Den 2. april 2020 besluttede Klima- og Planudvalget, at der skal igangsættes lokalplan for Gl. Lyngvej 25, således at det bliver muligt at tilføje kontor- og serviceerhverv til bestemmelserne i gældende lokalplan 2-10.
Forslag til lokalplan 1094 er udformet som et tillæg til Lokalplan 1094 og tilføjer den ovenstående mulighed for serviceerhverv. Det maksimale areal, der vil kunne anvendes til kontor-og serviceerhverv, er 900 m2, som ikke må etableres i byggeriets nederste etage, stueetagen.
Samtidig ophæves muligheden for bolig indenfor lokalplanområdet, da forvaltningen vurderer, at det er uhensigtsmæssigt at have boliger indenfor området - hvilket der heller aldrig har været, siden lokalplanens vedtagelse.
Lokalplanområdet vil derfor fremover kunne anvendes til kontor- og serviceerhverv, offentligt formål, butikker til pladskrævende varegrupper samt til laboratorie- og kontorformål.
Øvrige bestemmelser fra Lokalplan 2-10 videreføres uændret.
Delegation
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det er en lokalplan, som kun påvirker omgivelserne i begrænset omfang, da den alene omhandler anvendelsesbestemmelserne, hvor øvrige gældende bestemmelser videreføres.
Derfor anbefaler forvaltningen, at høringsperioden gennemføres på to uger.
Samtidig anbefaler forvaltningen, at vedtagelsen af den endelige lokalplan delegeres til forvaltningen, hvis der ikke kommer indsigelser. Dermed vil den endelige vedtagelse af Lokalplan 1094 ikke blive forelagt politisk. Kommer der indsigelser, anbefaler forvaltningen, at vedtagelsen sker i Klima- og Planudvalget.
Dette forslag til delegation udspringer af Klima- og Planudvalgets møde den 2. april 2020, hvor det blev besluttet, at brug af planlovens mulighed for delegering og korte høringer indgår i startredegørelser for lokalplaner med henblik på at kunne anbefale hurtige planprocesser for visse, simple lokalplaner.
Der er dog ikke vedtaget en egentlig startredegørelse i den aktuelle sag, da den udspringer af et afslag på dispensation til etablering af serviceerhverv, da udvalget vurderede, at denne anvendelse ikke kunne rummes indenfor lokalplanens bestemmelser. Udvalget besluttede i stedet, som før nævnt, at igangsætte udarbejdelse af Forslag til Lokalplan 1094.
Det er derfor ikke tidligere vurderet, om Forslag til Lokalplan 1094 kan gennemgå en kortere høringsproces eller om endelig vedtagelse af lokalplanen kan uddelegeres til forvaltningen.