring, som indebærer hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring, som kun skal ske en enkelt eller få gange om året.   Det kan være opgaver som fx vask af skabe, synlige paneler eller dørkarme, vask eller afkalkning af fliser i badeværelse med godkendte produkter, støvsugning af møbler, afrimning af mindre fryser, rengøring af køleskab mv. Løse tæpper og tunge møbler flyttes ikke som led i rengøringen.

Afgørelsen beror på en konkret vurdering af dit behov, hvor udgangspunktet er en årlig hovedrengøring samt en vurdering af om der er tale om en nødvendig praktisk opgave, som er en naturlig del af at have et hjem

Praktiske opgaver, som ikke er nødvendige eller som forudsætter en særlig viden, ekspertise eller uddannelse hører ikke til kommunal rengøring.

Hvem kan modtage indsatsen?

Du kan få indsatsen, så længe Køge Kommune vurderer, at dine begrænsninger i funktionsevnen nødvendiggør hjælpen.

Hvor længe kan du få indsatsen?

Du kan få indsatsen, så længe Køge Kommune vurderer, at dine begrænsninger i funktionsevnen nødvendiggør hjælpen.

Iværksættelse og afmelding af indsatsen

Hjælp og støtte til praktiske opgaver, der skal leveres hver uge, iværksættes inden for en uge efter bevillingstidspunktet.

Hjælp og støtte til praktiske opgaver, der skal leveres hver anden uge, iværksættes inden for 14 dage efter bevillingstidspunktet.

Du aftaler selv med leverandøren, hvornår hjælpen udføres. Indsatsen leveres i dagtimerne på hverdage.

Du skal være opmærksom på, at hjælpen kan flyttes +/- 1 time i forhold til det aftalte tidspunkt uden at du informeres.

Hvis du ikke ønsker at modtage hjælpen, har du pligt til at melde afbud til leverandøren senest dagen før besøget kl. 12. Der tilbydes ikke erstatningstid.

Hvis din hjælp og støtte falder på en helligdag, giver leverandøren ét tilbud om erstatningsbesøg.

Hvis leverandøren aflyser planlagt hjælp, tilbydes du erstatningshjælp inden for rimelig tid og inden næste planlagte besøg.

Hvis du ønsker at skifte leverandør, sker dette ved udgangen af næste måned.

Hvad indgår ikke i indsatsen?

Der kan ikke ydes hjælp og støtte til opgaver, der strider mod den gældende arbejdsmiljølovgivning.

Der kan ikke ydes hjælp til rengøring efter husdyr.

Der ydes ikke hjælp til anskaffelse af tekniske produkter der betragtes som sædvanligt indbo så som robotstøvsugere, rengøringsmopper mv.

Andre praktiske opgaver, som ikke er nødvendige opgaver i tæt tilknytning til hjemmet og som ikke gør borgeren i stand til at klare sig på egen hånd er ikke omfattet af den hjælp, som ydes som hovedrengøring. Fx hjælp til vedligeholdelse af bolig, bilvask, havearbejde, renholdelse af udendørsarealer, udvendig vask af vinduer, snerydning. Rengøring efter gæster og logerende, og rengøring i forbindelse med flytning er ikke indeholdt i rengøringen.

Hvem leverer indsatsen?

 

Er der egenbetaling?

Indsatsen er gratis.

Du betaler dog selv rengøringsartikler og produkter, herunder mopper, (robot)støvsugere mv.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje