Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Hjælp og støtte Kvalitetsstandarder og tilsyn Kvalitetsstandard for praktisk hjælp – tøjvask

Kvalitetsstandard for praktisk hjælp – tøjvask

Godkendt af Ældre- og Sundhedsudvalget den 12. marts 2024

Lovgrundlag

Serviceloven § 83

Hvad er formålet med indsatsen?

Indsatsen skal hjælpe og støtte dig til at få vasket dit eget tøj.

Hvad omfatter indsatsen?

Er du ude af stand til at klare hovedparten af opgaverne ved tøjvask kan du får hjælp til tøjvask på vaskeri:

  • Standardvask på vaskeri, hvor du får:
    • Vasket, tørret og sammenlagt dit tøj og rullet dit sengetøj og dine duge og viskestykker.
    • Pakket dit rene tøj i en plasticpose og leveret det personligt på din adresse af leverandøren.
    • Afleveret en følgeseddel af leverandøren med angivelse af navn, varebetegnelse og mængde sammen med det rene leverede tøj.
  • Allergivask på vaskeri, hvor du får:
    • Vasket dit tøj i separate maskiner, der specielt bruges til vask af tøj for allergikere med godkendt vaskemiddel.
    • Pakket og leveret dit tøj som ved standardvask.
  • Specialvask på vaskeri, hvor du får:
    • Vasket dit tøj ved 80 grader i separate maskiner, der specielt bruges til dette formål.
    • Pakket og leveret dit tøj som ved standardvask.
  • Pakning på vaskeri, hvor du får:
    • Stillet vasketøjsposer til rådighed af leverandøren Berendtsen, som tilbageleveres til vaskeriet ved ordningens ophør.
    • Stillet engangsplasticsække til rådighed af leverandøren Trasbo, som ikke skal tilbageleveres til vaskeriet ved ordningens ophør.

Du kan få vasket op til 8 kg tøj pr. gang. Ægtepar og samboende kan få vasket op til 12 kg tøj pr. gang.

Du kan få hjælp til tøjvask i egen vaskemaskine med hjælp af personalet fra den valgte leverandør, hvis du er ude af stand til at klare en mindre delopgaven i forbindelse med tøjvask. Dette kunne eksempelvis være, hvis du er ude af stand til at indstille vaskemaskinen relevant, eller hvis du er ude af stand til at hænge linned til tørre og ikke har en tørretumbler.

Får du senere behov for hjælp til flere delopgaver overgår hjælpen til tøjvask på et vaskeri.

Køge Kommune vurderer ligeledes, om du ved brug af hjælpemidler eller sædvanligt indbo vil være i stand til at udføre opgaven selvstændigt. Dette kunne eksempelvis være etablering af en vaskemaskine i din bolig.

Du kan som udgangspunkt få vasket dit tøj hver anden uge. Du kan dog få tilbud om ugevask, hvis:

  • Sundhedsstyrelsen stiller skærpede krav om forebyggelse af smittespredning.
  • Du har svær inkontinens.

Køge Kommune kan vælge at dispensere fra ovenstående, hvis ekstraordinære forhold gør sig gældende.

Hvem kan modtage indsatsen?

Standardvask og hjælp til tøjvask i egen maskine kan du få, hvis du er over 18 år, har folkeregisteradresse i Køge Kommune og er ude af stand til selv at varetage opgaven på grund af begrænset funktionsevne. Begrænsningen i din funktionsevne kan være midlertidig eller varig.

Allergivask kan du få, hvis du opfylder betingelserne for at få standardvask, men samtidig lider af svær allergi (lægeattesteret) og derfor har behov for denne typer af tøjvask.

Specialvask kan du få, hvis du opfylder betingelserne for at få standardvask, men samtidig har en lægeattesteret lidelse, hvor du har behov for denne type af tøjvask for at forebygge smittespredning.

Hvor længe kan du få indsatsen?

Du kan få indsatsen, så længe Køge Kommune vurderer, at dine begrænsninger i funktionsevnen nødvendiggør hjælpen.

Iværksættelse og afmelding af indsatsen

Hjælpen iværksættes senest 7 hverdage efter bevillingen.

Leverandøren sørger for at informere dig om tidspunktet for første afhentning og levering af tøj. Sammen aftaler I tidspunkter for afhentning og levering fremover.

Hvis afhentning og levering falder på en helligdag, aftaler leverandøren en ny dato.

Hvis du har behov for at aflyse en afhentning og levering, skal du kontakte leverandøren senest dagen før kl. 12. Der tilbydes ikke erstatningstid. Ved for sen aflysning, kan leverandøren kræve betaling for den aflyste afhentning og levering.

Hvis leverandøren må afmelde et besøg, får du tilbudt erstatningshjælp inden for rimelig tid og inden næste planlagte besøg.

Ønsker du ikke længere at modtage hjælp til tøjvask, skal du kontakte Ældre- og Sundhedsafdelingen.

Hvad indgår ikke i indsatsen?

Der kan ikke ydes hjælpe og støtte til:

  • Vask af dyner, puder, tæpper og gardiner
  • Rensning af tøj
  • Opgaver, der ikke kan udføres inden for rammerne af arbejdsmiljølovgivningen.

Derudover kan der ikke byttes indsatser, når du er bevilliget tøjvask på vaskeri.

Hvem leverer indsatsen?

Ved tøjvask på vaskeri kan du vælge mellem de private leverandører, som Køge Kommune har indgået en aftale med.

Ved tøjvask i egen vaskemaskine/vaskekælder kan du vælge mellem de private leverandører, som Køge Kommune har indgået aftale med, og Køge Kommune. Du kan også vælge selv at udpege en person, som efter servicelovens § 94 bliver ansat af Køge Kommune til at udføre opgaven i overensstemmelse med kommunens kvalitetsstandard.

Er der egenbetaling?

Der er egenbetaling på tøjvask. Du kan se en oversigt over takster og priser på koege.dk.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje