Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Referat af møde i Køge Byråd

Den 25.08.2020 kl. 17:00 i Kantinen


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Anders Dahl, (A)
Anders Ladegaard Bork, (O)
Bent Sten Andersen, (O)
Erik Swiatek, (A)
Erling Larsen, (A)
Ertugrul Vural, (A)
Flemming Christensen, (C)
Helle Poulsen, (V)
Jacqueline Sporon-Fiedler, (F)
Jeppe H. Lindberg, (I)
Ken Kristensen, (V)
Kirsten Larsen, (C)
Lene Møller Nielsen, (A)
Lissie Kirk, (A)
Mads Andersen, (C)
Marie Stærke, (A)
Mette Jorsø, (Løsgænger)
Niels Rolskov, (Ø)
Osama Aref Mohamad, (A)
Paul Christensen, (V)
Pernille Sylvest, (A)
Selim Balikci, (A)
Søren D. Brask, (V)
Thomas Kampmann, (C)
Thomas Kielgast, (F)
Torben Haack, (F)

Afbud:

Anette Simoni, (V)

123.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning

Godkendt, idet sag 130 behandles før sag 129 og sag 140 før 139.

Herudover tages sag 138 af dagsordenen med henblik på fornyet behandling i Økonomiudvalget.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


124.   Indkaldelse af stedfortræder for Ali Ünsal (V)


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til Byrådet, at

  1. Byrådet tager stilling til, om betingelserne for at indkalde stedfortræder for byrådsmedlem
    Ali Ünsal (V) er opfyldt
  2. Byrådet tager stilling til om Anette Simoni rette stedfortræder og valgbar
  3. Valggruppe 2 (V) beslutter, om et andet byrådsmedlem under fraværet skal indtræde i
    Børneudvalget, Ældre- og Sundhedsudvalget og Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Baggrund og vurdering
Byrådsmedlem Ali Ünsal oplyser den 19. august 2020, at han på grund af sygdom er forhindret i
at varetage sine kommunale hverv til forventeligt medio oktober måned.

Byrådet skal derfor tage stilling til indkaldelse af stedfortræder for Ali Ünsal.

Efter reglerne i Køge Kommunes styrelsesvedtægt indkalder borgmesteren stedfortræder til det
førstkommende møde i Byrådet, når et medlem på grund af blandt andet sygdom er forhindret i
at varetage sine hverv i en forventet periode af mindst 7 dages varighed.

I henhold til § 15, stk. 4 i den kommunale styrelseslov er det Byrådet, der træffer beslutning om,
hvorvidt betingelserne for en stedfortræders indtræden i Byrådet er opfyldt.

Byrådet skal endvidere tage stilling til, om stedfortræderen er rette stedfortræder og valgbar.
Første stedfortræder på kandidatliste V er Anette Simoni, Skrænten 9, 4140 Borup.

Ali Ünsal er på Byrådets konstituerende møde den 5. december 2017, udpeget som medlem af
Børneudvalget, Ældre- og Sundhedsudvalget og Social- og Arbejdsmarkedsudvalget af
Valggruppe 2, bestående af V.

I henhold til den kommunale styrelseslov kan den valggruppe, der har indvalgt et medlem
bestemme, at et andet medlem indtræder i udvalget, så længe hindringen varer og fraværet har
en periode på mindst 7 dage, jf. Køge Kommunes styrelsesvedtægt.
Økonomi
Et byrådsmedlem har ved fravær ret til vederlag i indtil 9 måneder. Til stedfortrædere i Byrådet ydes vederlag og godtgørelse efter samme regler, som til medlemmerne.
Beslutning

Ad 1-2: Godkendt.

Ad 3: 

  • Paul Christensen (V) indtræder i Børneudvalget.
  • Helle Poulsen (V) indtræder i Ældre- og Sundhedsudvalget.
  • Paul Christensen (V) indtræder i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


125.   Spørgetid - skriftlige spørgsmål til Byrådet


Indstilling

Der er indkommet følgende spørgsmål:

1) Bent Ramsnæs, Ørningevej 10, Borup

Afskrift af Bent Ramsnæs spørgsmål:

"Biodiversitet contra "Naturpleje"

  1. Ønsker byrådet at fortsætte med at slå alle græsrabatter langs de kommunale veje 2 gange om året?

Jeg foreslår, at man stopper med at slå græsrabatterne. I dag slår man mindst 1,25 m af alle rabatter i Borup og Omegn.

Jeg foreslår, at byrådet stopper med at så græsset på engarealet ved Dalstrøget frem mod Møllevej, samt engene ved Bakkegårds Alle ned mod Kimmerslev sø.

Jeg foreslå, at byrådet vedtager ikke at slå græsarealer mellem cykelstier og kommunale veje"

2) Per Rendsborg, Ringstedvej 468, Bjæverskov

Afskrift af Per Rendsborgs spørgsmål:

" Angående erhvervsarealet ved Bjæverskov Vest

  1. Hvad er Køge kommunes plan/planer med at få udlagt og solgt arealet Bjæverskov vest til et transportcenter? Pt. 45 Ha, er der planer om yderligere arealer?

  2. Hvis byrådet siden 2013 har ændret planerne om at området ikke mere skal være et transportcenter/Kombiterminal bedes man melde ud snarest med hvad man så har tænkt sig med dette erhvervsområde og så kan de resterende spørgsmål måske vente?

  3. Er det planen det skal være en kombi terminal med container omlæsning til lastbil og hvor langt er planerne?

  4. Hvis Kombi terminal, har Køge havn så en terminal til losning af alle de containere, eller hvad er planen ellers nu hvor man ikke er med i EU´s planer angående udvidelse af havnen?

  5. Bjæverskov vest ligger ca. 13 km. fra Havnen og ligeledes 13 km. fra STC; fra STC er der ca. 3 km. til havnen. Har Byrådet en forklaring hertil hvad man vil med Bjæverskov vest?

  6. Har Kommunen i sine for forundersøgelser og planer et estimat om hvor mange tunge lastbiler der dagligt vil tilgå Bjæverskov vest terminalen/Kombi terminalen i dagtimerne hhv. resten af døgnet? Og hvad med weekenden? Forhåbentlig forefindes sådanne forundersøgelser på skrift.

  7. Hvorledes har Kommunen, forhåbentligt i samarbejde med Regionens Politimyndighed, planlagt hvorledes disse flere hundrede dagligt tunge og forurenede lastbiler forhindres i at køre gennem Bjæverskov By og Vemmedrup, samt at flere parkerer (hviletidsregler) og overnatter i Bjæverskov By (Bycenter og villaveje)?

  8. Hvorledes vil Køge Kommune takle og forklare at der vil blive en kraftig stigning af disse tunge og forurenede lastbiler fra afkørslen Vemmedrup gennem Lellinge til Syd motorvejen og den modsatte retning.

  9. Har Vejdirektoratet været involveret i en eventuel forespørgsel angående udbygning at til- og frakørslerne ved Bjæverskov vest og Vemmedrup tillige med Syd motorvejen med den forøgede tunge lastbilstrafik.

  10. Har Køge Kommune undersøgt om der bør foretages en VVM-undersøgelse forinden man går videre med planerne?

Inden man går videre med planerne og indgår eventuelle kontrakter bør ovenstående besvares fyldestgørende og så skal Køge Kommune indkalde til et borgermøde snarest muligt med invitationer til minimum borgere i Lellinge, Vemmedrup og Bjæverskov. Det vil være formålstjenstligt af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål samt eventuelle andre indsigelser vedlægge invitationen"

3) Erik Mandrup Hansen, Skovvænget 30, Køge

Afskrift af Erik Mandrup Hansens spørgsmål:

  1. Hvor mange offentlige toiletter findes i bymidten, DER ER ÅBNE udenfor forretningernes normale åbningstider?
  2. Da en udskydelse af den nuværende lørdags åbning næppe vil være en omkostning - er der alene tale om en åbning og lukning af søndagen. Hvad vil denne omkostning være årligt?
  3. Finder kommunen det acceptabelt at man skal bruge de omkringliggende restauranters toiletter som offentlige toiletter udenfor forretningernes åbningstider?

Beslutning

Der var indkommet spørgsmål fra Bent Ramsnæs, Per Rendsborg og Erik Mandrup.

Per Rendsborg og Erik Mandrup var til stede og fik svarene oplæst og udleveret.

Bent Ramsnæs var ikke til stede og får svaret tilsendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


126.   Spørgetid - mundtlige spørgsmål til Byrådet


Beslutning

Niels Bo Andersen, Engvej 18, 4600 Køge spurgte til datoparkering. Borgmesteren lovede et skriftligt svar.

Bendt Lundsbjerg, Bjæverskovhusene 35, Bjæverskov spurgte til renovering af Vemmedrupskolen. Formanden for Teknik- og Ejendomsudvalget besvarede spørgsmålet.

Eva Korsled, Læskovvej 3, Bjæverskov spurgte til botilbud i Køge Nord. Borgmesteren besvarede spørgsmålet.

Niels Pedersen, Tårnvej 4, Køge spurgte til brun belægning fra galvanisering på vejen mellem Køge og Herfølge og hvad der gøres ved det. Borgmesteren lovede et skriftligt svar.

Per Rendsborg spurgte til regler for besvarelse af spørgsmål på kommunens hjemmeside. Borgmesteren lovede at tjekke op på at beskrivelsen på hjemmesiden er fyldestgørende.

Per Rendsborg spurgte tillige til om der kunne laves om på reglerne, så der er mulighed for opfølgende spørgsmål ved besvarelse af skriftlige spørgsmål. Borgmesteren besvarede spørgsmålet.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


127.   Ligestillingsredegørelse 2020


Indstilling
Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at Ligestillingsredegørelse 2020 for Køge Kommune godkendes.

Økonomiudvalget 11-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Alle kommuner, regioner og Staten skal efter ligestillingslovens §5 og 5a indberette en ligestillingsredegørelse om deres arbejde med ligestilling hvert tredje år. Der skal derfor indberettes ligestillingsredegørelse i 2020. I ligestillingsredegørelsen skal der redegøres for perioden 1. november 2017 til 31. maj 2020. Ligestillingsredegørelsen er blevet behandlet først i direktionen og derefter i Hoved MED-udvalget og sendes nu til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet. Fristen for indberetning er den 1. september 2020 (oprindelig var fristen den 1. juni 2020).

Redegørelsen er forhåndsudfyldt med data om ligestilling af Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevareministeriet på baggrund af data fra KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor), Danmarks Statistik samt Jobindsats.dk. Udkast til redegørelse er udarbejdet af Personaleafdelingen.

Folketinget har den 25. april 2019 vedtaget forenklinger af ligestillingslovens regler om indberetning af ligestillingsredegørelser, som er trådt i kraft den 1. maj 2019. Formålet med lovændringerne er at forenkle indberetningen af ligestillingsredegørelserne, så de opleves relevante, og så ligestillingsredegørelserne i højere grad medvirker til at fremme arbejdet med ligestilling i kommuner, regioner og Staten.

Formålet med ligestillingsredegørelserne er, at:

  • Monitorere, sammenligne og fremme ligestillingsindsatser i det offentlige
  • Synliggøre indsatsen over for borgere og andre interesserede aktører
  • Indsamle god praksis som inspiration til myndighedernes videre arbejde med ligestilling.

Som noget nyt indeholder ligestillingsredegørelserne et specifikt tema, der vil skifte fra gang til gang. I 2020 er der særligt fokus på kommuners beskæftigelsesindsats over for indvandrerkvinder og -mænd fra ikke-vestlige lande. Der er erfaringsmæssigt særlige udfordringer i forhold til ikke-vestlige indvandrerkvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, hvilket der kan være behov for at tage højde for i beskæftigelsesindsatsen.

Ad Ligestilling på personaleområdet:
I redegørelsen fremgår det, at Køge Kommune ikke har et specifikt fokus på køn, men har et generelt fokus på at sikre rekruttering af de rette kompetencer samt kompetenceudvikling, lønudvikling m.m. for alle medarbejdere ud fra kompetencer, præstationer m.m. Ligestillingspolitiske indsatsområder for medarbejdere i Køge Kommune håndteres i regi af Hoved MED-udvalget.

Der er i redegørelsen af Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevareministeriet angivet opsummerede tal for kønsfordelingen generelt i Køge Kommune, kønsfordelingen på ledelsesniveau samt kønsfordelingen i forhold til deltidsansættelse. Her ses, at Køge Kommune har en procentvis lidt højere andel af kvinder end landsgennemsnittet. Desuden ses, at Køge Kommune generelt for både kvinder og mænd har en højere andel af medarbejdere på deltid.

I nedenstående skema ses kønssammensætningen for udvalgte personalekategorier for hhv. 2017 (seneste ligestillingsredegørelse) og 2020, udarbejdet af Personaleafdelingen. Det bemærkes, at tallene for den kønsmæssige fordeling på ledelsesniveau i skemaet er korrigeret ift. de angivne tal i ligestillingsredegørelsen. Det skyldes, at tallene i ligestillingsredegørelsen angiver personer, der er ansat på Cheflønaftalen. Det er imidlertid ikke alle, der er ansat på denne lønaftale, der er chefer, og disse er derfor angivet som ledere i nedenstående skema.

2020 2017
Personalekategori Kvinder i % Mænd i % Kvinder i % Mænd i %
Akademikere 66 34 62 38
Administration og IT 80 20 79 21
Dagplejere 100 0 100 0
Lærere m.fl. i folkeskolen 68 32 74 26
Omsorgs- og pæd. personale 79 21 85 15
Pæd. personale, daginst. m.m. 79 21 84 16
Pædagogmedhjælpere og ass. 79 21 85 15
Socialpædagoger m.fl. 75 25 77 23
Socialrådgivere/socialformidlere 92 8 87 13
Social- og sundhedspersonale 92 8 93 7
Syge- og sundhedspersonale 91 9 94 6
Specialarbejdere m.v. 6 94 6 94
Teknisk service 25 75 15 85
Ledelse
Topchefer 40 60 20 80
Chefer 44 56 37 63
Ledere 66 34 66 34

Ad Ligestilling i kerneydelser:
Der arbejdes ikke specifikt med ligestilling i kerneydelser på serviceområderne. Der arbejdes således ikke med ligestilling som indsats, men det sikres, at lovgivning på alle områder overholdes. Flere områder har adgang til kønsopdelte data, og bruger disse som ét af flere parametre i løsningerne af kommunens kerneopgaver i forbindelse med analyser og indsatser i forhold til specifikke målgrupper.  

Ad Kommunernes beskæftigelsesindsats for indvandrerkvinder og –mænd fra ikke-vestlige lande:
I redegørelsen er beskrevet indsatsen ”Mig og mit job”, som omhandler kvinder fra ikke-vestlige lande omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, som har udfordringer, der gør, at de er langt væk fra arbejdsmarkedet. Formålet er at styrke kvindernes selvværd og tro på, at de kan blive en del af arbejdsmarkedet.

Den videre proces
Efter godkendelse i Økonomiudvalget og i Byrådet sendes ligestillingsredegørelsen til ministeriet.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


128.   Forslag til handlingsplan for indsatser for øget tryghed og bekæmpelse af kriminalitet i Ellemarken


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at

  1. den 2-årige handleplan for forebyggelse af utryghed og kriminalitet i Ellemarken tilsluttes
  2. tillægsbevilling på 0,4 mio. i 2020 finansieret af kassen godkendes
  3. udgiften på 1,5 mio. kroner i 2021 og 1,1 mio. kr. i 2022 henvises til budgetforhandlinger for 2021-24.
Økonomiudvalget 19-08-2020
Ad 1-3: Anbefales.
Baggrund og vurdering

Økonomiudvalget besluttede den 14. juni 2020, at Velfærdsforvaltningen til udvalgets møde i august 2020 skal fremlægge en indsatsplan til forebyggelse af utryghed og indsats mod kriminalitet i Ellemarken.

Siden mødet har forvaltningen afholdt en række møder og været i dialog med bl.a. politi, den boligsociale helhedsplan og boligselskaber for at drøfte parternes bidrag og de mulige indsatser.

Indsatsplan er vedlagt som bilag, og består af 3 spor:

  1. Forstærket indsats overfor bandeadfærd og bekæmpelse af kriminalitet.
  2. Fremskudt, helhedsorienteret og forebyggende indsats.
  3. Målretning af kernedrift.

I Handlingsplanen er der foreslået ca. 20 forskellige initiativer heraf 10 kommunale. Der kan i den kommende tid komme yderligere.   

Ad 1
En gruppe på ca. 30 unge skaber uro af en karakter, der ligger udenfor kommunens handlemuligheder, og kalder på øget politimæssig tilstedeværelse og handling. Dette både i form af øget og synlig aktion mod den ”den hårde kerne” i målgruppen men også præventive indsatser, der skal bryde fødekæden således, at de yngste i området ikke inddrages i kriminalitet og bandeadfærd. Der vil samtidig være øget fokus på at ramme gruppen af unge med relationer til bandemiljøet på økonomien, hvorfor den såkaldte Al Capone-metode tages i brug. Herunder etablering af et udvidet kommunalt samarbejde med andre myndigheder som eks. SKAT og folkeregistret.

Ad 2
Etablering af en fremskudt enhed i Ellemarken, der arbejder på tværs af kommune, helhedsplan, boligselskaber og politi, og hvor den helhedsorienterede indsats står i centrum.

Indsatsen indebærer, at der tænkes nyt i forhold til beboerinddragelse og hvorledes der i en tværgående fremskudt indsats kan sikres fælles fokus på målgruppen. Den fremskudte indsats understøttes af ressourcer fra både kommune, boligselskaber, boligsocial helhedsplan samt politi.
Den fremskudte indsats kan desuden trække på positive erfaringer fra henholdsvis Task Force LTF, Sund Zone samt Den Fælles Indgang - både hvad angår organisering, metode og indsatser der virker.

Etablering af fremskudt indsats medfører merudgifter til centrale kommunale aktører svarende til 2 kommunale medarbejdere og midler til aktiviteter.

Ad 3
Der er allerede etableret mange gode initiativer på tværs af sektorer i Ellemarken og institutioner i lokalområdet. Det er vigtigt at understøtte og videreudvikle disse indsatser indenfor den eksisterende ramme under overskriften: Vi skal gøre mere af det, der allerede virker. Herunder justere den kommunale kernedrift, så den tilpasses det aktuelle behov i Ellemarken og institutionerne i lokalområdet. I arbejdet med indsatsplanen er der aftalt bidrag fra eks.: Åben rådgivning, Borgerservice og Kultur- og fritidsområdet. Hensigten er, at områderne indenfor den eksisterende ramme bidrager med viden, indsats og aktiviteter til understøttelse af indsatserne i Ellemarken.

Dele af indsatsen er allerede i gang og derudover etableres handlingsplanen som projekt fra primo september 2020 og for en to-årig periode. Frem mod projektstart arbejdes der med, at få endeligt fastlagt de organisatoriske rammer og aftalerne om alle aktørers bidrag endelig på plads.

Budget oversigt i mio. kr. 2020 2021

2022

 Merudgifter til kommunale medarbejdere
(beskæftigelse og børne- ungeområdet)
 0,3 1,0 0,7
Aktiviteter
(beskæftigelse, forebyggelse, klubber, etc.) 
0,1 0,5 0,4
Total  0,4 1,5 1,1

For at kunne følge udviklingen og effekten af indsatserne i boligområdet planlægges det at der sammen med boligselskabet udarbejder en tryghedsmåling i september 2020, med opfølgning i september 2021 og september 2022. Ligeledes vil der i samarbejde med politiet fremlægges relevant statistik, så udviklingen kan følges og vurderes.

Forvaltningen vil fremlægge statusmeldinger til Økonomiudvalget hvert kvartal og efter behov. 

Sagen er dagsordenssat til Byrådets temamøde den 25. august 2020.

Økonomi

Da der ikke afsat budget 2020 til de nye aktiviteter er der behov for en tillægsbevilling på 0,4 mio. kr. i 2020. Udgifter til de kommende år foreslås indarbejdet i det kommende budgetforslag for 2021 og frem.

Økonomisk Afdeling bemærker, at der gives en udgiftsbevilling på 0,4 mio. kr. som finansieres af kassen. Bevillingen påvirker servicerammen og påvirker kommunes budgetteret kassebeholdning negativt med 0,4 mio. kr. Herudover skal det bemærkes at midler på 1,5 mio. kr. i 2021 og 1,1 mio. kr. i 2022 skal indgå i  budgetforhandlingerne for budget 2021-2024.

Beslutning

Ad 1-3: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


129.   Endelig vedtagelse af lokalplan 1088 for STC III - del 2


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at Lokalplan 1088 for STC III - del 2 vedtages endeligt med redaktionelle ændringer samt ændringer, som beskrevet i høringsnotatet (se bilag 1).

Klima- og Planudvalget 18-08-2020
Anbefales.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Det blev ved borgmesterbeslutning den 17. marts 2020 besluttet at sende forslag til lokalplan 1088 for STC III - del 2 i offentlig høring. Der er indkommet 5 høringssvar i høringsperioden.

Efter udbygning af de første to etaper af Skandinavisk Transport Center er der efterspørgsel på arealer med plads til erhverv i stor skala. Køge Kommune ønsker derfor at udvikle erhvervsarealerne i Køge Nord. Lokalplan 1088 giver mulighed for lager- og transportvirksomhed i anden del af STC III. Det er en forudsætning for lokalplanens endelige vedtagelse, at tillæg nr. 7 til kommuneplan 2017 vedtages endeligt. Kommuneplantillæg nr. 7 ændrer anvendelsen inden for lokalplanområdet fra lettere industri til lager- og transportvirksomhed.

De indkomne høringssvar indeholder bl.a.:  

  • Indsigelse mod lager- og transportvirksomhed i op til 15 meters højde på arealer, som grænser op til Skensved Ådal og forslag om, at der i stedet planlægges for lettere industri i maks. 8 meters højde,
  • Ønske om bestemmelser i lokalplanen, som sikrer gangforbindelser til kollektiv transport for virksomhedernes medarbejdere,
  • Ønske om, at lokalplanen forhindrer belysning af nordvendte facader.

Der er udarbejdet et høringsnotat, i hvilket der redegøres for høringssvarene samt forvaltningens forslag til ændringer i lokalplanen.

Høringssvarene giver ikke anledning til ændring af muligheden for lager- og transportvirksomhed. Det er kommunens ønske at sikre et varieret udbud af erhvervsarealer, herunder til lager- og transportvirksomhed. Med kommuneplantillæg nr. 7 byttes om på arealer til lettere industri og lager- og transportvirksomhed således, at tredje etape af Skandinavisk Transport Center samles i den vestlige del af Køge Nord, mens boliger og stationsnært erhverv samles i de stationsnære områder omkring Køge Nord Station.

Økonomi
Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


130.   Endelig vedtagelse af tillæg nr. 7 til kommuneplan 2017 for Køge Nord


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at tillæg nr. 7 til Kommuneplan 2017 for Køge Nord vedtages endeligt med redaktionelle ændringer samt ændringer, som beskrevet i høringsnotatet (se bilag 1).

Klima- og Planudvalget 18-08-2020
Ken Kristensen (V) foreslår, at kommuneplanramme 1B07 ændres, så der også kan etableres åben-lav boliger.

Resten af udvalget, Niels Rolskov (Ø), Erling Larsen (A), Mette Jorsø, (Løsgænger), Thomas Kampmann (C) og Torben Haack (F), stemte imod.

Herefter indstilles kommuneplanforslaget til godkendelse i sin helhed af hele udvalget.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Ken Kristensen (V) foreslog, at kommuneplanramme 1B07 ændres, så der også kan etableres åben-lav boliger.

Forslaget blev sat til afstemning. 1 (Ken Kristensen (V) stemmer for. 8 (Mette Jorsø (UP), Jeppe Lindberg (I), Thomas Kielgast (F), Bent Sten Andersen (O), Marie Stærke (A), Niels Rolskov (Ø), Flemming Christensen (C) og Lene Møller Nielsen (A) stemmer imod.

Et enigt Økonomiudvalg anbefaler herefter kommuneplanforslaget til godkendelse.
Baggrund og vurdering

Det blev ved borgmesterbeslutning den 17. marts 2020 besluttet at sende forslag til kommuneplantillæg nr. 7 for Køge Nord i offentlig høring. Der er indkommet 4 høringssvar i høringsperioden.

Med kommuneplantillæg nr. 7 byttes der om på rekreative områder og erhvervsområder, således at erhvervsområder flyttes til arealer, som i kommuneplan 2017 udgør en del af et grønt bånd omkring Køge Nord. På den måde bliver der plads til flere boliger i forlængelse af Ølsemagle Landsby, vest for fredskoven, samt til en ny grøn struktur i form af en landskabsvold, som skærmer boligområdet fra erhvervsområdet. Med kommuneplantillægget byttes desuden om på arealer til lager- og transportvirksomheder og arealer til lettere industri, således at lager- og transportvirksomhed ligger i forlængelse af det eksisterende Skandinavisk Transport Center og erhvervsområder i Ll. Skensved, mens lettere industri placeres i det stationsnære område omkring Køge Nord Station.

De indkomne høringssvar indeholder bl.a.:  

  • Indsigelse mod udvidelsen af Skandinavisk Transport Center til Køge Nord og opfordring til i stedet at planlægge for lettere industri,
  • Indsigelse mod lager- og transportvirksomhed i op til 15 meters højde på arealer, som grænser op til Skensved Ådal og forslag om, at der i stedet planlægges for lettere industri i maks. 8 meters højde,
  • Utilfredshed med muligheden for at planlægge for byggeri i op til 20 og 30 meters højde.

Der er udarbejdet et høringsnotat, i hvilket der redegøres for høringssvarene samt forvaltningens forslag til ændringer i lokalplanen.

Høringssvarene giver ikke anledning til ændring af muligheden for udvidelse af Skandinavisk Transport Center med byggeri i op til 30 meters højde og på arealer langs Skensved Å, da det er kommunens ønske at sikre et varieret udbud af erhvervsarealer, herunder til lager- og transportvirksomhed. Høringssvarene giver dog anledning til en begrænsning af højden på bygninger med en længde på mere end 150 meter.

Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Ken Kristensen (V) foreslog, at kommuneplanramme 1B07 ændres, så der også kan etableres åben-lav boliger.

Forslaget blev sat til afstemning. 4 (V) stemmer for. 22 (resten af byrådets partier og løsgænger) stemmer imod.

Et enigt Byråd godkendte herefter kommuneplanforslaget.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


131.   Kvalitetsrapport inkl. tilllæg for Køge Kommunes skoler 2019


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at Kvalitetsrapport for Køge Kommunes skoler 2019 inkl. tillæg godkendes.

Skoleudvalget 17-08-2020
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Skoleudvalget anbefalede den 4. marts 2020 Kvalitetsrapport for Køge Kommunes skoler 2019 overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Inden behandlingen i Økonomiudvalget og Byrådet modtog forvaltningen en ny bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen, der blev vedtaget af Folketinget den 13. marts 2020. Den videre behandling blev derfor afbrudt. Bekendtgørelsen indeholder 4 nye krav til kvalitetsrapporten, der skal udarbejdes som et tillæg til Skoleudvalgets allerede anbefalede kvalitetsrapport. Det nye tillæg fremgår af kvalitetsrapportens side 34 - 38.

Forinden ovennævnte forløb behandlede Skoleudvalget den 8. januar 2020 udkast til kvalitetsrapport for skoleår 2018/19. Herefter blev der foretaget enkelte sproglige justeringer, og kvalitetsrapporten har været i høring hos skolebestyrelserne i perioden den 9. januar - 17. februar 2020. Høringssvarene i deres fulde ordlyd fremgår af afsnittet "Skolebestyrelsernes udtalelser" i kvalitetsrapporten.

Der er modtaget høringssvar fra 11 skoler. Høringssvarene er fra Alkestrupskolen. Asgård Skole, Borup Skole, Ejby Skole, Hastrupskolen, Herfølge Skole, Holmebækskolen, Højelse Skole, Skovboskolen, Søndre Skole og Vemmedrupskolen.  

Høringssvarene kan rubriceres i følgende kategorier:

  • Skolebestyrelsen har ingen indvendinger eller kommentarer til kvalitetsrapporten.
  • Skolebestyrelsen forholder sig til egne resultater, og hvordan de vil følge op.
  • Bemærkning til datapopulation:
    • Afgangsresultater: Populationen tager ikke højde for en skoles høje inklusionsprocent og at elever fra modtageklasse fortsætter i almenklasser.
    • Søgefrekvens til ungdomsuddannelser. Hvis en skole har en relativt høj andel af elever, der vælger efterskole og udlandsophold efter 9. klasse fremstår det i populationen som om en stor andel af skolens elever ikke er i gang med en ungdomsuddannelse.
    • Søgefrekvens til ungdomsuddannelser efter 15 måneder. En skolebestyrelse efterspørger en mere detaljeret beskrivelse af, hvad sker efter de 15 måneder.
    • Nationale test: Det fremstår ikke særligt tydeligt, hvorvidt data for de forskellige årgange er standpunkt eller progression.
    • Anbefaling til næste kvalitetsrapport: En kvalitetsrapport bør afdække progressionen for en årgang.
  • Anerkendelse for forvaltningens arbejde med den fælles kvalitetsrapport for det samlede skolevæsen.
  • Bemærkningen til skolevæsenets samlede resultat. En skolebestyrelse vurderer, at der er nedgang i resultaterne for skolevæsenet og Køge Kommune som helhed, og stiller spørgsmålstegn ved, om årsagen hertil skal søges i rammetildelingen til skolerne, herunder lærernes undervisningstal, besparelser på ledelse, eller en kompleks inklusionsopgave.
  • Anbefaling til fremtidig kvalitetsrapport

Endelig version af kvalitetsrapporten inkl. tillæg er vedhæftet som bilag. Alle høringssvar var vedhæftet som bilag til Skoleudvalgets møde den 4. marts 2020.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


132.   Udgiftsneutral bevilling - initiativer til svækkede ældre i forbindelse med COVID-19


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller til

    Ældre- og Sundhedsudvalget, at udvalget

  1. tager oversigt over aktiviteter og initiativer til efterretning

    Ældre- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at

2. der gives en bevilling på indtægt -1.440.000 kr.  og en tillægsbevilling på udgift 1.440.000 kr. til ældreområdet i forbindelse med initiativer for svækkede ældre i forbindelse med COVID-19.

Ældre- og Sundhedsudvalget 18-08-2020
1) til orientering

2) Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Ad 2: Anbefales.
Baggrund og vurdering

COVID-19 har forandret hverdagslivet for os alle. Derfor har Regeringen og Folketingets øvrige partier henover foråret 2020 indgået en række aftaler om særtilskud til kommunerne, der både stimulerer dansk økonomi, og også genopretter de sociale og faglige fællesskaber, der har været sat i stå i corona-perioden. I forhold til Ældreområdet er indgået en aftale, hvor kommunerne får 100 mio. kr. til nye løsninger for genoptagelse af besøg og fastholdelse af social kontakt med beboere på plejehjem under COVID-19. og en aftale hvor kommunerne får 40 mio. kr. til at give plejehjemsbeboere gode udendørsoplevelser i sommerperioden og i efteråret.

I den forbindelse har Køge Kommune modtaget i alt 1.440.000 kr. fra Sundheds- og Ældreministeriet til initiativer for svækkede ældre i forbindelse med COVID-19. Målgruppen er ældre på plejehjem, der oplever at blive afskåret fra besøg fra familien samtidig med, at den øvrige sociale kontakt også kan være meget mindre. Og uden den vante struktur, de kendte hverdagsrutiner og de normale aktiviteter, kan det være svært at komme igennem hverdagen. Midlerne er afsat til følgende initiativer: 

  1. 1.032.000 kr. til nye løsninger for genoptagelse af besøg og fastholdelse af social kontakt med beboere på plejehjem under COVID-19, og
  2. 408.000 kr. til initiativer til at give plejehjemsbeboere gode udendørsoplevelser i sommerperioden og i efteråret 2020.

Køge Kommune skal inden udgangen af 2020 indsende en redegørelse til Sundheds- og Ældreministeriet med angivelse af, hvad midlerne er brugt til.

I vedlagte bilag 2 fremgår en oversigt over de udendørsoplevelser, der foreløbig er planlagt og forventes igangsat. En endelig oversigt over afholdte aktiviteter vil blive forelagt Ældre- og Sundhedsudvalget ultimo 2020.

Økonomi
Økonomisk Afdeling bemærker, at der gives en udgiftsneutral indtægtsbevilling på -1.440.000 kr. og en udgiftsbevilling på 1.440.000 kr. Bevillingen er udgiftsneutral og påvirker således ikke servicerammen og kommunes kassebeholdning.
Beslutning

Ad 2: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


133.   Ansøgning om anlægsbevilling til dagtilbud ved Ravnsborghallen


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives

  1. anlægsbevilling på 37,413 mio. kr. til opførelsen af et dagtilbud ved Ravnsborghallen
  2. en udgiftsneutral anlægsbevilling på 7,119 mio. kr. til intern køb og salg af jord.
Teknik- og Ejendomsudvalget 11-06-2020
Ad. 1: Godkendt.
Ad. 2: Godkendt.

Økonomiudvalget 11-08-2020
Ad 1-2: Anbefales godkendt.
Baggrund og vurdering

I budget 2020 er der på TEU 133C (Dagtilbudskapacitet i Sønder-Hastrup området) afsat et rådighedsbeløb på 37,0 mio. kr. til opførelse af et dagtilbud i Sønder-Hastrup området. Det samlede rådighedsbeløb vil i 2021 være prisreguleret til 37,413 mio. kr.

Dagtilbuddet opføres på en del af boldbanerne vest for Ravnsborghallen. Grunden er kommunalt ejet, og der vil således foretages et intern køb og salg af jorden for 7,119 mio. kr. Rådighedsbeløbene er afsat i 2021 på henholdsvis opførelsen (TEU 133C)  og intern jordsalg (ØU 57) i forbindelse med anlægsplanen 2021-2025.

Opførelsen forudsætter, at der vedtages en ny lokalplan for området, og Klima- og Planudvalget godkendte en startredegørelse den 2. april 2020.

Dagtilbudet kommer til at indeholde 4 vuggestuegrupper og 3 børnehavegrupper med tilhørende udearealer.

Den foreløbige tidsplan for projektet ser således ud:

  • 2020 APR.: Lokalplanproces opstartes,
  • 2021 MAR.: Lokalplan forventes vedtaget,
  • 2020 MAJ: Brugermøder opstartet,
  • 2020 AUG.: Anlægsbevilling,
  • 2020 AUG.: Aftale med bygherrerådgiver (udarbejdelse af udbudsmateriale),
  • 2021 MAR.: Udsendelse af udbudsmateriale (under forudsætning af godkendt lokalplan),
  • 2021 JUN.: Valg af entreprenør,
  • 2022 MAJ: Aflevering,
  • 2022 JUN.: Ibrugtagning.

Der er endnu ikke taget stilling til udbudsform og tildelingskriterier. Disse forventes forelagt for Teknik- og Ejendomsudvalget til godkendelse i efteråret 2020.

Økonomi
Økonomisk Afdeling bemærker, at der søges anlægsbevilling på 37,413 mio. kr. til opførelse af en ny daginstitution. Herudover søges der en udgiftsneutral anlægsbevilling på 7,119 mio. kr. til intern køb og salg af jord. Den budgetterede kassebeholdning vil ikke blive påvirket, da finansiering sker via det afsatte rådighedsbeløb med 44,532 mio. kr. i 2020 og 2021 (TEU 133C) og -7,119 mio. kr. i 2021 (ØU 57). Det forudsætter, at Byrådet til 2. behandlingen af budgettet godkender anlægsplanen 2021, hvor rådighedsbeløbene indgår som en del af budgetforliget.
Beslutning

Ad 1-2: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


134.   Bevilling til salg af beplantningsbælte


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives en anlægsbevilling og et rådighedsbeløb på -4.720.760 kr. til dækning af salgsindtægten.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Byrådet besluttede den 25. maj 2020 at udbyde en 10.729 m2 stor del af beplantningsbælte vest for Sleipnersvej 4 til salg i offentligt udbud uden en fastsat mindstepris.

Det blev på byrådsmødet samtidig besluttet at bemyndige borgmesteren til at indgå en endelig aftale om salg af areal, så en eventuelt endelig købsaftale ville kunne indgås inden sommerferien.

Den 3. juni 2020 er der indkommet et købstilbud fra NSF IV Denmark Advisory ApS på 4.720.760 kr.

Det kan oplyse, at der ikke indkommet yderligere købstilbud.

Den 18. juni 2020 blev der indgået en betinget købsaftale med en købesum på 4.720.760 kr., svarende til 440 kr. pr. m2, med NSF IV Denmark Advisory ApS, CVR. nr. 40850279, om køb af det udbudte areal på 10.729 m2.  

Aftalen var betinget af, at NSF IV Denmark Advisory ApS senest den 17. august 2020 havde indgået en aftale om køb af erhvervsgrunden Sleipnersvej 4, der tidligere har været ejet af HD Ejendomme. Denne handel er nu på plads, og betingelsen i den med Køge Kommune indgåede aftale er således opfyldt.

Overtagelsesdagen er aftalt til den 1. september 2020.

Økonomi

Der søges en anlægsbevilling og et rådighedsbeløb på -4.720.760 kr. til salg af arealet. Købesummen tillægges ikke moms, idet arealet er udlagt til beplantningsbælte og ikke kan anvendes til bebyggelse, jf. momslovens § 13, pkt. 9.

Økonomisk Afdeling bemærker, at der søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på -4.720.760 kr. til salg af areal. Den budgetterede kassebeholdning vil ikke blive påvirket, da finansieringen sker af det afsatte rådighedsbeløb i budgettet til salgsindtægter vedr. erhvervsformål (ØU 55).

Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


135.   Udgiftsneutral bevilling - etablering af gårdhavemilje på Hegnetslund Kvindekrisecenter


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives en bevilling på indtægt -170.000 kr. og en tillægsbevilling på udgift 170.000 kr. for regnskabsåret 2020 til etablering af gårdhavemiljø på Hegnetslund Kvindekrisecenter i forbindelse med COVID-19.

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 17-08-2020
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Hegnetslund Kvindekrisecenter har ligesom resten af samfundet været påvirket af den nedlukning COVID-19 har medført. Beboerne har ikke kunnet deltage i aktiviteter udenfor Kvindekrisecentret, børnene har ikke kunne tage i daginstitutioner og skoler med videre.

Hegnetslund Kvindekrisecenter søgte derfor midler, da Liljeborgfonden annoncerede en ekstraordinær COVID-19 pulje. Liljeborgfondens COVID-19 puljes erklærede formål er at hjælpe de organisationer, der løbende arbejder med målgrupperne, som er under særligt pres på grund af krisen. Liljeborgfonden modtog 115 ansøgninger til den ekstraordinære pulje, og har bevilget penge til 29 projekter. Herunder er der bevilget 170.000 kr. til reetablering af gårdhavemiljø på Hegnetslund Kvindekrisecenter.

Der er søgt midler til havearkitekt samt udførelse af projekt. Projektet indbefatter minifodboldbane, bålplads med overdækning og Relax-område.

Formålet med reetablering af gårdhavemiljøet er at skabe nogle rammer, der understøtter trivsel og mulighed for fysisk udfoldelse for kvinder og børn i et sikret lukket miljø på Krisecenteret.

Økonomi

Liljeborgfondens bevilling er udgiftsneutral. Det samlede tilskud til Køge Kommune udbetales i 2020.

Økonomisk Afdeling bemærker, at der gives en udgiftsneutral indtægtsbevilling på -170.000 kr. og en udgiftsbevilling på 170.000 kr. til etablering af gårdhavemiljø på Hegnetslund Kvindekrisecenter. Bevillingen er udgiftsneutral og påvirker således ikke servicerammen og kommunes kassebeholdning. 

Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


136.   Udgiftsneutral bevilling - børnefaglig indsats på Hegnetslund Kvindekrisecenter i forbindelse med COVID-19


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives en bevilling på indtægt -118.880 kr. og en tillægsbevilling på udgift 118.800 kr., for regnskabsåret 2020, til styrkelse af den børnefaglige indsats på Hegnetslund Kvindekrisecenter i forbindelse med COVID-19. 

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 17-08-2020
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomiudvalget 19-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Hegnetslund Kvindekrisecenter har ligesom resten af samfundet været påvirket af den nedlukning COVID-19 har medført. Beboerne har ikke kunnet deltage i aktiviteter udenfor Kvindekrisecentret, børnene har ikke kunne tage i daginstitutioner og skoler med videre.

Hegnetslund Kvindekrisecenter søgte derfor midler, da Ole Kirk's Fond annoncerede en ekstraordinær COVID-19 pulje. Ole Kirk's Fond har afsat en pulje på foreløbigt 15 mio. kr., som er øremærket til indsatser, der medvirker til at afbøde de afledte konsekvenser af den nuværende COVID-19 situation i Danmark. Midlerne bliver uddelt indenfor fondens primære uddelingsområde: Det sociale område med fokus på sårbare og udsattes børn og deres familier.

Hegnetslund Kvindekrisecenter har fået bevilget 118.880 kr. til at styrke aktiviteterne til børnene, som bor på Hegnetslund Kvindekrisecenter. Der ansættes en medarbejder i ca. 16 timer ugentligt til og med september 2020. Medarbejderen har til opgave at sætte aktiviteter i gang målrettet børnene på Hegnetslund Kvindekrisecenter. Det er planlagt, at der er øgede aktiviteter i sommerferien. Aktiviteterne er f.eks.: yoga, mindfullness, kreative aktiviteter, vandrerture, skovture, boldspil, biografture med videre.

I den styrkede børnefaglige indsats er der fokus på at skabe aktiviteter, der kan understøtte forholdet mellem mor og barn/børn og skabe gode rammer for nærvær, samvær og gode oplevelser for såvel mor som for barn/børn.

Økonomi

Ole Kirk's Fonds bevilling er udgiftsneutral. Det samlede tilskud til Køge Kommune er fordelt på to udbetalinger i 2020:

  1. udbetaling:     58.880 kr.
  2. udbetaling:     60.000 kr.                    

Økonomisk Afdeling bemærker, at der gives en udgiftsneutral indtægtsbevilling på -118.880 kr. og en udgiftsbevilling på 118.880 kr. til styrkelse af den børnefaglige indsats på Hegnetslund Kvindekrisecenter. Bevillingen er udgiftsneutral og påvirker således ikke servicerammen og kommunes kassebeholdning.

Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


137.   Garantistillelse for Borup Varmeværk i 2020


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at Køge Kommune stiller garanti for et lånebehov til anlægsinvesteringer i 2020 på op til 10 mio. kr. til Borup Varmeværk mod opkrævning af 1 pct. i garantiprovision.

Økonomiudvalget 11-08-2020
Anbefales.
Baggrund og vurdering

Fjernvarmeprojekt for Møllebankerne i Borup er godkendt i Byrådet den 26. maj 2020. Byrådet har besluttet at delegere kompetencen til administrativ behandling og godkendelse af projektforslaget til Teknik- og Miljøforvaltningen under forudsætning af, at der ikke indkommer væsentlige indsigelser i høringsperioden. Projektet blev sendt i høring i 4 uger på Klima- og Planudvalgets møde den 4. juni 2020. Der er i høringsperioden ikke kommet væsentlige indvendinger og derfor søges nu om garantistillelse.

Borup Varmeværk har anmodet Køge Kommune om at stille en garanti for lån til finansiering af planlagte anlægsinvesteringer i 2020. Konkret har Borup Varmeværk et forventet lånebehov på 10 mio. kr.

Rambøll har udarbejdet et projektforslag omkring Møllebankerne samt opførelse af Akkumuleringstank til værket. I projektforslaget udskrifter Borup Varmeværk samtlige energimålere, og har derfor brug for en lånegaranti til i første omgang Akkumuleringstank med et lånebehov på 7 mio. kr. og udskiftning af 1.250 målere til ca. 3 mio. kr.

Såfremt kommunen stiller garanti, påtænker Borup Varmeværk at optage lånene hos KommuneKredit, der pt. vurderes at være det billigste tilbud. Konkret tilrettelægges låntagningen således, at der i investeringsåret 2020 etableres en såkaldt opbygningskredit, som omlægges til langfristede lån, når det endelige lånebehov for 2020 er kendt.

Kommunen opkræver i henhold til lovgivningen garantiprovision af lånets restgæld. Garantiprovisionen skal fastsættes konkret på baggrund af den aktuelle risiko vurderet ud fra selskabets kreditværdighed. Det er vurderingen, at Borup Varmeværk har samme som den øvrige forsyning, hvor der pt. opkræves 1 pct. i garantiprovision.

Køge Kommune kan i henhold til lånebekendtgørelsen stille kommunal garanti for lån optaget af forsyningsselskaber til finansiering af selskabernes anlægsinvesteringer, uden det belaster kommunens låneramme. Niveauet for garantiprovisionen revurderes årligt i forbindelse med budgetlægningen næste gang i september/oktober 2020.

Økonomi
Garantistillelse for et lån på 10 mio. kr. vil resultere i opkrævning af en årlig garantiprovision på 1 pct., svarende til 0,1 mio. kr.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


138.   Tilskud til foreninger - indbringelse af sag


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltninger indstiller til Økonomiudvalget, at udvalget drøfter om

  1. Køge Kommune skal yde tilskud til festugens viderefordeling til de foreninger, der normalt  medvirker i festugeafviklingen
  2. der er behov for en afdækning af, om der er andre steder, der er nødlidende foreninger
Økonomiudvalget 19-08-2020
Ad 1: Et mindretal på 3 (Marie Stærke (A), Mette Jorsø (UP) og Lene Møller Nielsen (A) ønsker at bevillige 225.000 kr. til Festugen. Et flertal (Ken Kristensen (V), Bent Sten Andersen (O), Jeppe Lindberg (I), Flemming Christensen (C) og Niels Rolskov (Ø) ønsker ikke at bevillige 225.000 kr. til festugen.

Marie Stærke (A) ønsker i medfør af standsningsretten at sagen videresendes til Byrådets afgørelse.

Ad 2: Økonomiudvalget anbefaler, at Kultur- og Idrætsudvalget og Ældre- og Sundhedsudvalget overvejer at afdække eventuelle behov.

Baggrund og vurdering

Køge Kommune har i mange år ydet et tilskud til Køge Festuge. I 2019 blev der efter ansøgning til Økonomiudvalget givet 225.000 kr. ekskl. moms.

Mange foreninger i Køge Kommune arbejder frivilligt i afvikling af festugen, og Køge Festuge uddeler hvert år overskuddet til de foreninger, der har hjulpet til. I 2019 uddelte Køge Festuge ca. 360.000 kr. til foreningerne.

Køge Festuge afholdes ikke i 2020 på grund af COVID 19.

Økonomi
Oversigt over forbruget på Turisme- og Markedsføringskontoen vedlægges.
Beslutning

Sagen taget af dagsordenen med henblik på fornyet behandling i Økonomiudvalget.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Bilag

Til toppen


139.   Pavilloner på Køge Torv - indbringelse af sag (Lukket punkt)


Beslutning

Sagen taget af dagsordenen med henblik på fornyet drøftelse i Teknik- og Ejendomsudvalget.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


140.   Eventuelt


Beslutning

Drøftet.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


141.   Salg af grund (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1: Det var ved sagens behandling indkommet yderligere et bud. Byrådet besluttede at sælge til højestbydende.

Ad 2: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


142.   Salg af grund (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1: Byrådet besluttede at sælge til det senest indkomne bud.

Ad 2: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


143.   Salg af grund (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1: Byrådet besluttede at sælge til byder nr. 2.

Ad 2: Anbefales.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


144.   Salg af grund (Lukket punkt)


Beslutning
Ad 1-2: Godkendt.
Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


145.   Salg af areal (Lukket punkt)


Beslutning

Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


146.   Køge Nord - Udbudsstrategi for boligområdet (Lukket punkt)


Beslutning

Jeppe Lindberg (I) stillede ændringsforslag om at ejerforholdet ikke defineres i udbuddet.

Forslaget blev sat til afstemning. 10 stemte for (V, UP, C og I). 
16 stemte imod (F, Ø, O og A).

Et flertal på 22 godkendte herefter det i punktet indstillede forslag. 
4 (V) kan ikke anbefale.

Venstre ønsker sikkerhed for hvis der påtænkes almene boliger i området, at de henvender sig som studie eller ældreegnede boliger.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


147.   Ny vejforbindelse - anlægsbevilling og orientering (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1-3: Godkendt.

Ad 4: Taget til efterretning.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


148.   Principbeslutning om ekspropriation i f m vejforbindelse Ølbyvej Lyngvej (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1-2: Godkendt.

Ad 3: Erik Swiatek (A) blev udpeget.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen


149.   Ansættelse af direktør til Teknik- og Miljøforvaltningen (Lukket punkt)


Beslutning

Ad 1: Byrådet besluttede at ansætte den af Indstillingsudvalget anbefalede kandidat. 

Ad 2: Godkendt.

Fraværende
Anette Simoni (V)
Ken Kristensen (V)

Til toppen


150.   Brand- og Redningsopgave i Køge Kommune (Lukket punkt)


Beslutning
Et flertal på 21 (A, C, O, I, V og Mette Jorsø (UP) besluttede at indgå aftale med Falck.
Et mindretal på 4 (F og Ø) ønskede at hjemtage opgaven.
Fraværende
Anette Simoni (V)
Ken Kristensen (V)

Til toppen


151.   Eventuelt (Lukket punkt)


Beslutning
Intet.
Fraværende
Anette Simoni (V)
Ken Kristensen (V)

Til toppen


152.   Underskriftsblad (Lukket punkt)


Beslutning

Underskrevet digitalt.

Fraværende
Anette Simoni (V)

Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 28.08.20