Bekendtgørelse om standsning og parkering i Køge Kommune
Bekendtgørelsen er senest ajourført den 10. juni 2021.
I medfør af færdselslovens § 92, stk. 1 og § 92 C, stk. 4, samt lov om offentlige veje § 90, og bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap § 11, stk. 1, nr. 3, litra b, bestemmes med samtykke fra Midt- og Vestsjællands politi følgende færdselsmæssige supplerende bestemmelser om standsning og parkering i forhold til køretøjer, der er henstillet på offentlige veje og private fællesveje i Køge Kommune.
§ 1
Denne bekendtgørelse gælder for standsning og parkering i tættere bebygget område i Køge Kommune (E55 byzonetavle), og omfatter både offentlige veje og private fællesveje.
§ 2
Køretøjer må standse eller parkere i vandrender, som danner grænse mellem kørebane og fortov, sti mv.
§ 3
På parkeringsplads må ikke parkeres:
a. Særligt indrettede køretøjer, herunder reklamevogne mv.
b. Motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg, motorredskaber, traktorer og alle påhængskøretøjer.
§ 4
På veje må ikke parkeres:
a. Særligt indrettede køretøjer, herunder reklamevogne mv.
b. Motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg, motorredskaber, traktorer og alle påhængskøretøjer på hverdage i tidsrummet fra kl. 18 til kl. 06, samt lørdage, søndage og helligdage.
c. Påhængskøretøjer kan dog parkeres i ovennævnte tidsrum, hvis de er driftsklart påsat et indregistreret motorkøretøj under 3500 kg
Stk. 2. Motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg og påhængskøretøjer må dog parkeres på de strækninger og pladser, hvor sådan parkering er tilladt ved særlig afmærkning.
§ 5
I områder med afgrænset P-zonetavle, der tilkendegiver betalingsparkering, skal der betales for parkering i overensstemmelse med, hvad der gælder inden for det pågældende område.Parkeringsperioden kan forlænges, hvis der betales herfor. P-zonerne er afmærket med Pzonetavler med oplysning om parkeringsrestriktionerne.
Stk. 2. Der stilles ikke krav om, at digitale parkeringstilladelser anbringes i bilens forrude.
Stk. 3. Fritaget for betaling inden for P-zonen er køretøjer forsynet med synligt parkeringskort for personer med handicap.
Stk. 4. Fritaget for betaling inden for P-zonen er endvidere køretøjer med gyldig parkeringslicens.
Stk. 5. Hvis parkeringslicensen er registret på køretøjets nummerplade, er der ikke krav om at licensen skal være synlig i køretøjet.
§ 6
Overtrædelse af denne bekendtgørelse pålægges afgift i henhold til færdselslovens §121 og §122a.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft 10. juni 2021, samtidig ophæves bekendtgørelse af 2. januar 2018 for standsning og parkering i Køge Kommune.
--ooOoo--