Økonomiudvalget har ønsket at få belyst kommunens praksis for garantistillelse ligesom Økonomiudvalget har ønsket en drøftelse af praksis for administrativt afslag på ansøgning om garanti fra foreninger.
I følge lånebekendtgørelsen skal beslutning om påtagelse af garantiforpligtelser træffes i Byrådet. Dette er også beskrevet i delegationsplanen for Køge Kommune, der angiver, at forvaltningen og Økonomiudvalget kan indstille en garantistillelse, men at beslutningen ligger i Byrådet.
Garantistillelsen kan alene omfatte lån til anlægsinvesteringer, der ligger inden for kommunalfuldmagten. Dvs. der kan således ikke garanteres for lån til drift.
Såfremt der gives garanti til investeringer der er i konkurrence med det private marked, skal der som udgangspunkt opkræves garantiprovision.
Kommunalt stillede garantier kan opdeles i følgende kategorier. (Med * er angivet hvem der pt. er givet garanti til):
- Forsyningen
- KLAR Forsyning
- Borup Varmeværk
2. Garantier til Fælleskommunale selskaber og lignende
- VEKS
- MOVIA
- KARA/NOVAREN
- Udbetaling DK
3. Øvrige garantier
- Selvejende haller
- Produktionsskolen Klemmenstrupgård
- Lyngens Børnehave
4. Køge Havn
5. Almennyttige Boliger
6. Garantier til foreninger
Ad. 1) Forsyningen
På forsyningens område er der ikke krav om deponering ved kommunal garantistillelse, men til gengæld er der krav om opkrævning af garantiprovision. Køge Kommune opkræver pt. en garantiprovision på 1 % på forsyningens område.
Hver enkelt sag forelægges Byrådet til godkendelse, og der er praksis for at godkende garanti.
Ad. 2) Fælleskommunale selskaber og lignende
Disse garantier er givet til selskaber, der ikke er i konkurrence med kommunale opgaver. Der er således ikke krav om deponering, og det udløser heller ikke krav om opkrævning af garantiprovision. Disse garantier besluttes ikke i Byrådet, men i den fælles bestyrelse for det respektive selskab.
Ad. 3) Øvrige garantier
Køge Kommune kan vælge at give garantier, der er i overensstemmelse med styrelsesloven, dvs. hvis den gives til et formål, der erstatter en kommunal opgave. Kravet ved sådan en garanti er, at der deponeres for det fulde beløb. Der er ikke krav om opkrævning af garantiprovision, såfremt garantien gives til et formål, der kunne have været en kommunal opgave.
I enkelte tilfælde har kommunen givet garanti på øvrige områder. Hver enkelt sag forelægges Byrådet til godkendelse. Den seneste garanti er givet til Rishøjhallen den 27. marts 2012.
Ad. 4) Køge Havn
Der er praksis for at give garanti til Køge Havn, idet investeringer vurderes at kunne lånefinansieres inden for rammerne af den kommunale lånebekendtgørelse (§ 2, stk. 18), således at kommunen kan stille garanti for 100 % af lånet til disse investeringer, uden at det belaster kommunens låneramme.
Normalt er kommunen forpligtet til at opkræve garantiprovision ved kommunal garantistillelse, men der kan i visse tilfælde være tale om gruppefritagelse fra EU's statsstøtteregler.
Ansøgning om garanti forelægges Byrådet til godkendelse i hvert enkelt tilfælde.
Ad. 5) Almennyttige Boliger
De almennyttige boligselskaber i Køge Kommune kan søge kommunen om optagelse af lån i sager om bl.a. nyopførelse, renoveringsarbejde eller låneomlægning med kommunal garantistillelse.
Det er frivilligt, hvorvidt en kommune ønsker at garantere for disse lån. Køge Kommunens praksis er, at der ikke stilles garanti for afdragsfrie lån.
Det er långiver der kræver, at kommunen stiller garanti for lånet, da det oftest kan betyde billigere lån for boligselskabet, og dermed billigere leje for beboerne.
Garantien på det støttede lån belaster ikke kommunens låne- og investeringsramme. Ansøgninger om garanti forelægges Byrådet til godkendelse.
Ad 6) Foreninger
Såfremt der gives kommunal garanti til en forening er kommunekredit typisk billigst.
Et selskabs eller en forenings lånoptagelse i KommuneKredit er altid betinget af, at en kommune eller en region stiller garanti eller hæfter som interessent for lånet.
Ønsker et selskab eller en forening at optage et lån hos KommuneKredit, skal der derfor tages kontakt til Køge Kommune med anmodning om garantistillelse for lånet. Beslutning om garantistillelse skal vedtages af Byrådet.
Køge Kommune kan vælge at give garantier til foreninger, hvor anlægget er i overensstemmelse med styrelsesloven, dvs. hvis den gives til et formål, der erstatter en kommunal opgave. Kravet ved sådan en garanti er kommunal deponering for et beløb svarende til anlægssummen. Til gengæld er der ikke krav om opkrævning af garantiprovision, såfremt der er tale om garantier til formål, der kunne have været varetaget af kommunen. Hvis garantien gives til formål, der er i konkurrence med det private marked, skal der opkræves garantiprovision. Administrationen vil vurdere fra gang til gang, hvorvidt der skal opkræves garantiprovision eller ej.
Der er jævnligt ønsker om kommunegaranti fra kommunens foreninger m.m. Det er besluttet i sag fra april 2008, at Køge Kommune administrativt er bemyndiget til at give afslag på garantier til private foreninger m.v., jf. bilag 1.
Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Byrådet drøfter denne praksis.
Hvis denne praksis ændres skal foreninger fremadrettet indsende ansøgning til Økonomisk Afdeling, der indeholder en beskrivelse af formålet samt en plan for tilbagebetaling. Økonomisk Afdeling vil på denne baggrund indhente et konkret lånetilbud fra Kommunekredit, vurdere behov for eventuelt opkrævning af garantiprovision og udarbejde en sag til Byrådet. Forvaltningen anbefaler, at Køge Kommune kun giver garanti til fast forrentede lån med afdrag.
Såfremt der besluttes øget brug af denne type garantier anbefaler forvaltningen, at der med garantien følger et krav om årlig indsendelse af revisionspåtegnet regnskaber til Økonomisk Afdeling. Såfremt det konstateres at økonomien ikke er solid skal det være muligt, at administrationen får tildelt en bestyrelsespost.
Procedurer for ansøgning om lån i kommunekredit
Til brug for behandling af garantistillelsen i kommunen eller beslutning om lånoptagelse i selskabet, tilbyder KommuneKredit at udarbejde et forslag til hvordan finansieringen kan tilrettelægges.
Selskaber og foreninger, som ønsker at optage lån skal forud for lånoptagelsen være godkendt af KommuneKredit som låntager. Til det formål anmodes om følgende dokumentation:
- Kopi af låntagers senest godkendte og underskrevne vedtægter.
- Dokumentation for selskabets CVR-nummer. f.eks. CVR udskrift fra virk.dk.
- Dokumentation for udpegelsen af de underskriftsberettigede for låntager, f.eks. underskriftscirkulære, fuldmagt eller kopi af referat med konstituering af bestyrelse mv.
- Navn på låntagers pengeinstitut samt registrerings- og kontonummer.
En forudsætning for lånoptagelsen er også, at KommuneKredit kan godkende lånets formål og at lånoptagelsen er besluttet korrekt jf. vedtægterne. KommuneKredit yder kun lån til de anlægsudgifter, der er beskrevet i Økonomi- og Indenrigsministeriets Lånebekendtgørelse eller i anden relevant lovgivning. KommuneKredit kan ikke yde lån til kommercielle og konkurrenceudsatte formål.
KommuneKredit anmoder derfor ved etablering af lån om følgende dokumentation:
- Kort beskrivelse af låneformålet og de anlægsinvesteringer som skal finansieres.
- Kopi af låntagers beslutning om lånoptagelsen, f.eks. referat fra et bestyrelsesmøde, eller en generalforsamling mv. jf. selskabets vedtægter. Hvis beslutningskompetencen er delegeret til formand, direktion, økonomiafdeling eller andre, skal dette dokumenteres. Bemærk at de tegningsberettigede ikke nødvendigvis har beslutningskompetencen alene.
- Kopi af kommunalbestyrelsens/regionsrådets beslutning om garantistillelse.